Blog Image

IBERIANA

Borte med…. Tiden

Extremadura, kultur Posted on 30 sep, 2021 13:32:56

Lige siden vi for en snes år tilbage for første gang kom til Extremadura har Dagbladet HOY været en pålidelig og vidtfavnende kilde til viden om regionen i fortid og nutid.  Avisen har oplyst os om aktuelle begivenheder,  også i det, som skulle blive vores lokalområde, da vi købte huset i Aldehuela. Vi er blevet klogere på regionens geografi og økonomi, og vi har fået indblik i, hvordan mentaliteten adskiller sig fra den i Madrid og Baskerlandet, for slet ikke at tale om Catalonien – områder, hvor immigranter fra Extremadura med deres arbejdskraft har bidraget til økonomisk vækst, mens deres hjemegn ringeagtes.

 HOY’s klummeskribent Alonso de la Torre skriver om alskens emner i La Raya, dvs. området på begge sider af grænsen mellem Spanien og Portugal. Således har han tit  inspireret os til en tur til en af la Raya’s “Tornerosebyer”.

Som pensionister kan vi tilbringe længere tid her i den lille bjerglandsby. I lang tid indgik der i rutinen med at tage de 16 km ned til byen Pinofranqueado for at gå ærinder altid et besøg i Beléns butik for at købe dagens avis. HVIS den skulle være udsolgt, kunne vi læse den på bar Lola eller på hotel Castúos terrasse ved floden.

På et tidspunkt (for 5-6 år siden eller mere, tiden flyver) gjorde avisredaktionen et nummer ud af at følge med tiden og udkomme digitalt. Det var et plus for os: så kunne vi se nyheder hver dag uden at skulle ud at køre. Nu er der nemlig efterhånden ret god dækning for internet oppe hos os i bjerget. Og først og fremmest betyder det, at vi nu kan se Extremadura-nyt hele året rundt for en meget rimelig pris: 69.50 euros om året, også når vi er i Danmark.

Godt det samme! For da vi kom hertil sidste efterår havde covid-forholdsreglerne fjernet aviserne fra barerne, og Beléns butik var lukket. Vi fandt dog ud af, at vi kunne købe HOY på tankstationen i Caminomorisco 8 km fra Pino (og samtidig kan vi købe kød hos Valentín – den rigtige slagter).

Men i år strammer skruen. Der sælges ikke længere aviser på benzintanken i Caminomorisco. 

Nu må vi køre 26 km frem og 26 km tilbage ad slyngede bjergveje til Casar de Palomero, –

 – hvis vi vil nyde læsningen af en god gammeldags papiravis med illustrerede nyheder, opinion, horoskop, krydsord, sudoku – og om søndagen magasinet på glittet papir for 1 euro og 10 centimer yderligere. 

Jeg har sikret mig telefonnummeret til kiosken, så vi ikke skal køre forgæves 😉

Der er ikke specielt spændende i Casar, og hverken liv eller aviser i baren på Plaza’en, så særlig på en søndag kører vi hellere de 16 km videre til markedsbyen Ahigal, hvor vi kan købe både det ene og det andet spændende nyt, og på hjemturen nyde et lækkert middagsmåltid på landevejskroen Ruta 66 eller restaurant las Minas i Montehermoso.

Og når vi er vel hjemme på terrassen kan vi udfolde de knitrende nyheder på kaffebordet.

Men hvor længe endnu ? Er papir-avisernes tid snart ovre?



Lídia Jorge – nu på dansk

kultur, Portugal Posted on 08 jun, 2021 15:39:59

LÍDIA JORGE er en af Portugals store skikkelser inden for litteratur og samfundsdebat. Hun var ventet til Danmark i år i anledning af den portugisiske sprogdag, men pandemien forhindrede det. Heldigvis er det muligt at lære nogle af hendes temaer at kende igennem tre fortællinger, som nu er udkommet på dansk. I bogen møder vi tre mennesker i afgørende øjeblikke i deres liv.

I novellen ”Parfume” ser en mand tilbage på den tid, hvor han brat blev alene med sin far, og en moderlig barnepige involverede sig i begges velfærd.

Fortællingen ”Ægtemand” skildrer en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind.

I den tredje novelle “Fuglebeviset” udfordrer en vindtør gymnasielærer sin ateistiske grundholdning med et forsøg, der konfronterer ham med livet i dets mest primitive form.

LÍDIA JORGE fortæller” koster 150 kr og kan købes hos:

VINHO. Knabrostræde 3, porten th. 1210 København K. tlf. 2518 8751

Butikken holder åbent:
Torsdag 12-18
Fredag 12-19
Lørdag 12-18

OM FORFATTERINDEN

Lídia Jorge var barn og ung i diktatoren Salazars tid.
Hun blev vidne til den blodige afvikling af koloniherredømmet.
Efter den fredelige Nellike-revolution 25. april 1974 engagerede hun sig i udformningen af det nye Portugal.
Den 9. marts i år inddrog landets præsident hende i sit statsråd.

Lídia Jorge blev født d. 18. juni 1946 i den lille by Boliqueime i Algarve, Portugals sydligste region. Familien var landbrugere, men hendes far og bedstefar søgte lykken i Afrika, da Lídia var fire år. Moderen blev hjemme i Boliqueime og opmuntrede Lidia til selvstændighed, så hun flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Faro og fik derefter et stipendium til at studere ved universitetet i Lisboa.

Under indflydelse af faderens beretninger om Afrika som de store muligheders kontinent tilbragte hun en stor del af sin ungdom som lærer i Angola og Mozambique, der den gang var portugisiske kolonier.

Hun giftede sig med en officer og blev vidne til uafhængighedskrigene. Disse oplevelser satte dybe spor i hendes liv og digtning: ”Litteraturen vasker Historiens kolde øjne med brændende tårer” har hun sagt.

I 1988 skrev Lídia Jorge en roman, hvor hovedpersonen konfronterer Salazar-regimets myter med sine personlige erfaringer som hustru til en officer i Mozambique ved slutningen af kolonikrigene. Den komplekse fortælling fokuserer på to tilbagevendende temaer hos Lídia Jorge: krigens grusomheder og kvinder fanget i ulykkelige ægteskaber. Margarida Cardosos filmatisering fra 2004 gengiver på knugende vis den angst og tavshed, der dominerer portugisernes liv på Stella Maris-hotellet.

Fra filmen “A costa dos murmúrios” – kysten hvor der mumles og hviskes

I novellens korte form kan Lídia Jorge skildre et afgørende forløb i et menneskes liv og indsætte det i et samfundsperpektiv, som i “Espuma da tarde” (Eftermiddagens skum) der foregår ved badestedet Costa da Caparica, uden for sæsonen.

Lídia Jorge søger det ”sociale drama”. I fortællingen Eftermiddagens skum angiver hun sted og tid, men navngiver ikke personerne. Problematikken aftegner sig klart. Nellike-revolutionen affødte ikke et samfund med muligheder for disse unge mennesker, og det er ikke længere en udvej at drage over havet til portugisisk-talende territorier. Deraf den metaforiske titel “Eftermiddagens skum”: Skummet får volumen, når det piskes af havet, men det har ingen varig substans, det kan ikke holde den desperate unge mand oppe.

Novellen udkom på Lisboa-forlaget Dom Quixote, stiftet af danskeren Snu Seidenfaden. I titelnovellen ”Marido” (ægtemand) venter en portnerske ængstelig på sin mands hjemkomst. Hun bønfalder jomfru Maria om at stå hende bi, så han ikke mishandler hende i aften. Hun vender det døve øre til, når ejendommens beboere råder hende til skilsmisse: ”Han er en god mand” – for han lader hende gå i kirke, ikke som andre ugudelige ægtemænd.
Men ægtemanden sætter ild til hendes hår, og hun dør. Den hellige Jomfrus hjælp er ikke af denne verden.

Det faktum, at historien er inkluderet i den nationale læseplan, illustrerer det portugisiske samfunds engagement i at overvinde det alvorlige problem med vold i hjemmet.

Til døden os skiller. National sørgedag for ofre for vold i hjemmet

Når jeg tænker på noget, jeg har læst af Lídia Jorge, er det ofte som at huske en film; Jeg ser billeder, overværer scener med dialoger. Fortællingen “Parfume” er en af fem fra “Praça de Londres”. Lídia Jorge kalder den en ‘sen hyldest til Yilmaz Güney’.
I denne novelle får Lídia Jorge os til at se og høre historien, næsten som om vi sad i en biograf. En nat i en øde hotelbar husker en mand en afgørende tid i sit liv, da han blev alene med sin far, efter at moderen havde forladt dem for en anden mand. Heldigvis kommer den moderlige barnepige Ludovina i huset og tager sig af den fem-årige Rui. Faderen er klassisk guitarist og rejser meget med sin kvintet. Når han vender tilbage fra sine rejser, undersøger Ludovina vasketøjet grundigt, og den dag, det dufter af en feminin parfume liver hun op, for manden trænger jo til en kvinde. Sådan begynder eventyret at udfolde sig for ens indre blik og hørelse som i en film, hvor følelser oversættes til billeder.

Fra slaget ved Lys 1918

I en radiokronik fortalte Lídia Jorge om soldaten Gertrudes’ beretninger om at være portugisisk soldat i Flandern under første verdenskrig. Det var grusomt, for portugiserne var dårligt forberedt, mens tyskerne var mange flere, og de var bedre udrustet og trænet. Mange portugisiske soldater døde i skyttegravene, men Gertrudes blev taget til fange og gennemgik måneder med tvangsarbejde, sult og kulde. Lille Lídia bad dag efter dag Gertrudes gentage sin historie – og hun husker, hvordan han, som om alt var sket dagen før, beskrev tilværelsen i skyttegravene, kulden, hungersnøden, sygdommene – ”og hans beskrivelse blev en film. På højdepunktet af beretningen kastede den mand, der en gang var soldaten Gertrudes, sig på jorden, dækkede ørerne med sine hænder, stivnede, efterlignede drønet fra en granateksplosion, og rejste sig endelig med ordene: ”Sådan var det” .
I efteråret 2020 udkom denne og fyrre andre radiokronikker af Lídia Jorge, og den 4. maj i år tildelte den portugisiske forfatterforening og Byrådet i Loulé bogen deres førstepris i essay-kategorien. Forfatterinden var tydelig rørt over denne anerkendelse fra kollegerne og politikerne på hendes hjemegn.

Pris-overrækkelsen

Bogens titel: “Em Todos os Sentidos” rummer en sproglig udfordring: Hvordan gengiver man med en enkelt dansk glose ordet sentidos, der har så mange betydninger: I alle retninger • betydninger • henseender • meninger • sanser…

et lille udvalg af et omfattende forfatterskab

Lídia Jorges bøger er oversat til atten sprog – nu også til dansk!

FACTS på engelsk med resumeer af de enkelte værker samt meddelelsen om FIL-prisen på $150.000, som Lídia Jorge modtog ved den internationale bogmesse for romanske sprog i Guadalajara, Mexico i november 2020.



Bogens optur

Extremadura, kultur, økonomi Posted on 24 apr, 2021 14:04:57
Børneboghandelen "La Pecera" i Plasencia
Børneboghandelen “La Pecera” i Plasencia

Extremadura-avisen HOY har besøgt boghandlere i regionen; et optimistisk billede tegner sig. Corona-indelukningen har nemlig fået flere til at læse bøger, og lovgivningen hjælper på flere måder boghandlerne at overleve. Momsen på bøger er ‘superreduceret’ til 4%; bogpriserne må ikke sænkes mere end 5% under listeprisen, bortset fra bogens dag og bogmesserne, hvor man må give 10 % rabat.
De rigtige boghandlere frygter ikke Amazon, for de kan kommunikere personligt med kunderne via hjemmesider og wasap, og de leverer til døren inden for 24 timer. Net-gigantens anbefalinger og tjenester dannes ud fra et statistisk grundlag, som slet ikke kan måle sig med den lokale boghandlers personlige rådgivning.

I 2020 lukkede Corona-virus Spaniens forretningsliv ned, og kun supermarkeder og apoteker ansås for ‘esenciales’ (livsnødvendige); under anden corona-bølge var boghandel den eneste kulturelle sektor der blev betragtet som ‘esencial’, og kunderne meldte sig i butikkerne, i mange tilfælde efter at have orienteret sig på internettet. De boghandlere, som avisen har besøgt, fortæller, at corona fik dem til at oprette eller udvide deres hjemmesider.
Det gælder i høj grad en boghandel i Plasencia, som vi har fulgt siden starten: “La Puerta de Tannhäuser” – nu også med en butik for børn “La Pecera(guld-)fiskekummen). Fotoet er fra mit besøg i oktober, hvor jeg købte en gave til en seks års fødselsdag i la Pecera.

“Tannhäuser” sætter sit præg på det lokale kulturliv: vinduesudstillingerne frister med tegneserier og spændende oversatte værker fra andre lande og epoker, og uden for corona-tiden er der bogcafé og besøg af forfattere. Ikke for ingen ting fik de prisen som Spaniens “Librería Cultural 2020”.

Indehaveren Cristina Sanmamed fortæller på bog-dagen 2021 til dagbladet HOY‘s reporter: «On-line-indsatsen er supervigtig, den fungerer som vores tredje boghandel. I starten så det hele supermørkt ud, men nu kan vi se, at folk har vænnet sig til at læse bøger; vi har sandelig også slidt i det, mere end nogen sinde.»

I Spanien skal familierne købe børnenes skolebøger, og det er en vigtig indtægtskilde for mange boghandlere. Men Cristina Sanmamed har altså lagt en anden profil. Hun skriver: ¡Para viajar lejos, no hay mejor nave que un libro! – dvs. for den, der vil rejse langt, er der intet bedre fartøj end en bog.

Kilder:

Dagbladet HOY 23. april 2021

Boghandlen La Puerta de Tannhäuser



Lisboa-eventyr

Film, Portugal Posted on 09 apr, 2021 12:03:33

I disse corona-tider har vi set mange film i Hjemmebiografen. Tjenesten MUBI giver adgang til en meget bred vifte af “anderledes” film, og her vil jeg fortælle om en Lisboa-historie, der totalt bjergtog os, trods en indledende undren over dens fortællestil.

Filmen “La Religieuse Portugaise” (den portugisiske nonne) skrider af sted i en helt speciel rytme, som man skal vænne sig til! Der panoreres i underskønne optagelser hen over byen, over havet, over pladsen neden for hotellet… vi hører dæmpet dejlig sang og forventningen vokser, hvad vil der ske? En ung kvinde bevæger sig gennem Lisboas aftentomme gader næsten som i en dans…

Kameraet dvæler på personernes ansigt, vi når lige at blive nysgerrige efter, hvad de vil sige … Når de siger noget, er det ikke i hverdagsreplikkernes tempo, nej, hvert ord får vægt. Dette særlige filmsprog hænger sammen med, at instruktøren Eugène Green er specialist i baroktidens deklamation og har produceret lydoptagelser, hvor man hører tekster af klassikere som La Fontaine, Racine og Shakespeare fremsagt som på deres egen tid!

Filmens handling er inspireret af en berømt bog, der udkom anonymt i Paris i 1669. Den har form af fem breve fra en portugisisk nonne til en fransk officer, der skal bistå portugiserne i deres kamp for uafhængighed af Spanien. Officer og nonne bliver elskende i selve klostret, og da han drager bort, griber hun i brevene hjerteskærende ud imod ham.
(Der har i tidens løb været gisnet om brevenes autenticitet, indtil det blev fastslået, at de er ikke blot oversat, men skrevet af den franske greve Gabriel de Guilleragues, men det gør jo ikke historien mindre fascinerende.)

Dette høj-romantiske stof vil Eugène Green filmatisere i Portugal, og vi ser den ene hovedrolleindehaver Julie ankomme til Lisboa. Hendes mor er portugiser, og de har været i Porto, men Julie er nu for første gang i Lisboa, hvor hun oplever nogle møder, der ændrer hendes livsbane, – om end de to franske skuespillere kun er der få dage, da de fortællende ord til filmen er indtalt på forhånd.

I reklame-spottet har de to franske skuespillere tilbragt natten sammen. Nu skal han tilbage til Paris, men hun bliver endnu en dag i Lisboa, hvor hun opnår ny balance i livet gennem mødet med en nonne, som tilbringer hver nat med at bede i kapellet Nossa Senhora da Graça.

På youtube findes også en 13 minutter lang central scene fra sidst i filmen, hvor Julie og nonnen taler sammen i kapellet (med engelske undertekster)

Hermed være “La Religieuse portugaise” anbefalet!

Kilder:

MUBI en kilde til mangfoldige film-oplevelser for 89 dkr/md

Fransk wiki-artikel om bogen, der inspirerede til filmen: https://fr.wikipedia.org/wiki/Lettres_portugaises



Karen – hvem er det?

Extremadura, Film Posted on 23 nov, 2020 17:17:07
Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier.

