Blog Image

IBERIANA

Klokkens død

kristendom, kultur Posted on 25 aug, 2020 15:03:08

I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt



På bunden af pandemien

Brasilien, kultur, økonomi Posted on 15 jul, 2020 12:18:03

New York Times’ Magazine bad 29 forfattere skrive nogle fortællinger i stil med Boccacio’s ”Decameron” fra 1300-tallets Firenze, hvor pesten har isoleret en flok mennesker, som nu må finde på noget at underholde hinanden med.

Mia Couto skriver fra Mozambique

En af deltagerne i NYT’s Decameron Project er Mia Couto fra Moçambique. Mia Couto er en anerkendt portugisisk-sproget forfatter og desuden biolog af fag. I denne egenskab blev han inddraget i Moçambiques indsats mod COVID-19. Han fortæller i et interview til kanal TSF om sine oplevelser.

Landet Moçambique består af mange lande med mange forskellige sprog. Hvordan finder man ord for ’virus’ når folk ikke kender til, at der eksisterer organismer så små, at man ikke kan se dem? Lykkeligvis betragter de lokale ikke usynlige skabninger som noget overnaturligt, – spørgsmålet er bare, hvordan omgås man dem? De afrikanske medicinmænd henvendte sig på eget initiativ til Moçambiques Sundhedsministerium for at tilbyde deres samarbejde. De kendte ikke til sygdommen, men ville gerne lære den virus’s sprog at kende.
Ved mødet med denne respekt for virussens væsen ser Mia Couto, i hvor høj grad den moderne naturvidenskab arbejder ud fra en menneskelig skala. Vi mennesker stræber efter kontrol, men i bund og grund er virus og bakterier herrer over livets essentielle processer. I naturens store reagensglas er menneskeverdenen bittelille.

Hjælperen ligner en bevæbnet røver

I Mia Couto ’s Decameron-bidrag erfarer vi, hvordan en gammel fattig afrikaner møder indsatsen mod COVID-19. Der bliver banket på hans dør, og en formummet person retter en hvid pistol med en blå stråle mod hans pande; han siger, han kommer fra sundhedsmyndighederne, men den må han længere ud på landet med; det er tydeligt, at han er en røver, om end en ubehjælpsom en af slagsen, og da han vil gå uden at stjæle noget, bliver den gamle så rørt, at han omfavner ham; rædselsslagen flygter den ukendte og flår plasticdragten af sig, som var det selve pestens klædning – den pest, der hedder fattigdom.

Mia Couto deler ikke manges forestilling om, at COVID-19 vil ændre verden fundamentalt. Han mener ligefrem, at USA’s og Brasiliens præsidenter står til en anklage for forbrydelser mod deres egen befolkninger og menneskeheden alment, på grund af deres kyniske beslutninger omkring pandemien. Dermed peger han på, at også i Brasilien er de fattige på Herrens mark.

Blandt den fattige og lavt uddannede befolkning i Brasilien anvender sygeplejerske og cordelista Anne Karolynne sit talent inden for den brasilianske tradition for en slags ”Skillingsviser” i indsatsen mod epidemier. Det drejede sig i 2017 om Zika, og nu slår hun fast, hvordan man kan beskytte sig mod COVID-19. Bemærk, at cordelens billeder har karakter af sort-hvide træsnit – ligesom dem, der udsmykker NYT Magazine’s Decameron-website.
I denne cordel oplyser Anne Karolynne om COVID-19:

Det er også Anne Karolynne, der står bag denne musik-video med gruppen Explode Coração, under Mortugaba Kommunes sundhedsvæsen. På en populær melodi synger gruppen om, at COVID-19 har aflyst Sankt Hans-festen i år – og minder om, at det er vigtigt, at man husker de gode råd om at undgå smitte. Mortugabas facebook-side bringer d. 5. juli den gode nyhed, at alle covid-19-tilfælde i kommunen er helbredt!

