I år fører cykelløbet “Vuelta a España” rytterne igennem vores kære Extremadura. Bedre forhold for cyklisterne kan man vist ikke ønske, og deres medfølgende fans kan få fine oplevelser med i købet. Arrangørerne har lavet den smukkeste præsentation af ruten:
Den unge filminstruktør María Pérez udnyttede dehesaens lighed med Afrikas savanne til en fortælling om Karen Blixens unge år. Se her om filmen “Karen“ med Christina Rosenvinge som baronessen i Afrika.
Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.
I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.
De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.
Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.
Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:
Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.
Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren.
Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.
Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.
En lille times kørsel herfra, ad vejen mod Plasencia, ligger en by ved navn Montehermoso: Det smukke bjerg. Og sandelig er landskabet smukt. På de bløde bjerge løber bække gennem frodige græsgange med fritstående træer, og store klippeblokke bryder det mindste tilløb til monotoni.
Men selve byens gader præges ikke af sydlandsk charme, nærmest trist tager gadebilledet sig ud:
Her skal man lede efter en smuk bygning, om end visse prangende villaer og nydelige byhuse vidner om ejernes økonomisk format, som dette, hvor en advokat har sit kontor og bolig.
At man i denne by har sans for skønhed, derom vidner byens store velpassede park
– med en mangfoldighed af gamle træer af mange arter, hvis skygge man kan nyde på elegante bænke.
Vi var der forleden i en stille formiddagstime, og blev modtaget af en duft af roser, som vandes flittigt i parkens plæner og langs dens gange.
Men allerede udenfor ses en væld af roser, klatrende på hegnene omkring parken.
I den stille formiddagstime var vi næsten alene i parken; men når det har ringet ud fra skolen, kan (bedste)forældre og børn udfolde sig med motions-apparater og på legepladsen.
eller ved spillebordet.
Der er også sørget for dem, der holder af at trille kugler: petanca, hedder det her.
Heroppe på “vores” bjerg vokser der også roser. I et hjørne af en af Julias mange køkkenhaver
og mellem Santiagos vinstokke.
Forleden skete det igen: en cyklist blev dræbt på landevejen. Tidligt lørdag morgen var en ung bilist på vej hjem fra en Sankt-Hans-aften og -nat langt ude på landet i Toledo-provinsen. Efter at have overhalet en traktor påkørte bilen en modkørende cyklist, som døde omgående. Bilisten tog flugten til fods, for vognens venstre forparti blev så voldsomt skadet, at den ikke kunne køre videre. Den dræbte var 66 år og en meget populær aktivist for Podemos-bevægelsen i den lille by la Sagra, hvor de begge boede. Bilisten eftersøges nu, og har det sikkert forfærdeligt.
D. 7. maj påkørte en 28 årig kvindelig bilist med 3 gange den tilladte alkohol-promille en flok triatlon-atleter under deres cykeltræning i Oliva ude ved Valencia. To blev dræbt på stedet, to alvorligt kvæstet, og den femte undgik ved at kaste sig i grøften. Den ene af de kvæstede døde på hospitalet.
Her i Spanien er der stor vækst i cykelbestanden, og tilsvarende flere og flere såvel sport- som transport-cyklister på gader og veje. Store og små. De små får trafikundervisning på imponerende anlæg – men der er konflikt mellem bløde og hårde voksne trafikanter, og et stigende engagement i debatten om, hvilke regler der i det hele taget gælder, hvem der skal vise hensyn og hvorfor!!!
Ulykker som de ovennævnte har fået cyklistforbundene til at råbe vagt i gevær, og regeringspartiet Partido Popular fremsætter forslag om skærpelse af strafferammen. Triatlonforbundet lavede i maj et fremstød under mottoet: Respeto. No + Ciclistas Muertos. #PorUnaLeyJusta (Respekt, ikke flere døde cyklister. #ForEnRetfærdigLov).
Debatten drejer sig i høj grad om trafikkultur. En læserbrevsskribent fortalte, hvordan han en gang langt ude på landet overhalede en hest på for tæt hold, og fik et ordentligt los fra den bageste venstre hov. Da han steg ud og besigtigede bulen, kom det tørt fra landmanden: “La mula no tiene carnet” (muldyret har ikke kørekort). Det var en lektie i at holde afstand, og når brevskriveren nu ser bilister snitte cyklister ved overhaling, gyser det i ham, for de er jo den svage part i en kollision. Han advarer de motionscyklister, der tager tidligt af sted lørdag og søndag morgen; på det tidspunkt er der størst risiko for at møde berusede bilister på vej hjem fra fest.
