Blog Image

IBERIANA

Borte med…. Tiden

Extremadura, kultur Posted on 30 sep, 2021 13:32:56

Lige siden vi for en snes år tilbage for første gang kom til Extremadura har Dagbladet HOY været en pålidelig og vidtfavnende kilde til viden om regionen i fortid og nutid.  Avisen har oplyst os om aktuelle begivenheder,  også i det, som skulle blive vores lokalområde, da vi købte huset i Aldehuela. Vi er blevet klogere på regionens geografi og økonomi, og vi har fået indblik i, hvordan mentaliteten adskiller sig fra den i Madrid og Baskerlandet, for slet ikke at tale om Catalonien – områder, hvor immigranter fra Extremadura med deres arbejdskraft har bidraget til økonomisk vækst, mens deres hjemegn ringeagtes.

 HOY’s klummeskribent Alonso de la Torre skriver om alskens emner i La Raya, dvs. området på begge sider af grænsen mellem Spanien og Portugal. Således har han tit  inspireret os til en tur til en af la Raya’s “Tornerosebyer”.

Som pensionister kan vi tilbringe længere tid her i den lille bjerglandsby. I lang tid indgik der i rutinen med at tage de 16 km ned til byen Pinofranqueado for at gå ærinder altid et besøg i Beléns butik for at købe dagens avis. HVIS den skulle være udsolgt, kunne vi læse den på bar Lola eller på hotel Castúos terrasse ved floden.

På et tidspunkt (for 5-6 år siden eller mere, tiden flyver) gjorde avisredaktionen et nummer ud af at følge med tiden og udkomme digitalt. Det var et plus for os: så kunne vi se nyheder hver dag uden at skulle ud at køre. Nu er der nemlig efterhånden ret god dækning for internet oppe hos os i bjerget. Og først og fremmest betyder det, at vi nu kan se Extremadura-nyt hele året rundt for en meget rimelig pris: 69.50 euros om året, også når vi er i Danmark.

Godt det samme! For da vi kom hertil sidste efterår havde covid-forholdsreglerne fjernet aviserne fra barerne, og Beléns butik var lukket. Vi fandt dog ud af, at vi kunne købe HOY på tankstationen i Caminomorisco 8 km fra Pino (og samtidig kan vi købe kød hos Valentín – den rigtige slagter).

Men i år strammer skruen. Der sælges ikke længere aviser på benzintanken i Caminomorisco. 

Nu må vi køre 26 km frem og 26 km tilbage ad slyngede bjergveje til Casar de Palomero, –

 – hvis vi vil nyde læsningen af en god gammeldags papiravis med illustrerede nyheder, opinion, horoskop, krydsord, sudoku – og om søndagen magasinet på glittet papir for 1 euro og 10 centimer yderligere. 

Jeg har sikret mig telefonnummeret til kiosken, så vi ikke skal køre forgæves 😉

Der er ikke specielt spændende i Casar, og hverken liv eller aviser i baren på Plaza’en, så særlig på en søndag kører vi hellere de 16 km videre til markedsbyen Ahigal, hvor vi kan købe både det ene og det andet spændende nyt, og på hjemturen nyde et lækkert middagsmåltid på landevejskroen Ruta 66 eller restaurant las Minas i Montehermoso.

Og når vi er vel hjemme på terrassen kan vi udfolde de knitrende nyheder på kaffebordet.

Men hvor længe endnu ? Er papir-avisernes tid snart ovre?



Rocódromo Alberto Ginés

Extremadura, Sport Posted on 12 aug, 2021 10:44:43
Alberto Ginés på den olympiske klatrevæg i Tokio 2021

Alberto Ginés fra Cáceres har til alles – også sin egen – overraskelse vundet guld i en sportsgren der i år 2021 for første gang blev repræsenteret ved OL. Nemlig klatring.

Alberto hjemme i Cáceres by

I hjembyen Cáceres er de meget stolte af denne 18-årige sportsmand. Nu lønner det sig, at far har kørt ham og hans klatreglade små kammerater lange ture til klatre-egnede bjerge, og at mor har måttet savne ham, siden han var femten. Da flyttede han nemlig tværs over det spanske fastland til Catalonien, hvor der er træningsmuligheder for en klatrer med hans evner – og hvor David Macià udviklede hans talent for alvor.

Træneren David Macià

Nu kommer medaljen til at sætte skub i indretningen af et decideret anlæg for konkurrencetræning. Denne Rocódromo skal naturligvis have navnet Alberto Ginés!

Alberto kaldes Extremaduras Spiderman.
Men da jeg så ham pile op og hen ad klatrevæggen, lignede han mindre en edderkop end de firben og salamandre, der smutter rundt på klipperne over Aldehuela og ovre i Penha Garcias klatreskole på den anden side af den portugisiske grænse ved Monfortinho.