Kilder:

New York Times Magazine’s Decameron Project

https://www.nytimes.com/interactive/2020/07/07/magazine/decameron-project-short-story-collection.html?action=click&module=RelatedLinks&pgtype=Article

herunder Mia Couto’s ”An obliging Robber” oversat til engelsk af David Brookshaw

Interview med Mia Couto i TSF:

https://www.tsf.pt/mundo/mia-couto-o-escritor-que-quer-falar-com-o-virus-numa-historia-para-o-new-york-times-12403424.html

Om den brasilianske cordel-tradition i sundhedsoplysningens tjeneste: Skillingstryk mod epidemier



Hvide huer – Virak og Virus

kultur, Portugal Posted on 30 jun, 2020 09:01:38

Covid19-truslen hænger stadig over verden, herunder Danmark, uanset hvor fint “vi” foreløbig har klaret os. Lykken er lunefuld. De renlige portugisere, som har ligget fint i statistikkerne, oplever nu en heftig stigning i tilfælde, især i Lissabon-området. En årsag blev tydeligt illustreret på en fotoserie i net-udgaven af dagbladet Público: metro-passagerer i trængsel, alle med mundværn, men det er ikke nok til at beskytte totalt mod den lumske smitte. Se Miguel Mansos billedserie i Públicos reportage, hvor der argumenteres for ØGET INVESTERING I OFFENTLIG TRANSPORT

I den forgangne uges solrige sommerdage har gaderne i Danmark genlydt af lastbilhorn-fanfarer og skrig og skrål. Studenterne fik nemlig overtalt ministeren til at tillade dem at køre rundt med hvide huer, så de kunne blive lykønsket rundt omkring i hjemmene.
Der blev ikke båret mundbind, og hvert skrig sendte byger af dråber ud fra svælgene. De dråber kan føre virus fra person til person. De fleste unge kommer velsagtens let over en gang covid19, men hvad med de ældre gratulanter på deres vej?
Køreturen afsluttes med fejring i festligt lag. Der blev således arrangeret fest ved kajen i Havnegade lørdag aften, og tidligt søndag morgen så der sådan ud:

Forhåbentlig besvarede festdeltagerne Ministerens tillid til deres ansvarlighed med, at de og ikke kommunens gartnere ryddede op på stedet!



RENLIGHEDENS PRIS

kultur, Portugal Posted on 08 maj, 2020 16:34:55

Antonia fra Tenerife giftede sig i 1950’erne med en dansker, og de bosatte sig i København. Hun lærte dansk og var i mange år guide for spansk-talende turister. Antonia har fortalt mig, at en af hendes ‘spids-kompetencer‘ var kendskabet til byens offentlige toiletter. Det er efterhånden længe siden.

I dag står fine bygninger stadig tilbage, men de fleste er lukkede, og fortidens pissoirer er nedlagte. Det hører til undtagelserne, at et offentligt toilet er åbent, og at det bærer præg af rengøring!
Det samme gælder toiletterne på jernbanestationerne. Hvis de er tilgængelige, skal man have en femkrone parat – og hvem går efterhånden rundt med skillemønt? Men hos DSB som på gader og stræder er mange toiletter sløjfet, og i forbindelse med S-tog og Metro skal man ikke forvente at kunne lette sin tisse-trang!

Toilet-bygning i Funchal, Madeiras hovedstad

Anderledes i Portugal. Selv i den mindste bjerglandsby finder vi tydeligt skiltede offentlige toiletter, de er rene og forsynet med toiletpapir og der er en håndvask, ofte med sæbe og papirhåndklæder. Også i forrummet er der en håndvask, for måske skal man bare vaske hænder! I restauranter, cafeer og konditorier, såvel i landsbyer som i storbyer, ser vi håndvaske, hvor gæsterne kan forfriske sig, før de indtager stedets delikatesser. Opfindsomt design skorter det ikke på.

Vaskekumme på Madeira

Disse iagttagelser kan kobles til nogle af de tal, som i COVID19-tiden strømmer ud af computere fra nær og fjern. Portugals naboland Spanien, hvor man mildest talt har for skik at sløse med hygiejnen, har meget høje tal i opgørelserne for COVID19-syge og døde i de lande, hvor sygdommen meldte sig først, mens Portugal – og Danmark! – ligger nederst, kun undergået af Island. Se PORDATA pr. 8. maj 2020

Ingen overnatning – nej, så meget beder vi nu heller ikke om!

Titlen på denne blogpost er RENLIGHEDENS PRIS. Det skal for det første forstås som en lovprisning af Portugals renlige civilisation. D. 24. april indførte de portugisiske myndigheder en “smiley”-ordning, som garanterer at turister trygt kan besøge de steder, der har fået certifikatet “Clean and Safe”.

På den anden side vil jeg hævde, at når danske kommunalpolitikere og Banedanmark beslutter at sløjfe toiletter og håndvaske, betales der en helbredsmæssig pris, som er højere end prisen for at stille toiletterne til rådighed for borgerne. (Se aktuel Status for Københavns kommunale toiletter )

Brygge-plads-kultur

Under den strenge karantæne har Danmark klaret krisen lige så godt som Portugal, og her på Bryggen holder man sig foreløbig pænt inden for de felter, der er tegnet på græs-arealerne.

