Blog Image

IBERIANA

Bogens optur

Extremadura, kultur, økonomi Posted on 24 apr, 2021 14:04:57
Børneboghandelen "La Pecera" i Plasencia
Børneboghandelen “La Pecera” i Plasencia

Extremadura-avisen HOY har besøgt boghandlere i regionen; et optimistisk billede tegner sig. Corona-indelukningen har nemlig fået flere til at læse bøger, og lovgivningen hjælper på flere måder boghandlerne at overleve. Momsen på bøger er ‘superreduceret’ til 4%; bogpriserne må ikke sænkes mere end 5% under listeprisen, bortset fra bogens dag og bogmesserne, hvor man må give 10 % rabat.
De rigtige boghandlere frygter ikke Amazon, for de kan kommunikere personligt med kunderne via hjemmesider og wasap, og de leverer til døren inden for 24 timer. Net-gigantens anbefalinger og tjenester dannes ud fra et statistisk grundlag, som slet ikke kan måle sig med den lokale boghandlers personlige rådgivning.

I 2020 lukkede Corona-virus Spaniens forretningsliv ned, og kun supermarkeder og apoteker ansås for ‘esenciales’ (livsnødvendige); under anden corona-bølge var boghandel den eneste kulturelle sektor der blev betragtet som ‘esencial’, og kunderne meldte sig i butikkerne, i mange tilfælde efter at have orienteret sig på internettet. De boghandlere, som avisen har besøgt, fortæller, at corona fik dem til at oprette eller udvide deres hjemmesider.
Det gælder i høj grad en boghandel i Plasencia, som vi har fulgt siden starten: “La Puerta de Tannhäuser” – nu også med en butik for børn “La Pecera(guld-)fiskekummen). Fotoet er fra mit besøg i oktober, hvor jeg købte en gave til en seks års fødselsdag i la Pecera.

“Tannhäuser” sætter sit præg på det lokale kulturliv: vinduesudstillingerne frister med tegneserier og spændende oversatte værker fra andre lande og epoker, og uden for corona-tiden er der bogcafé og besøg af forfattere. Ikke for ingen ting fik de prisen som Spaniens “Librería Cultural 2020”.

Indehaveren Cristina Sanmamed fortæller på bog-dagen 2021 til dagbladet HOY‘s reporter: «On-line-indsatsen er supervigtig, den fungerer som vores tredje boghandel. I starten så det hele supermørkt ud, men nu kan vi se, at folk har vænnet sig til at læse bøger; vi har sandelig også slidt i det, mere end nogen sinde.»

I Spanien skal familierne købe børnenes skolebøger, og det er en vigtig indtægtskilde for mange boghandlere. Men Cristina Sanmamed har altså lagt en anden profil. Hun skriver: ¡Para viajar lejos, no hay mejor nave que un libro! – dvs. for den, der vil rejse langt, er der intet bedre fartøj end en bog.

Kilder:

Dagbladet HOY 23. april 2021

Boghandlen La Puerta de Tannhäuser



Påskeminder

Extremadura, fritid, kristendom Posted on 15 mar, 2021 09:20:11

Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.

Terrassen på et hotel rural parat til familiefest

I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.

Lamperne kontrolleres inden optoget med Jomfru Maria på vejen til Golgata

De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.

Jomfru Maria, Englen med palmegrenen og Jesus venter inde i kirken, til de skal ud i procession

Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.

Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:

Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.

Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren.
Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.

Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.



Skal nadverdugen frem?

Extremadura, kristendom Posted on 19 feb, 2021 08:42:05
Nadverdugen i Coria
Relikviesalen i Corias domkirke med den hellige nadverdug

For nogle år siden fortalte jeg om det enestående relikvie, der opbevares i domkirken i Coria: et klæde, som menes at være dugen fra Jesu sidste nadverbord.

Det blev til en Påskehistorie om en dug, som har givet håb i århundreder, og i nyere tid er blevet genstand for videnskabelig granskning. Meget tyder på, at dugen kan have dækket det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og delte vinen med sine disciple.

Nu har Corias domkirke oprettet dugens egen smukke og informative hjemmeside; her er link til den engelske udgave, hvor der også berettes om arbejdet med at optage en timelang dokumentarfilm om dugen, som i tidens løb er blevet taget frem og ført i procession, når ulykker skulle afværges. Er tiden nu inde til at bede den hellige dug om beskyttelse mod pandemien?



Karen – hvem er det?

Extremadura, Film Posted on 23 nov, 2020 17:17:07
Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier.

Foto: Helge Morell. 2012

Extremaduras forløbere for gaucho’erne i Argentina passer flokkene til hest -dog mere praktisk klædt end rytteren på billedet fra San Isidro-festen i Valencia de Alcántara.

