Blog Image

IBERIANA

Styr på landsbyen

Extremadura, kultur Posted on 26 feb, 2020 09:22:03

I den lille ‘alquería‘, bjergbyen Aldehuela, er der nu kun liv i nogle få huse og stalde, og mange beboere er flyttet til de store byer.

Antolín og Benigno

Men brødrene Antolín og Benigno går hver dag ud med deres store gedeflok, og de spænder hesten for, når de skal pløje deres mange terrasse-marker og bringe oliven og kastanjer ned fra lundene.

Eleuterio og Luisa passer deres stadig flere bistader. Bierne henter honning og bestøver frugttræer her i området. Desuden kører Eleuterio staderne af sted på den store lastbil, såvel sydpå til Badajoz-provinsen som nordpå til Salamanca, når dér er blomster i fuldt flor.

Elviras høns

Vidal og de fire enker dyrker flittigt de mange forskellige grønsager og frugter i deres spredte køkkenhaver. Hønsene lægger æg og forsyner med lidt gødning.

Lærerboligen og Skolen i Aldehuela

Men skolen er for længst lukket, og der strømmer ikke længere store gedeflokke gennem gaderne.

Dog sker det undertiden, at en livlig flok vandrere finder vej ad de gamle stier fra Aldehuela til kommunens hovedby Pinofranqueado, – som på denne solbeskinnede januarsøndag:

FOTO: Vicente Pozas 17.01.2020

Det er ikke til at forestille sig, hvordan her var for 50-60 år siden, da vores venner Félix og Julia var unge. En dag, hvor Félix og Julia er oppe i en af haverne for at tynde ud i et æbletræ, beder jeg ham fortælle om hvervet som (alcalde) pedáneo, dvs. stedfortræder for borgmesteren i Pino.
Senere kommer Félix over til vores terrassegård med nogle dokumenter fra den gang, han havde ansvaret for opførelsen af skolen, kirkegården og anlæg af vand og afløb til og fra husene.
Videoen er fra 2014. Undertekster fås via cc nederst til højre.

Da Félix døde pludseligt i sin have forrige sommer, satte hans søn og svigerdatter sig straks i bilen i Baskerlandets hovedstad Vitoria-Gasteiz og kørte de seks timer hjem til Aldehuela. Marisol fortæller, at da de nåede frem, var vejen og vendepladsen fyldt med biler. I landsbyens gader, hvor ingen bil kan komme frem, gik familie og venner fra hele området for at kondolere Julia og sønnerne, og ved begravelsen dagen efter var der slet ikke plads i den lille kirke.
Jeg slutter med et billede af Julia og Félix kort tid forinden, ved landsbyfesten til Sankt Hans 2018.

——————————————————————————————————–

Se flere billeder fra Vicente Pozas vandretur fra Aldehuela til Pino



Druens Navn

Extremadura, mad og drikke, Portugal Posted on 16 maj, 2019 12:36:32


I vores have og ved bygningerne vokser der vinstokke. Nogle gamle – og en enkelt ny lille plante ved foden af det mandeltræ, der ikke rigtig vil trives længere. Antolín satte den sidste år, fordi vi havde smagt druerne og rost dem!


Gad vidst, hvor mange forskellige sorter af druer vi har rundt omkring; der er mindst tre forskellige arter på de vinstokke, der omkranser haven, to forskellige under staldtagets udhæng – og en anden ovre i gaden ved køkkenet.
De er forskellige i farve og smag, – men hvad mon det er for nogle?


Romerne bragte vin til den Iberiske halvø for et par tusind år siden, og i tidens løb har der udviklet sig et utal af sorter, tilpasset de mange forskellige klima-typer og jordbundsforhold. Her har vi skifer-grund og et lunt klima i 700 meters højde.


I Extremaduras sydlige provins, Badajoz, dyrkes megen vin, og ved Guadiana-flodens bredder kan vinproducenterne opnå certifikatet DOP, (Denominación de Origen Protegida) Ribera del Guadiana, hvis de opfylder de nødvendige betingelser, herunder dokumentation for anerkendte druesorter.