Regionens mange typer af bjerge og sværhedsgrader indbyder til også til vandring og løb af varierende sværhedsgrad, kulminerende med efterårets lodrette væddeløb i Caminomorisco. Det kan man kalde EXTREMSPORT

Fotos fra dagbladet HOY, paredesdelmundo.blogspot.com og rgclimbing.wordpress.com

Træner David Macià



Cykel-land

Extremadura, fritid, Sport Posted on 28 jul, 2021 08:03:59

I år fører cykelløbet “Vuelta a España” rytterne igennem vores kære Extremadura. Bedre forhold for cyklisterne kan man vist ikke ønske, og deres medfølgende fans kan få fine oplevelser med i købet. Arrangørerne har lavet den smukkeste præsentation af ruten:

Den unge filminstruktør María Pérez udnyttede dehesaens lighed med Afrikas savanne til en fortælling om Karen Blixens unge år. Se her om filmen “Karen med Christina Rosenvinge som baronessen i Afrika.



Bogens optur

Extremadura, kultur, økonomi Posted on 24 apr, 2021 14:04:57
Børneboghandelen "La Pecera" i Plasencia
Børneboghandelen “La Pecera” i Plasencia

Extremadura-avisen HOY har besøgt boghandlere i regionen; et optimistisk billede tegner sig. Corona-indelukningen har nemlig fået flere til at læse bøger, og lovgivningen hjælper på flere måder boghandlerne at overleve. Momsen på bøger er ‘superreduceret’ til 4%; bogpriserne må ikke sænkes mere end 5% under listeprisen, bortset fra bogens dag og bogmesserne, hvor man må give 10 % rabat.
De rigtige boghandlere frygter ikke Amazon, for de kan kommunikere personligt med kunderne via hjemmesider og wasap, og de leverer til døren inden for 24 timer. Net-gigantens anbefalinger og tjenester dannes ud fra et statistisk grundlag, som slet ikke kan måle sig med den lokale boghandlers personlige rådgivning.

I 2020 lukkede Corona-virus Spaniens forretningsliv ned, og kun supermarkeder og apoteker ansås for ‘esenciales’ (livsnødvendige); under anden corona-bølge var boghandel den eneste kulturelle sektor der blev betragtet som ‘esencial’, og kunderne meldte sig i butikkerne, i mange tilfælde efter at have orienteret sig på internettet. De boghandlere, som avisen har besøgt, fortæller, at corona fik dem til at oprette eller udvide deres hjemmesider.
Det gælder i høj grad en boghandel i Plasencia, som vi har fulgt siden starten: “La Puerta de Tannhäuser” – nu også med en butik for børn “La Pecera(guld-)fiskekummen). Fotoet er fra mit besøg i oktober, hvor jeg købte en gave til en seks års fødselsdag i la Pecera.

“Tannhäuser” sætter sit præg på det lokale kulturliv: vinduesudstillingerne frister med tegneserier og spændende oversatte værker fra andre lande og epoker, og uden for corona-tiden er der bogcafé og besøg af forfattere. Ikke for ingen ting fik de prisen som Spaniens “Librería Cultural 2020”.

Indehaveren Cristina Sanmamed fortæller på bog-dagen 2021 til dagbladet HOY‘s reporter: «On-line-indsatsen er supervigtig, den fungerer som vores tredje boghandel. I starten så det hele supermørkt ud, men nu kan vi se, at folk har vænnet sig til at læse bøger; vi har sandelig også slidt i det, mere end nogen sinde.»

I Spanien skal familierne købe børnenes skolebøger, og det er en vigtig indtægtskilde for mange boghandlere. Men Cristina Sanmamed har altså lagt en anden profil. Hun skriver: ¡Para viajar lejos, no hay mejor nave que un libro! – dvs. for den, der vil rejse langt, er der intet bedre fartøj end en bog.

Kilder:

Dagbladet HOY 23. april 2021

Boghandlen La Puerta de Tannhäuser



Påskeminder

Extremadura, fritid, kristendom Posted on 15 mar, 2021 09:20:11

Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.

Terrassen på et hotel rural parat til familiefest

I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.

Lamperne kontrolleres inden optoget med Jomfru Maria på vejen til Golgata

De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.

Jomfru Maria, Englen med palmegrenen og Jesus venter inde i kirken, til de skal ud i procession

Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.

Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:

Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.

Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren.
Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.

Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.



Skal nadverdugen frem?

Extremadura, kristendom Posted on 19 feb, 2021 08:42:05
Nadverdugen i Coria
Relikviesalen i Corias domkirke med den hellige nadverdug

For nogle år siden fortalte jeg om det enestående relikvie, der opbevares i domkirken i Coria: et klæde, som menes at være dugen fra Jesu sidste nadverbord.

Det blev til en Påskehistorie om en dug, som har givet håb i århundreder, og i nyere tid er blevet genstand for videnskabelig granskning. Meget tyder på, at dugen kan have dækket det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og delte vinen med sine disciple.

Nu har Corias domkirke oprettet dugens egen smukke og informative hjemmeside; her er link til den engelske udgave, hvor der også berettes om arbejdet med at optage en timelang dokumentarfilm om dugen, som i tidens løb er blevet taget frem og ført i procession, når ulykker skulle afværges. Er tiden nu inde til at bede den hellige dug om beskyttelse mod pandemien?



Karen – hvem er det?

Extremadura, Film Posted on 23 nov, 2020 17:17:07
Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier.

——————————————-

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes somaliske tjener og fortrolige, Farah Aden, som det skildres i hendes breve fra Kenya til familie og venner i Danmark. María Pérez ville ikke gentage en storfilm som Sydney Pollacks. Hendes film er snarere en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og afrikaneren. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de vemodige stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah, inden hun må forlade sin farm.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også et andet klip fra filmen: her taler Karen med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad dansk-fødte Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

I Marta Perezas interviews med María og Christina for filmmagasinet MAGAZINEMA fremhæver instruktøren, at Karen Blixen voksede op i en tid præget både af imperialisme og kvindefrigørelse. Det gjorde hende til en enestående skikkelse, der ikke kunne nøjes med at leve et skærmet liv, men dristede sig til at prøve lykken med en kaffeplantage fjernt fra hjemmet. Filmen “Karen” skildrer indefra en kvinde, der ikke blev forstået af sin samtid. Hun var en eventyrerske, der brød mange rammer. Den minimalistiske dialog og den raffinerede redigering af optagelserne giver sammen med musikken adgang til hovedpersonens tanker og følelser i hendes sidste tid i Afrika, skriver Marta Pereza. Hun spørger Christina Rosenvinge, hvad hun mindes som en særlig oplevelse fra indspilningen. Det var en scene, hvor hun skulle græde. Sminkøsen sagde, at en tot vat, vædet i mentol, ville få tårerne til at trille. Men Christina ville ikke benytte et billigt trick, hun ville græde rigtigt. Så hun gik i enrum i en god times tid, for at føle sig ind i Karens situation. Derpå bad hun om et glas Extremadura-vin, og så flød tårerne frit. Det blev så bevægende, at alle på set‘et græd med!

Filmen om Karen og hendes afrikanske hjælper og ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vistes senere på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida. Den fik premiere i foråret 2021.

plakaten til filmen om den unge Karen Blixens sidste tid i Afrika

Spanske anmeldere roser filmen for dens ægthed og dybde; den enkle dialog og hverdags-skildring åbner for en indsigt i europæeren Karens og den muslimske somalier Farahs indbyrdes respekt og forståelse. De betragter nattehimlen, hvor stjernen med det arabiske navn Aldebaran følger efter Plejaderne uden nogen sinde at indhente dem, et billede på dem selv, en mand og en kvinde, der ihærdigt forfølger et mål uden at acceptere nederlag. Karen hviler i sin skæbnetro, og Farah forlader sig på Allah.

María Pérez slutter sin fortælling med, at Karen-figuren ser en gruppe turister besøge museet Rungstedlund, det danske hjem, hvorfra hun aldrig vendte tilbage til Ngong Hills.

Mon vi får ”Karen” at se i Danmark – og mon et dansk publikum ligesom den spanske anmelder, vil mene, at filmen kan vække interesse og forståelse for forfatterinden og hendes værk?

Kilder:

dagbladet HOY 24. november 2020

Filmens hjemmeside : KAREN

Marta Perezas interviews “Karen, la intimidad de un icono” i Film-magasinet MAGAZINEMA

Anmeldelser:

Borja Castillejo Calvo i cinemaldito.com

Alfonso Rivera (på engelsk) i cineuropa.org

———————————————————————

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”,
fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo



Lyden af Gaudí

Extremadura, kristendom, musik Posted on 13 okt, 2020 15:07:24
Alicia Sánchez Reyes ved tangenterne i Hamborg

Som 8-årig kom Alicia på konservatoriet i Mérida, og senere til Badajoz. Hun afsluttede med udmærkelse i komposition, og specialiserer sig nu i Hamborg. Sammen med to musikalske venner, Alberto fra Badajoz, og Josué fra Patagonien i Argentina, besøgte hun for to år siden kirken La Sagrada Familia i Barcelona. “Hvordan mon den første gudstjeneste har lydt i denne kirke?” spurgte hun vennerne, og den undren gav anledning til en komposition, som nu kan høres via nettet.
For Alicias indre øre harmonerede Gaudí’s specielle kirkerum med tidløse klange, lyde fra fortid og nutid, renæssancens mangestemmige kor og moderne elektronisk genereret musik.

Liturgien Adoratio idoli bliver sunget af korister fra Coro de Extremadura, og sangene er indspillet i en teatersal i Badajoz’ historiske centrum. Josué og hans lydteknikere kom hele vejen fra Argentinas sydspids for at optage sangene, og han og Alberto har produceret musikken på analoge synthesizers hjemme i Patagonien.

Alicias, Albertos og Josués tidløse kirkemusik kan nu høres på internet. Lyt f.eks. til Agnus Dei (Oh, du Guds lam) på youtube, hvor du skal finde dig i reklame-støj til en begyndelse, hvis du ikke er premium-abonnent.

Kilde: Antonio Gilgado, Dagbladet HOY d. 13. oktober 2020

Her er albummets side på facebook: https://m.facebook.com/adoratioidoli/#



Næste »