——————————————-

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes tjener og fortrolige, Farah Aden, som det skildres i hendes breve fra Kenya til familie og venner i Danmark. María Pérez ville ikke gentage en storfilm som Sydney Pollacks. Hendes film er snarere en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og afrikaneren. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også et andet klip fra filmen: her taler Karen med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad dansk-fødte Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

I Marta Perezas interviews med María og Christina for filmmagasinet MAGAZINEMA fremhæver instruktøren, at Karen Blixen voksede op i en tid præget både af imperialisme og kvindefrigørelse. Det gjorde hende til en enestående skikkelse, der ikke kunne nøjes med at leve et skærmet liv, men dristede sig til at prøve lykken med en kaffeplantage fjernt fra hjemmet. Filmen “Karen” skildrer indefra en kvinde, der ikke blev forstået af sin samtid. Hun var en eventyrerske, der brød mange rammer. Den minimalistiske dialog og den raffinerede redigering af optagelserne giver sammen med musikken adgang til hovedpersonens tanker og følelser i hendes sidste tid i Afrika, skriver Marta Pereza. Hun spørger Christina Rosenvinge, hvad hun mindes som en særlig oplevelse fra indspilningen. Det var en scene, hvor hun skulle græde. Sminkøsen sagde, at en tot vat, vædet i mentol, ville få tårerne til at trille. Men Christina ville ikke benytte et billigt trick, hun ville græde rigtigt. Så hun gik i enrum i en god times tid, for at føle sig ind i Karens situation. Derpå bad hun om et glas Extremadura-vin, og så flød tårerne frit. Det blev så bevægende, at alle på set‘et græd med!

Filmen om Karen og hendes afrikanske hjælper og ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vises i disse dage på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida. Den får premiere i spanske biografer i foråret 2021.

Kilder:

dagbladet HOY 24. november 2020

Marta Perezas interviews “Karen, la intimidad de un icono” i Film-magasinet MAGAZINEMA

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”, fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo



Lyden af Gaudí

Extremadura, kristendom, musik Posted on 13 okt, 2020 15:07:24
Alicia Sánchez Reyes ved tangenterne i Hamborg

Som 8-årig kom Alicia på konservatoriet i Mérida, og senere til Badajoz. Hun afsluttede med udmærkelse i komposition, og specialiserer sig nu i Hamborg. Sammen med to musikalske venner, Alberto fra Badajoz, og Josué fra Patagonien i Argentina, besøgte hun for to år siden kirken La Sagrada Familia i Barcelona. “Hvordan mon den første gudstjeneste har lydt i denne kirke?” spurgte hun vennerne, og den undren gav anledning til en komposition, som nu kan høres via nettet.
For Alicias indre øre harmonerede Gaudí’s specielle kirkerum med tidløse klange, lyde fra fortid og nutid, renæssancens mangestemmige kor og moderne elektronisk genereret musik.

Liturgien Adoratio idoli bliver sunget af korister fra Coro de Extremadura, og sangene er indspillet i en teatersal i Badajoz’ historiske centrum. Josué og hans lydteknikere kom hele vejen fra Argentinas sydspids for at optage sangene, og han og Alberto har produceret musikken på analoge synthesizers hjemme i Patagonien.

Alicias, Albertos og Josués tidløse kirkemusik kan nu høres på internet. Lyt f.eks. til Agnus Dei (Oh, du Guds lam) på youtube, hvor du skal finde dig i reklame-støj til en begyndelse, hvis du ikke er premium-abonnent.

Kilde: Antonio Gilgado, Dagbladet HOY d. 13. oktober 2020

Her er albummets side på facebook: https://m.facebook.com/adoratioidoli/#



Styr på landsbyen

Extremadura, kultur Posted on 26 feb, 2020 09:22:03

I den lille ‘alquería‘, bjergbyen Aldehuela, er der nu kun liv i nogle få huse og stalde, og mange beboere er flyttet til de store byer.

Antolín og Benigno

Men brødrene Antolín og Benigno går hver dag ud med deres store gedeflok, og de spænder hesten for, når de skal pløje deres mange terrasse-marker og bringe oliven og kastanjer ned fra lundene.

Eleuterio og Luisa passer deres stadig flere bistader. Bierne henter honning og bestøver frugttræer her i området. Desuden kører Eleuterio staderne af sted på den store lastbil, såvel sydpå til Badajoz-provinsen som nordpå til Salamanca, når dér er blomster i fuldt flor.

Elviras høns

Vidal og de fire enker dyrker flittigt de mange forskellige grønsager og frugter i deres spredte køkkenhaver. Hønsene lægger æg og forsyner med lidt gødning.

Lærerboligen og Skolen i Aldehuela

Men skolen er for længst lukket, og der strømmer ikke længere store gedeflokke gennem gaderne.