Velbekomme!

Men hvordan vil det gå, når “fluepapiret” fyldes, og de spontane badegæster flokkes om de mobile fastfood-steder? – Vi skulle nødig opleve en ny Sankt Hans-morgen som denne:

Fortsættelse : godt en måned efter at jeg skrev dette indlæg, kommer jeg forbi toiletbygningen ved Langeliniebroen over jernbaneterrænet. Den er åben i sommertiden, og et smukt eksempel på, hvordan det stadig lader sig gøre at imødekomme borgernes påtrængende behov.



Skillingstryk mod Epidemier

Brasilien, kultur Posted on 20 mar, 2020 07:51:00


I det tropiske nordøst-Brasilien er mange generationer blevet oplyst og underholdt gennem en folkelig litteratur, der ligesom det 18. århundredes danske skillingsviser blev trykt i små blade og falbudt i det offentlige rum. På forsiden af disse såkaldte cordéis fortæller træsnit om indholdet, som kan være religiøse legender, fantastiske fabler, store personligheders levnedsløb eller beretninger om grusomme forbrydelser eller katastrofer. Uanset indholdet slutter en cordel altid med en morale, hvor det bliver slået fast, hvad der er godt at gøre, og hvad man skal holde sig fra.

Cordelista i sin bod med skillingstryk En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.

Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
I 2015-16 var der fare for, at en virus-sygdom, der overføres af Aedes-myggen, skulle udvikle sig til en epidemi i Brasilien, specielt Nordøst-brasilien. Hvis en gravid kvinde får denne zika-feber, kan det medføre, at fosterets hjerne ikke udvikles fuldt ud. Myndighederne iværksatte omfattende forebygnings-kampagner, og dertil bidrog Anne Karolynne, som er både sygeplejerske og cordelista. Jeg opdagede hendes bidrag til kampagnen via internet.

Her kan du læse en oversættelse til dansk af Anne Karolynnes cordel.

Cordel-kunsten har altså gjort springet fra deklamation på torvet til de sociale medier på Internet, og meget tyder på, at cordel er en robust kunstform, som stadig kan appellere til såvel udøvere som publikum i cyberspace. I en tid, hvor fake news florerer, har den ”gode gamle” cordel sin berettigelse. Den er til at forstå, og når budskabet kommer fra en sundhedsarbejder, er der virkelig grund til at høre efter. Her har jeg forsynet to af portrætterne fra Anne Karolynnes eget web med vers i cordel-form.

COVID19 har Anne Karolynne naturligvis også rimet om:

Corona virus em cordel

Min udførlige artikel (på portugisisk) om cordel-kunst i cyberspace kan læses her: ”Cordéis na Rede” .

Kilder:

Anne Karolynne Negreiros blog: http://cordelando389.blogspot.com.br

Candace Slater: Stories on a string. The Brazilian Literatura de Cordel. University of California Press. 1982

Dalinha Catunda og Rosário Pintos blog, der viser, at i dag er cordel både for kvinder og mænd: http://cordeldesaia.blogspot.com



Styr på landsbyen

Extremadura, kultur Posted on 26 feb, 2020 09:22:03

I den lille ‘alquería‘, bjergbyen Aldehuela, er der nu kun liv i nogle få huse og stalde, og mange beboere er flyttet til de store byer.

Antolín og Benigno

Men brødrene Antolín og Benigno går hver dag ud med deres store gedeflok, og de spænder hesten for, når de skal pløje deres mange terrasse-marker og bringe oliven og kastanjer ned fra lundene.

Eleuterio og Luisa passer deres stadig flere bistader. Bierne henter honning og bestøver frugttræer her i området. Desuden kører Eleuterio staderne af sted på den store lastbil, såvel sydpå til Badajoz-provinsen som nordpå til Salamanca, når dér er blomster i fuldt flor.

Elviras høns

Vidal og de fire enker dyrker flittigt de mange forskellige grønsager og frugter i deres spredte køkkenhaver. Hønsene lægger æg og forsyner med lidt gødning.

Lærerboligen og Skolen i Aldehuela

Men skolen er for længst lukket, og der strømmer ikke længere store gedeflokke gennem gaderne.

