En af det 21. århundredes helt store udfordringer bliver at værne om vandet, den livsvigtige ressource, som ikke kender til landegrænser på vores blå planet.
Men vandforsyningen er under pres, og det står meget klart her i Sydeuropa.
En vigtig aktivitet i “vores” lille bjerglandsby er at vande haverne, -og efter en vinter uden regn er bekymringen og aktiviteten på det område stor.
I dag er her kun en halv snes beboere tilbage. En gang boede her 10-20 gange så mange, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det har været at enes om at fordele de tider, hvor man måtte lede vandet ind i sine grønsags- og frugthaver og de små marker. Landsbyen ligger lige under udspringet af en lille flod, der løber ad to lejer, med et omfattende net af vandingskanaler. Derfra fordeles vandet videre – som her hvor Benigno og Antolín lige har lagt en rørledning ud for at føre vandet ned mod deres terrasse-anlæg nede ad stien mod Las Erías, den næste af de otte små bjergbyer, alquerías, der med få kilometers indbyrdes afstand følger flodens løb mod dalen.
Det er også den lille flod, der via vandværket forsyner landsbyen med drikkevand og i sommertiden fylder det naturlige svømmebassin med rindende kildevand.
Vores nabo Félix, der døde sidste sommer, var i en årrække landsbyens pedáneo (‘borgmester’). Det sværeste var at værne om en retfærdig fordeling af vandingstiderne, og holde fred mellem bysbørnene på dette vitale område. Félix’ enke fortalte forleden dag, hvordan hun som ung brugte nætterne til at vande; der var et par andre kvinder, som gik med hende ud i natten, – og selvfølgelig fulgtes hun med dem, når det var deres tur til at vande. 
I januar 1961 var mine forældre og bedsteforældre på rejse i Spanien, og min mor skrev hjem til os børn fra Extremaduras hovedstad Mérida, romertidens Emerita Augusta. Vores mor var betaget af de store vandkraft- og kunstvandings-anlæg, der skulle ændre livet for Extremaduras allerfattigste, bringe el ud til hjem og værksteder, og stille sult og tørst ved at gøre det muligt at opdyrke hidtil golde egne. Javel, projekterne betød oversvømmelse af småbyer, tvangsforflytning af beboerne, arbejdet udførtes af politiske fanger, og Franco tog æren for præstationerne. Men i dag er efterkrigstidens “indre kolonisering” her i Spanien genstand for fornyet interesse og anerkendelse.
Forleden kørte vi forbi den store opdæmning “Gabriel y Galán”, som forsyner Alagón-dalens mange marker med vand. Det var uhyggeligt at se, at allerede d. 2. juni er vandstanden så lav som vi ellers kun kender den efter en lang sommer uden regn.
I avisen opfordrer Cáceres kommune borgerne til at spare på vandet: Overdæk bassinet når du ikke bruger det, så sparer vi 70% fordampning; du kan spare 25% ved at drypvande om natten; og næste gang, du vælger en plante til haven, så kan du spare 70% ved at gå efter en bæredygtig art, der klarer sig med regnvand.
Lille Matilda har besluttet, at hun ikke vil spilde en dråbe; giv en hånd til Matilda, for det er alles ansvar at passe på vandet:
Samme kampagne findes (naturligvis) også på internettet, med mange flere tegnede spareråd og videoer: SUMATE AL RETO DEL AGUA
Hvad er den af – skal det være de små, der tager udfordringen op og lærer de voksne at passe på vandet? Eller er budskabet, at det er den rene barnemad?
Mere (på spansk) om Franco-tidens “grønne revolution”:
