Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.
I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.
De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.
Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.
Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:
Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.
Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren.
Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.
Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.
En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.
Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