Dog sker det undertiden, at en livlig flok vandrere finder vej ad de gamle stier fra Aldehuela til kommunens hovedby Pinofranqueado, – som på denne solbeskinnede januarsøndag:

FOTO: Vicente Pozas 17.01.2020

Det er ikke til at forestille sig, hvordan her var for 50-60 år siden, da vores venner Félix og Julia var unge. En dag, hvor Félix og Julia er oppe i en af haverne for at tynde ud i et æbletræ, beder jeg ham fortælle om hvervet som (alcalde) pedáneo, dvs. stedfortræder for borgmesteren i Pino.
Senere kommer Félix over til vores terrassegård med nogle dokumenter fra den gang, han havde ansvaret for opførelsen af skolen, kirkegården og anlæg af vand og afløb til og fra husene.
Videoen er fra 2014. Undertekster fås via cc nederst til højre.

Da Félix døde pludseligt i sin have forrige sommer, satte hans søn og svigerdatter sig straks i bilen i Baskerlandets hovedstad Vitoria-Gasteiz og kørte de seks timer hjem til Aldehuela. Marisol fortæller, at da de nåede frem, var vejen og vendepladsen fyldt med biler. I landsbyens gader, hvor ingen bil kan komme frem, gik familie og venner fra hele området for at kondolere Julia og sønnerne, og ved begravelsen dagen efter var der slet ikke plads i den lille kirke.
Jeg slutter med et billede af Julia og Félix kort tid forinden, ved landsbyfesten til Sankt Hans 2018.

——————————————————————————————————–

Se flere billeder fra Vicente Pozas vandretur fra Aldehuela til Pino



Druens Navn

Extremadura, mad og drikke, Portugal Posted on 16 maj, 2019 12:36:32


I vores have og ved bygningerne vokser der vinstokke. Nogle gamle – og en enkelt ny lille plante ved foden af det mandeltræ, der ikke rigtig vil trives længere. Antolín satte den sidste år, fordi vi havde smagt druerne og rost dem!


Gad vidst, hvor mange forskellige sorter af druer vi har rundt omkring; der er mindst tre forskellige arter på de vinstokke, der omkranser haven, to forskellige under staldtagets udhæng – og en anden ovre i gaden ved køkkenet.
De er forskellige i farve og smag, – men hvad mon det er for nogle?


Romerne bragte vin til den Iberiske halvø for et par tusind år siden, og i tidens løb har der udviklet sig et utal af sorter, tilpasset de mange forskellige klima-typer og jordbundsforhold. Her har vi skifer-grund og et lunt klima i 700 meters højde.


I Extremaduras sydlige provins, Badajoz, dyrkes megen vin, og ved Guadiana-flodens bredder kan vinproducenterne opnå certifikatet DOP, (Denominación de Origen Protegida) Ribera del Guadiana, hvis de opfylder de nødvendige betingelser, herunder dokumentation for anerkendte druesorter.


De lokale hvide druer har navne som Macabeo, Eva de los Santos, Pardina eller Cayetana, mens rødvinen hovedsageligt bliver produceret fra den kendte tempranillo-drue. Som en nyhed har man tilføjet ni sorter til den liste, der blev etableret i 1999. Herunder den catalanske Xarello, som allerede anvendes til Extremaduras anerkendte cava (se herom “Skum til la Roja“) et par franske – og så det, der interesserer os her på Iberiana-bloggen: seks portugisiske druer. Fra nabolandet har man hentet druer som Touriga Nacional, der indgår i portvinsproduktionen, og Tricadera, som dyrkes i Alentejo lige ovre på den anden side af grænsen til hvor vi bor. I dette område er vinmarkerne blevet udvidet betragteligt i de seneste år, takket være Alqueva-opdæmningen på Guadiana-flodens løb i Portugal:


Portugal har 500 ‘indfødte’ druesorter, og vinavlerne i Guadiana-området er meget tilfredse med at kunne avle på portugisiske stammer. Lederen af sammenslutningen af producenter af DOP Riberas del Guadiana udtaler til avisen HOY, at det er ikke hensigten af konkurrere med portugisiske vine. Men da der kun er 60 kilometers afstand mellem vinegnene, er klima og jordbund stort set de samme, og det er et stort plus at kunne blande de portugisiske sorter i den lokale vin.
I Pinofranqueado’s supermarked købte vi denne dessertvin, som er fremstillet på Cayetana-druen:

Kilder:

Dagbladet HOY 11.05.2019

Miguel Herrero Ucedas: Extremadura en el corazón. Elan Editores. 2011.

www.visitevora.net



Klokkeklang

Extremadura, kultur, Portugal Posted on 07 maj, 2019 17:11:51

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.


Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014



Næste »