De lokale hvide druer har navne som Macabeo, Eva de los Santos, Pardina eller Cayetana, mens rødvinen hovedsageligt bliver produceret fra den kendte tempranillo-drue. Som en nyhed har man tilføjet ni sorter til den liste, der blev etableret i 1999. Herunder den catalanske Xarello, som allerede anvendes til Extremaduras anerkendte cava (se herom “Skum til la Roja“) et par franske – og så det, der interesserer os her på Iberiana-bloggen: seks portugisiske druer. Fra nabolandet har man hentet druer som Touriga Nacional, der indgår i portvinsproduktionen, og Tricadera, som dyrkes i Alentejo lige ovre på den anden side af grænsen til hvor vi bor. I dette område er vinmarkerne blevet udvidet betragteligt i de seneste år, takket være Alqueva-opdæmningen på Guadiana-flodens løb i Portugal:


Portugal har 500 ‘indfødte’ druesorter, og vinavlerne i Guadiana-området er meget tilfredse med at kunne avle på portugisiske stammer. Lederen af sammenslutningen af producenter af DOP Riberas del Guadiana udtaler til avisen HOY, at det er ikke hensigten af konkurrere med portugisiske vine. Men da der kun er 60 kilometers afstand mellem vinegnene, er klima og jordbund stort set de samme, og det er et stort plus at kunne blande de portugisiske sorter i den lokale vin.
I Pinofranqueado’s supermarked købte vi denne dessertvin, som er fremstillet på Cayetana-druen:

Kilder:

Dagbladet HOY 11.05.2019

Miguel Herrero Ucedas: Extremadura en el corazón. Elan Editores. 2011.

www.visitevora.net



Klokkeklang

Extremadura, kultur, Portugal Posted on 07 maj, 2019 17:11:51

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.


Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014



Aimez-vous les roses?

Extremadura, fritid Posted on 26 maj, 2018 11:50:18


En lille times kørsel herfra, ad vejen mod Plasencia, ligger en by ved navn Montehermoso: Det smukke bjerg. Og sandelig er landskabet smukt. På de bløde bjerge løber bække gennem frodige græsgange med fritstående træer, og store klippeblokke bryder det mindste tilløb til monotoni.
Men selve byens gader præges ikke af sydlandsk charme, nærmest trist tager gadebilledet sig ud:


Her skal man lede efter en smuk bygning, om end visse prangende villaer og nydelige byhuse vidner om ejernes økonomisk format, som dette, hvor en advokat har sit kontor og bolig.

At man i denne by har sans for skønhed, derom vidner byens store velpassede park


– med en mangfoldighed af gamle træer af mange arter, hvis skygge man kan nyde på elegante bænke.

Vi var der forleden i en stille formiddagstime, og blev modtaget af en duft af roser, som vandes flittigt i parkens plæner og langs dens gange.


Men allerede udenfor ses en væld af roser, klatrende på hegnene omkring parken.


I den stille formiddagstime var vi næsten alene i parken; men når det har ringet ud fra skolen, kan (bedste)forældre og børn udfolde sig med motions-apparater og på legepladsen.

eller ved spillebordet.

Der er også sørget for dem, der holder af at trille kugler: petanca, hedder det her.

Heroppe på “vores” bjerg vokser der også roser. I et hjørne af en af Julias mange køkkenhaver


og mellem Santiagos vinstokke.



Hvad siger hatten?

Extremadura, kultur Posted on 10 nov, 2017 17:32:13


Mine flotteste souvenirs fra Extremadura er disse tre hovedbeklædninger fra byen Montehermoso i det nordlige af provinsen Cáceres.
De kroner den traditionelle kvindedragt, og taler hver især deres tydelige sprog.
Den med spejlet blev båret af ugifte, den anden kulørte var for de gifte kvinder, og enkerne bar den sorte variant.

Las gorras (ikke sombreros!) fra Montehermoso bæres til en dragt med korte skørter, masser af underskørter, og strikkede blå strømper. Til festlige lejligheder med overdådige guldsmykker i filigran.
Her ser vi en dukke med egnsdragten og en statue fra byparken i Montehermoso.


Den amerikanske rigmand Archer Milton Huntington som oprettede det imponerende hispanic society i New York, bestilte for hundrede år siden en serie vægmalerier til samlingen hos maleren Sorolla.
Billederne skulle vise folkeliv i forskellige egne af Spanien.
Et af de steder, hvor Sorolla valgte at opstille staffeliet, var i Plasencia, og motivet blev markedsfolk med den monumentale by i baggrunden.

Til venstre i billedet ses nogle kvinder fra Montehermoso, let genkendelige på de store kyser af strå, som fortæller: “Her kan du købe gode produkter fra min køkkenhave i Montehermoso” – et skridt på vejen til den moderne certificering for gastronomisk kvalitet “Denominación de origen“.

I Plasencias etnografiske museum, der er specialiseret i tekstiler fra området, ses prægtige eksemplarer af dragten, – ligesom i Montehermosos eget lille fine egnsmuseum. Her er link til Museo Etnográfico Textil Pérez Enciso‘s hjemmeside.