——————————————-

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes somaliske tjener og fortrolige, Farah Aden, som det skildres i hendes breve fra Kenya til familie og venner i Danmark. María Pérez ville ikke gentage en storfilm som Sydney Pollacks. Hendes film er snarere en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og afrikaneren. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de vemodige stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah, inden hun må forlade sin farm.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også et andet klip fra filmen: her taler Karen med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad dansk-fødte Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

I Marta Perezas interviews med María og Christina for filmmagasinet MAGAZINEMA fremhæver instruktøren, at Karen Blixen voksede op i en tid præget både af imperialisme og kvindefrigørelse. Det gjorde hende til en enestående skikkelse, der ikke kunne nøjes med at leve et skærmet liv, men dristede sig til at prøve lykken med en kaffeplantage fjernt fra hjemmet. Filmen “Karen” skildrer indefra en kvinde, der ikke blev forstået af sin samtid. Hun var en eventyrerske, der brød mange rammer. Den minimalistiske dialog og den raffinerede redigering af optagelserne giver sammen med musikken adgang til hovedpersonens tanker og følelser i hendes sidste tid i Afrika, skriver Marta Pereza. Hun spørger Christina Rosenvinge, hvad hun mindes som en særlig oplevelse fra indspilningen. Det var en scene, hvor hun skulle græde. Sminkøsen sagde, at en tot vat, vædet i mentol, ville få tårerne til at trille. Men Christina ville ikke benytte et billigt trick, hun ville græde rigtigt. Så hun gik i enrum i en god times tid, for at føle sig ind i Karens situation. Derpå bad hun om et glas Extremadura-vin, og så flød tårerne frit. Det blev så bevægende, at alle på set‘et græd med!

Filmen om Karen og hendes afrikanske hjælper og ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vistes senere på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida. Den fik premiere i foråret 2021.

plakaten til filmen om den unge Karen Blixens sidste tid i Afrika

Spanske anmeldere roser filmen for dens ægthed og dybde; den enkle dialog og hverdags-skildring åbner for en indsigt i europæeren Karens og den muslimske somalier Farahs indbyrdes respekt og forståelse. De betragter nattehimlen, hvor stjernen med det arabiske navn Aldebaran følger efter Plejaderne uden nogen sinde at indhente dem, et billede på dem selv, en mand og en kvinde, der ihærdigt forfølger et mål uden at acceptere nederlag. Karen hviler i sin skæbnetro, og Farah forlader sig på Allah.

María Pérez slutter sin fortælling med, at Karen-figuren ser en gruppe turister besøge museet Rungstedlund, det danske hjem, hvorfra hun aldrig vendte tilbage til Ngong Hills.

Mon vi får ”Karen” at se i Danmark – og mon et dansk publikum ligesom den spanske anmelder, vil mene, at filmen kan vække interesse og forståelse for forfatterinden og hendes værk?

Kilder:

dagbladet HOY 24. november 2020

Filmens hjemmeside : KAREN

Marta Perezas interviews “Karen, la intimidad de un icono” i Film-magasinet MAGAZINEMA

Anmeldelser:

Borja Castillejo Calvo i cinemaldito.com

Alfonso Rivera (på engelsk) i cineuropa.org

———————————————————————

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”,
fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo



Lyden af Gaudí

Extremadura, kristendom, musik Posted on 13 okt, 2020 15:07:24
Alicia Sánchez Reyes ved tangenterne i Hamborg

Som 8-årig kom Alicia på konservatoriet i Mérida, og senere til Badajoz. Hun afsluttede med udmærkelse i komposition, og specialiserer sig nu i Hamborg. Sammen med to musikalske venner, Alberto fra Badajoz, og Josué fra Patagonien i Argentina, besøgte hun for to år siden kirken La Sagrada Familia i Barcelona. “Hvordan mon den første gudstjeneste har lydt i denne kirke?” spurgte hun vennerne, og den undren gav anledning til en komposition, som nu kan høres via nettet.
For Alicias indre øre harmonerede Gaudí’s specielle kirkerum med tidløse klange, lyde fra fortid og nutid, renæssancens mangestemmige kor og moderne elektronisk genereret musik.

Liturgien Adoratio idoli bliver sunget af korister fra Coro de Extremadura, og sangene er indspillet i en teatersal i Badajoz’ historiske centrum. Josué og hans lydteknikere kom hele vejen fra Argentinas sydspids for at optage sangene, og han og Alberto har produceret musikken på analoge synthesizers hjemme i Patagonien.

Alicias, Albertos og Josués tidløse kirkemusik kan nu høres på internet. Lyt f.eks. til Agnus Dei (Oh, du Guds lam) på youtube, hvor du skal finde dig i reklame-støj til en begyndelse, hvis du ikke er premium-abonnent.