Dog sker det undertiden, at en livlig flok vandrere finder vej ad de gamle stier fra Aldehuela til kommunens hovedby Pinofranqueado, – som på denne solbeskinnede januarsøndag:

FOTO: Vicente Pozas 17.01.2020

Det er ikke til at forestille sig, hvordan her var for 50-60 år siden, da vores venner Félix og Julia var unge. En dag, hvor Félix og Julia er oppe i en af haverne for at tynde ud i et æbletræ, beder jeg ham fortælle om hvervet som (alcalde) pedáneo, dvs. stedfortræder for borgmesteren i Pino.
Senere kommer Félix over til vores terrassegård med nogle dokumenter fra den gang, han havde ansvaret for opførelsen af skolen, kirkegården og anlæg af vand og afløb til og fra husene.
Videoen er fra 2014. Undertekster fås via cc nederst til højre.

Da Félix døde pludseligt i sin have forrige sommer, satte hans søn og svigerdatter sig straks i bilen i Baskerlandets hovedstad Vitoria-Gasteiz og kørte de seks timer hjem til Aldehuela. Marisol fortæller, at da de nåede frem, var vejen og vendepladsen fyldt med biler. I landsbyens gader, hvor ingen bil kan komme frem, gik familie og venner fra hele området for at kondolere Julia og sønnerne, og ved begravelsen dagen efter var der slet ikke plads i den lille kirke.
Jeg slutter med et billede af Julia og Félix kort tid forinden, ved landsbyfesten til Sankt Hans 2018.

——————————————————————————————————–

Se flere billeder fra Vicente Pozas vandretur fra Aldehuela til Pino



Partnervold – samfundsansvar

kultur, Portugal Posted on 22 aug, 2019 15:48:42

I 2020 er befolkninger i store dele af  verden underlagt restriktioner for udgang, og alle store arrangementer bliver aflyst: Karneval, 8. marts-demonstrationer, påskeoptog og messer,… Og den danske social-minister melder om uhyggelig stigning i tilfælde af vold i hjemmet.

Jeg tænker tilbage til, hvad vi så på Madeira i 2019; da faldt karnevalstiden så sent som i begyndelsen af marts. I Funchal var der mange flotte optog med fristende udklædte deltagere.

Under listen i den lokale avis over arrangementer på “kvindernes dag” d. 8. marts annoncerede diskoteker med halv pris for de kvindelige deltageres drinks, samt mandlig striptease. Der var lagt op til løsslupne dage i varmen!

Men da vi gik ud i Funchal by d. 7. marts, så vi, at alle officielle bygninger flagede på halv stang.
Hvem mon der var død?
Vi spurgte på restauranten, hvor vi spiste frokost, men der vidste man ikke noget.

Forklaringen kom paa TV-nyhederne: i en lille by i Nordportugal var en kvinde blevet dræbt af sin partner; en fyrreårig mor til to ville skilles, men blev kvalt; manden meldte sig selv; børnene var (gudskelov) ikke hjemme.

Dermed skete det for ellevte gang i år 2019, at vold i et portugisisk hjem blev afsluttet med et drab.
Og det skete netop d. 7. marts, dagen som d. 22. februar var blevet erklæret for national sørgedag mod vold i hjemmet. Portugals regering anser det for totalt uacceptabelt, at 500 kvinder er blevet myrdet af deres partnere inden for 15 år.
Minister Mariana Vieira da Silva, kalder til mobilisering af hele samfundet i kampen mod ligegyldighed og banalisering af vold inden for hjemmets fire vægge. Således som der appelleres til med denne plakat: “Meld vold i hjemmet, det er alles ansvar. Vold i hjemmet er en offentlig forbrydelse”.

Lovgivningen skal fremme omgående beskyttelse og støtte til voldsramte kvinder, og voldelige ægtemænd skal dømmes som andre voldsforbrydere.

Vi ser paa TV, hvordan parlamentet holder et minuts stilhed for de døde kvinder, og d. 8. marts, bliver der afholdt demonstrationer mange steder i landet.


Der er bred enighed om, at der behøves en holdningsændring, og det tager tid. Alle må lære, at vold ingen steder hører hjemme, allermindst inden for hjemmets fire vægge.
“Indtil døden os skiller” er overskriften på denne plakat for foreningen til støtte for voldsofre.