Til en hyrdefest i Alpedrinha ovre i Portugal i september kom der deltagere fra Montehermoso:


Da jeg købte de tre store gorras, købte jeg også en lille kyse, og i år fik jeg lyst at lave dragten dertil, i anledning af mit barnebarns tre-års fødselsdag. Så jeg viser lige endnu et par fotos af en egnsdragt i miniature.


Se også denne kommentar om pardannelse i Nord og Syd (!)

Referencer og flere billeder:

Roman K’s folkcostume.blogspot.dk – udførlig engelsk-sproget blogpost om Montehermoso-dragten.



FUNEXPRESS

Extremadura, kultur Posted on 28 sep, 2017 09:08:26

En lille gåde, kære læser: hvad mon firmaet FUNEXPRESS giver sig af med?

Består FUNEXPRESS’s service i at levere klovner til events i familien eller på arbejdspladsen, tilbyder de polterabend-arrangementer, udlejer de hoppeborge, bager de sjove kager til festlige lejligheder…?

På ingen måde. Firmanavnet skal ikke læses på engelsk, men på spansk. FUN står for funeral, bisættelse. Funexpress sørger for alt omkring et dødsfald i Plasencia og alt det omliggende, heriblandt las Hurdes, hvor vi så deres reklame på en serviet ved formiddagskaffen.


Ved udgangen fra Hospital Virgen del Puerto, Plasencias store offentlige sygehus, møder ens øje dette skilt på det mest fremtrædende sted mellem parkeringsplads og busstoppesteder.


Her i Spanien er det faktisk helt relevant at kalde sig noget med express i den branche, for normalt går der kun et døgn fra et menneske dør, til det bliver bisat. Vores naboer betaler hver måned et beløb (der stiger med alderen) til et lignende firma for at blive transporteret osv., den dag de drager deres sidste suk, uanset hvor i dette store land det sker.

I alle små og store byer er der “Velatorios“, hvor de efterladte, familie og venner, kan våge hos den døde, hvis man ikke foretrækker at holde åbent hus derhjemme. (Som det f.eks. ses i Pedro Almodóvars film “VOLVER“)

Når berømtheder dør, går der gerne lidt længere inden bisættelsen, så alle kan nå frem, og man vælger måske at give adgang for publikum til ‘lit de parade‘ i en officiel bygning.

kilde: http://www.extremaduradavida.com/item/funexpress/

På internet-siden kan vi læse, at FUNEXPRESS tilbyder Velatorio-service, blomsterarrangementer, gravstene og gravmæler, catering osv. – såvel i Spanien som internationalt, samt rådgivning vedr. arveanliggender, tilgængelig 24/7



Cykelafstand

Extremadura, fritid Posted on 27 jun, 2017 13:01:43

Forleden skete det igen: en cyklist blev dræbt på landevejen. Tidligt lørdag morgen var en ung bilist på vej hjem fra en Sankt-Hans-aften og -nat langt ude på landet i Toledo-provinsen. Efter at have overhalet en traktor påkørte bilen en modkørende cyklist, som døde omgående. Bilisten tog flugten til fods, for vognens venstre forparti blev så voldsomt skadet, at den ikke kunne køre videre. Den dræbte var 66 år og en meget populær aktivist for Podemos-bevægelsen i den lille by la Sagra, hvor de begge boede. Bilisten eftersøges nu, og har det sikkert forfærdeligt.

D. 7. maj påkørte en 28 årig kvindelig bilist med 3 gange den tilladte alkohol-promille en flok triatlon-atleter under deres cykeltræning i Oliva ude ved Valencia. To blev dræbt på stedet, to alvorligt kvæstet, og den femte undgik ved at kaste sig i grøften. Den ene af de kvæstede døde på hospitalet.

Her i Spanien er der stor vækst i cykelbestanden, og tilsvarende flere og flere såvel sport- som transport-cyklister på gader og veje. Store og små. De små får trafikundervisning på imponerende anlæg – men der er konflikt mellem bløde og hårde voksne trafikanter, og et stigende engagement i debatten om, hvilke regler der i det hele taget gælder, hvem der skal vise hensyn og hvorfor!!!

Ulykker som de ovennævnte har fået cyklistforbundene til at råbe vagt i gevær, og regeringspartiet Partido Popular fremsætter forslag om skærpelse af strafferammen. Triatlonforbundet lavede i maj et fremstød under mottoet: Respeto. No + Ciclistas Muertos. #PorUnaLeyJusta (Respekt, ikke flere døde cyklister. #ForEnRetfærdigLov).

