LÍDIA JORGE er en af Portugals store skikkelser inden for litteratur og samfundsdebat. Hun var ventet til Danmark i år i anledning af den portugisiske sprogdag, men pandemien forhindrede det. Heldigvis er der intet i vejen for at præsentere hende virtuelt her på Iberiana-bloggen.
Lídia Jorge var barn og ung i diktatoren Salazars tid.
Hun blev vidne til den blodige afvikling af koloniherredømmet.
Efter den fredelige Nellike-revolution 25. april 1974 engagerede hun sig i udformningen af det nye Portugal.
Den 9. marts i år inddrog landets præsident hende i sit statsråd.
Lídia Jorge blev født d. 18. juni 1946 i den lille by Boliqueime i Algarve, Portugals sydligste region. Familien var landbrugere, men hendes far og bedstefar søgte lykken i Afrika, da Lídia var fire år. Moderen blev hjemme i Boliqueime og opmuntrede Lidia til selvstændighed, så hun flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Faro og fik derefter et stipendium til at studere ved universitetet i Lisboa.
Under indflydelse af faderens beretninger om Afrika som de store muligheders kontinent tilbragte hun en stor del af sin ungdom som lærer i Angola og Mozambique, der den gang var portugisiske kolonier.
Hun giftede sig med en officer og blev vidne til uafhængighedskrigene. Disse oplevelser satte dybe spor i hendes liv og digtning: ”Litteraturen vasker Historiens kolde øjne med brændende tårer” har hun sagt.
I 1988 skrev Lídia Jorge en roman, hvor hovedpersonen konfronterer Salazar-regimets myter med sine personlige erfaringer som hustru til en officer i Mozambique ved slutningen af kolonikrigene. Den komplekse fortælling fokuserer på to tilbagevendende temaer hos Lídia Jorge: krigens grusomheder og kvinder fanget i ulykkelige ægteskaber. Margarida Cardosos filmatisering fra 2004 gengiver på knugende vis den angst og tavshed, der dominerer portugisernes liv på Stella Maris-hotellet.
I novellens korte form kan Lídia Jorge skildre et afgørende forløb i et menneskes liv og indsætte det i et samfundsperpektiv, som i “Espuma da tarde” (Eftermiddagsskum) der foregår ved badestedet Costa da Caparica, uden for sæsonen.
Lídia Jorge søger det ”sociale drama”. I denne fortælling angiver hun sted og tid, men navngiver ikke personerne. Problematikken aftegner sig klart. Nellike-revolutionen affødte ikke et samfund med muligheder for disse unge mennesker, og det er ikke længere en udvej at drage over havet til portugisisk-talende territorier. Deraf den metaforiske titel “Eftermiddagens skum”: Skummet får volumen, når det piskes af havet, men det har ingen varig substans, det kan ikke holde den desperate unge mand oppe.
Novellen udkom på Lisboa-forlaget Dom Quixote, stiftet af danskeren Snu Seidenfaden. I titelnovellen ”Marido” (ægtemand) venter en portnerske ængstelig på sin mands hjemkomst. Hun bønfalder jomfru Maria om at stå hende bi, så han ikke mishandler hende i aften. Hun vender det døve øre til, når ejendommens beboere råder hende til skilsmisse: ”Han er en god mand” – for han lader hende gå i kirke, ikke som andre ugudelige ægtemænd.
Men ægtemanden sætter ild til hendes hår, og hun dør. Den hellige Jomfrus hjælp er ikke af denne verden.
Det faktum, at historien er inkluderet i den nationale læseplan, illustrerer det portugisiske samfunds engagement i at overvinde det alvorlige problem med vold i hjemmet.
Når jeg tænker på noget, jeg har læst af Lídia Jorge, er det ofte som at huske en film; Jeg ser billeder, overværer scener med dialoger. Fortællingen “Parfume” er en af fem fra “Praça de Londres”. Lídia Jorge kalder den en ‘sen hyldest til Yilmaz Güney’.
I denne novelle får Lídia Jorge os til at se og høre historien, næsten som om vi sad i en biograf. En nat i en øde hotelbar husker en mand en afgørende tid i sit liv, da han blev alene med sin far, efter at moderen havde forladt dem for en anden mand. Heldigvis kommer den moderlige barnepige Ludovina i huset og tager sig af den fem-årige Rui. Faderen er klassisk guitarist og rejser meget med sin kvintet. Når han vender tilbage fra sine rejser, undersøger Ludovina vasketøjet grundigt, og den dag, det dufter af en feminin parfume liver hun op, for manden trænger jo til en kvinde. Sådan begynder eventyret at udfolde sig for ens indre blik og hørelse som i en film, hvor følelser oversættes til billeder.
I en radiokronik fortalte Lídia Jorge om soldaten Gertrudes’ beretninger om at være portugisisk soldat i Flandern under første verdenskrig. Det var grusomt, for portugiserne var dårligt forberedt, mens tyskerne var mange flere, og de var bedre udrustet og trænet. Mange portugisiske soldater døde i skyttegravene, men Gertrudes blev taget til fange og gennemgik måneder med tvangsarbejde, sult og kulde. Lille Lídia bad dag efter dag Gertrudes gentage sin historie – og hun husker, hvordan han, som om alt var sket dagen før, beskrev tilværelsen i skyttegravene, kulden, hungersnøden, sygdommene – ”og hans beskrivelse blev en film. På højdepunktet af beretningen kastede den mand, der en gang var soldaten Gertrudes, sig på jorden, dækkede ørerne med sine hænder, stivnede, efterlignede drønet fra en granateksplosion, og rejste sig endelig med ordene: ”Sådan var det” .
I efteråret 2020 udkom denne og fyrre andre radiokronikker af Lídia Jorge, og den 4. maj i år tildelte den portugisiske forfatterforening og Byrådet i Loulé bogen deres førstepris i essay-kategorien. Forfatterinden var tydelig rørt over denne anerkendelse fra kollegerne og politikerne på hendes hjemegn.
Bogens titel: “Em Todos os Sentidos” rummer en sproglig udfordring: Hvordan gengiver man med en enkelt dansk glose ordet sentidos, der har så mange betydninger: I alle retninger • betydninger • henseender • meninger • sanser…
Lídia Jorges bøger er oversat til atten sprog – snart også til dansk!
FACTS på engelsk med resumeer af de enkelte værker samt meddelelsen om FIL-prisen på $150.000, som Lídia Jorge modtog ved den internationale bogmesse for romanske sprog i Guadalajara, Mexico i november 2020.