I Portugal styrkes denne holdning også blandt de unge. Den nationale læseplan for eleverne i de ældste klasser omfatter forfatterinden Lídia Jorge’s novelle “Marido” (Ægtemand). I novellen skildres en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind. Således som der nu er taget stilling fra regeringens side med skærpet lovgivning og retspraksis. Og d. 25. november vil mange parter markere den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

I Danmark er der ligeledes fokus på, at vold i hjemmet er et samfundsanliggende. Således skriver Lisbeth Jessen, direktør i Danner, torsdag d. 22. august 2019 i Berlingske Tidende: “Politiet må opruste i sager om partnervold” . Hun siger bl.a. »Politiet skal gøre sig klart, at det her ikke er et privat problem. Bare fordi der ikke bliver skudt i det offentlige rum som med bandedrab, har vold og drab i hjemmet stadig store implikationer for både den enkelte og for samfundet«.
Og i foråret 2020 læser vi om tendensen til stigning i Danmark: “Siden nedlukningen den 11. marts, hvor Statsministeren bad danskerne om at blive hjemme, har Lev Uden Vold i gennemsnit modtaget 4,1 henvendelser dagligt vedrørende en ledig plads på kvindekrisecenter. Det er cirka en fordobling i forhold til normalt.” se  artiklen CORONA-PÅBUD FÅR PARTNERVOLD TIL AT STIGE. 



Værn om Vandet

kultur Posted on 08 jun, 2019 17:04:08

En af det 21. århundredes helt store udfordringer bliver at værne om vandet, den livsvigtige ressource, som ikke kender til landegrænser på vores blå planet.
Men vandforsyningen er under pres, og det står meget klart her i Sydeuropa.


En vigtig aktivitet i “vores” lille bjerglandsby er at vande haverne, -og efter en vinter uden regn er bekymringen og aktiviteten på det område stor.
I dag er her kun en halv snes beboere tilbage. En gang boede her 10-20 gange så mange, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det har været at enes om at fordele de tider, hvor man måtte lede vandet ind i sine grønsags- og frugthaver og de små marker. Landsbyen ligger lige under udspringet af en lille flod, der løber ad to lejer, med et omfattende net af vandingskanaler. Derfra fordeles vandet videre – som her hvor Benigno og Antolín lige har lagt en rørledning ud for at føre vandet ned mod deres terrasse-anlæg nede ad stien mod Las Erías, den næste af de otte små bjergbyer, alquerías, der med få kilometers indbyrdes afstand følger flodens løb mod dalen.


Det er også den lille flod, der via vandværket forsyner landsbyen med drikkevand og i sommertiden fylder det naturlige svømmebassin med rindende kildevand.


Vores nabo Félix, der døde sidste sommer, var i en årrække landsbyens pedáneo (‘borgmester’). Det sværeste var at værne om en retfærdig fordeling af vandingstiderne, og holde fred mellem bysbørnene på dette vitale område. Félix’ enke fortalte forleden dag, hvordan hun som ung brugte nætterne til at vande; der var et par andre kvinder, som gik med hende ud i natten, – og selvfølgelig fulgtes hun med dem, når det var deres tur til at vande.
I januar 1961 var mine forældre og bedsteforældre på rejse i Spanien, og min mor skrev hjem til os børn fra Extremaduras hovedstad Mérida, romertidens Emerita Augusta. Vores mor var betaget af de store vandkraft- og kunstvandings-anlæg, der skulle ændre livet for Extremaduras allerfattigste, bringe el ud til hjem og værksteder, og stille sult og tørst ved at gøre det muligt at opdyrke hidtil golde egne. Javel, projekterne betød oversvømmelse af småbyer, tvangsforflytning af beboerne, arbejdet udførtes af politiske fanger, og Franco tog æren for præstationerne. Men i dag er efterkrigstidens “indre kolonisering” her i Spanien genstand for fornyet interesse og anerkendelse.


Forleden kørte vi forbi den store opdæmning “Gabriel y Galán”, som forsyner Alagón-dalens mange marker med vand. Det var uhyggeligt at se, at allerede d. 2. juni er vandstanden så lav som vi ellers kun kender den efter en lang sommer uden regn.

I avisen opfordrer Cáceres kommune borgerne til at spare på vandet: Overdæk bassinet når du ikke bruger det, så sparer vi 70% fordampning; du kan spare 25% ved at drypvande om natten; og næste gang, du vælger en plante til haven, så kan du spare 70% ved at gå efter en bæredygtig art, der klarer sig med regnvand.
Lille Matilda har besluttet, at hun ikke vil spilde en dråbe; giv en hånd til Matilda, for det er alles ansvar at passe på vandet:


Samme kampagne findes (naturligvis) også på internettet, med mange flere tegnede spareråd og videoer: SUMATE AL RETO DEL AGUA

Hvad er den af – skal det være de små, der tager udfordringen op og lærer de voksne at passe på vandet? Eller er budskabet, at det er den rene barnemad?

Mere (på spansk) om Franco-tidens “grønne revolution”:

Los colonos de la ‘España verde’ de Franco

Modernismo en el campo



Næste »