Debatten drejer sig i høj grad om trafikkultur. En læserbrevsskribent fortalte, hvordan han en gang langt ude på landet overhalede en hest på for tæt hold, og fik et ordentligt los fra den bageste venstre hov. Da han steg ud og besigtigede bulen, kom det tørt fra landmanden: “La mula no tiene carnet” (muldyret har ikke kørekort). Det var en lektie i at holde afstand, og når brevskriveren nu ser bilister snitte cyklister ved overhaling, gyser det i ham, for de er jo den svage part i en kollision. Han advarer de motionscyklister, der tager tidligt af sted lørdag og søndag morgen; på det tidspunkt er der størst risiko for at møde berusede bilister på vej hjem fra fest.

Ifølg færdselsloven (Reglamento General de Circulación) har to cyklister lov at køre ved siden af hinanden, for så vidt som de holder sig længst muligt ude i højre side af vejen; når oversigtsforholdene er dårlige, eller trafikken er tæt, skal cyklister køre én og én. På landevejene er der normalt striber, som markerer en rabat for cyklister (og gående), men når cyklister kører to og to, er det tilladt at bruge den del af kørebanen, de behøver. Overhalende biler skal holde en afstand på 1,5 meter til cyklerne, men det er tilladt at overskride fuldt optrukken midterstribe, hvis det skønnes forsvarligt!


Vi er begyndt at lægge mærke til særlige advarselsskilte langs vejene: 1,5 meters afstand til cyklister. Billedet er taget mellem Montehermoso og Carcaboso, et område med meget aktive cyklist-klubber (?!) Først troede vi, at man lige så lidt kunne overhale dem som de irriterende langsomme traktorer, når der er fuldtoptrukket midterstribe, og vi forestillede os de lange køer, der kunne dannes på strækninger med ringe overblik. Derfor var det godt at læse i avisen forleden, at man har lov at smutte uden om et par cykler, når forholdene tillader det.

I den danke Færdselslov § 49 fremgår det, at to, men kun to, cykler må køre ved siden af hinanden, hvis der er tilstrækkelig plads hertil, og hvis det sker uden fare og unødig ulempe for den øvrige trafik – kan man læse i en artikel fra FDM om konflikten mellem cykler og biler på vejene.
Men et skilt som dem vi ser her, og reglen med de 1½ meters afstand kendte jeg ikke fra Danmark. Skyldes det mon større erfaring med “bløde” trafikanter på vejene og har danskerne en mere udviklet cykelkultur – eller?

Kilder: Dagbladet HOY, 25.06. og 26.06.2017
FDM-Cykel-afstand-Der skal være plads til alle (www.fdm.dk/emner/trafiksikkerhed)



Skillingsviser

Extremadura, kultur Posted on 12 mar, 2017 12:36:23

En kold og regnfuld eftermiddag i oktober går jeg indenfor hos naboerne. De sidder oppe i husets øverste rum, hvor de har køkken, pejs, spisebord og sofa under ovenlysvinduer.
Min naboerske er i gang med at lave en stor portion buñuelos, de lokale “klejner”, nærende og holdbare. Når de skal spises, bliver de rundhåndet overgydt med honning.
Jeg bliver budt på en smagsprøve, og mens vi sidder der om bordet, giver vi os til at tale om, hvad man kan lave, når vejret ikke er til at være ude.
Nutildags er der jo TV, men de to er selektive, hvad det angår. De ser altid højmessen om søndagen, ellers kun nyheder fra TVE og programmer fra Canal Extremadura. Tit er der også en god gammel lørdags-film i “Cine de Barrio” på etteren.
Før TV-et kom til, var det radioen, der bragte nyheder, musik og drama-serier.
Men landsbyen fik jo først el i 1960’erne. Inden det bestod underholdningen i, at man sang for hinanden. Sangene minder om de danske skillingsviser. I Spanien hedder de coplas del cordel eller romances de ciegos og blev udbredt af omvandrende tiggere, der indtil for 50 år siden gik fra hus til hus og sang for en skilling, en bid brød eller nogle kartofler. Mange tiggere var blinde og havde en dreng som fører. Undertiden blev melodien spillet på en zanfona:Man kunne købe små hefter med sangene, og der kunne læse, havde sådanne hefter som støtte for at lære sangene. Andre gik simpelthen med rundt til alle husene, og lærte en sang ved at høre den igen og igen.

Kilde vedr. de spanske skillingsviser “coplas del cordel” eller “romances de ciegos” : http://www.jaimito.es/romances/coplasciegos.htm



Næste »