Kilde: Antonio Gilgado, Dagbladet HOY d. 13. oktober 2020

Her er albummets side på facebook: https://m.facebook.com/adoratioidoli/#



Klokkens død

kristendom, kultur Posted on 25 aug, 2020 15:03:08

I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt



På bunden af pandemien

Brasilien, kultur, økonomi Posted on 15 jul, 2020 12:18:03

New York Times’ Magazine bad 29 forfattere skrive nogle fortællinger i stil med Boccacio’s ”Decameron” fra 1300-tallets Firenze, hvor pesten har isoleret en flok mennesker, som nu må finde på noget at underholde hinanden med.

Mia Couto skriver fra Mozambique

En af deltagerne i NYT’s Decameron Project er Mia Couto fra Moçambique. Mia Couto er en anerkendt portugisisk-sproget forfatter og desuden biolog af fag. I denne egenskab blev han inddraget i Moçambiques indsats mod COVID-19. Han fortæller i et interview til kanal TSF om sine oplevelser.

Landet Moçambique består af mange lande med mange forskellige sprog. Hvordan finder man ord for ’virus’ når folk ikke kender til, at der eksisterer organismer så små, at man ikke kan se dem? Lykkeligvis betragter de lokale ikke usynlige skabninger som noget overnaturligt, – spørgsmålet er bare, hvordan omgås man dem? De afrikanske medicinmænd henvendte sig på eget initiativ til Moçambiques Sundhedsministerium for at tilbyde deres samarbejde. De kendte ikke til sygdommen, men ville gerne lære den virus’s sprog at kende.
Ved mødet med denne respekt for virussens væsen ser Mia Couto, i hvor høj grad den moderne naturvidenskab arbejder ud fra en menneskelig skala. Vi mennesker stræber efter kontrol, men i bund og grund er virus og bakterier herrer over livets essentielle processer. I naturens store reagensglas er menneskeverdenen bittelille.

Hjælperen ligner en bevæbnet røver

I Mia Couto ’s Decameron-bidrag erfarer vi, hvordan en gammel fattig afrikaner møder indsatsen mod COVID-19. Der bliver banket på hans dør, og en formummet person retter en hvid pistol med en blå stråle mod hans pande; han siger, han kommer fra sundhedsmyndighederne, men den må han længere ud på landet med; det er tydeligt, at han er en røver, om end en ubehjælpsom en af slagsen, og da han vil gå uden at stjæle noget, bliver den gamle så rørt, at han omfavner ham; rædselsslagen flygter den ukendte og flår plasticdragten af sig, som var det selve pestens klædning – den pest, der hedder fattigdom.

Mia Couto deler ikke manges forestilling om, at COVID-19 vil ændre verden fundamentalt. Han mener ligefrem, at USA’s og Brasiliens præsidenter står til en anklage for forbrydelser mod deres egen befolkninger og menneskeheden alment, på grund af deres kyniske beslutninger omkring pandemien. Dermed peger han på, at også i Brasilien er de fattige på Herrens mark.

Blandt den fattige og lavt uddannede befolkning i Brasilien anvender sygeplejerske og cordelista Anne Karolynne sit talent inden for den brasilianske tradition for en slags ”Skillingsviser” i indsatsen mod epidemier. Det drejede sig i 2017 om Zika, og nu slår hun fast, hvordan man kan beskytte sig mod COVID-19. Bemærk, at cordelens billeder har karakter af sort-hvide træsnit – ligesom dem, der udsmykker NYT Magazine’s Decameron-website.
I denne cordel oplyser Anne Karolynne om COVID-19:

Det er også Anne Karolynne, der står bag denne musik-video med gruppen Explode Coração, under Mortugaba Kommunes sundhedsvæsen. På en populær melodi synger gruppen om, at COVID-19 har aflyst Sankt Hans-festen i år – og minder om, at det er vigtigt, at man husker de gode råd om at undgå smitte. Mortugabas facebook-side bringer d. 5. juli den gode nyhed, at alle covid-19-tilfælde i kommunen er helbredt!

Kilder:

New York Times Magazine’s Decameron Project

https://www.nytimes.com/interactive/2020/07/07/magazine/decameron-project-short-story-collection.html?action=click&module=RelatedLinks&pgtype=Article

herunder Mia Couto’s ”An obliging Robber” oversat til engelsk af David Brookshaw

Interview med Mia Couto i TSF:

https://www.tsf.pt/mundo/mia-couto-o-escritor-que-quer-falar-com-o-virus-numa-historia-para-o-new-york-times-12403424.html

Om den brasilianske cordel-tradition i sundhedsoplysningens tjeneste: Skillingstryk mod epidemier



Næste »