Ifølg færdselsloven (Reglamento General de Circulación) har to cyklister lov at køre ved siden af hinanden, for så vidt som de holder sig længst muligt ude i højre side af vejen; når oversigtsforholdene er dårlige, eller trafikken er tæt, skal cyklister køre én og én. På landevejene er der normalt striber, som markerer en rabat for cyklister (og gående), men når cyklister kører to og to, er det tilladt at bruge den del af kørebanen, de behøver. Overhalende biler skal holde en afstand på 1,5 meter til cyklerne, men det er tilladt at overskride fuldt optrukken midterstribe, hvis det skønnes forsvarligt!
Vi er begyndt at lægge mærke til særlige advarselsskilte langs vejene: 1,5 meters afstand til cyklister. Billedet er taget mellem Montehermoso og Carcaboso, et område med meget aktive cyklist-klubber (?!) Først troede vi, at man lige så lidt kunne overhale dem som de irriterende langsomme traktorer, når der er fuldtoptrukket midterstribe, og vi forestillede os de lange køer, der kunne dannes på strækninger med ringe overblik. Derfor var det godt at læse i avisen forleden, at man har lov at smutte uden om et par cykler, når forholdene tillader det.
I den danke Færdselslov § 49 fremgår det, at to, men kun to, cykler må køre ved siden af hinanden, hvis der er tilstrækkelig plads hertil, og hvis det sker uden fare og unødig ulempe for den øvrige trafik – kan man læse i en artikel fra FDM om konflikten mellem cykler og biler på vejene.
Men et skilt som dem vi ser her, og reglen med de 1½ meters afstand kendte jeg ikke fra Danmark. Skyldes det mon større erfaring med “bløde” trafikanter på vejene og har danskerne en mere udviklet cykelkultur – eller?
Kilder: Dagbladet HOY, 25.06. og 26.06.2017
FDM-Cykel-afstand-Der skal være plads til alle (www.fdm.dk/emner/trafiksikkerhed)
Nu er det 9 måneder siden, at Julia plantede stiklinger fra sine roser her i vores mellemste terrasse som jeg fortalte om her : Rosenspire
Det var jo spændende, om de spirende korn ville hjælpe stiklingerne til at slå rod.
Jo vist, har de fundet sig til rette, og den største har sat blomst, som foldede sig duftende ud efter regntiden.
For nylig fik jeg for resten forklaringen på, at Julia, som afskyr rugbrød, kunne have spirende rugkerner: de var med i foderblandingen til hendes høns.
Julia fortæller, at hendes egne roser slet ikke blomstrer her i år. De var for langt fremme, da det satte ind med regn og kulde i maj. Så nu er det os, der er heldige; så længe det varer: Solen er kommet, og der er allerede behov for en lusekur!
Påsken er stor i Extremadura. Der kommer flere gæster end på noget andet tidspunkt af året. Det er såvel spanske som udenlandske turister, og så er der alle de extremeños, der bor og arbejder andre steder, men kommer tilbage til hjemegnen, når de kan, – påskeugen giver mange fridage i træk.
Omsætningen er betydelig; de besøgende gav 13 mio euros ud i Extremadura sidste år – til overnatning, spisning, museumsbesøg, koncerter, souvenirs og gaver…
Det er også fantastisk, hvad man kan opleve af stemningsfulde processioner og glade træf af mange slags – som jeg tidligere har berettet om.
Og så er der de traditionelle påske-lækkerier, ikke mindst torrijas, en slags ”arme riddere”, lavet af udblødt brød, dyppet i æggeblanding og bagt i olie, pudret med sukker og kanel.
Påskeugen er lang, og den varer særlig længe i den historiske by Salamanca, lige nord for Extremadura. I Salamanca finder man blandt mange klenodier et af Europas ældste universiteter, som siden 1200-tallet har trukket unge studerende til byen fra fjerne egne.
Salmantinerne fejrer otte dage efter påskedag en helt speciel “efter-påske-fest”: Lunes de Aguas (Mandag over Vandet) – i år sker det d. 13. april.
På denne dag iscenesættes Padre Putas‘ (“SkøgePateren”)s tilbagekomst over floden. Folk strømmer med picnickurve til bredderne af floden Tormes og sætter sig til rette, mens de venter på, at historien skal gentage sig.
Historien handler om, at den meget fromme og nidkære kong Felipe II, som regerede i 1500-tallet, udstedte en forordning omkring de prostituerede, der holdt til i det officielle bordel ”Casa de Mancebía”, som var placeret uden for byens mure, ved kvægtorvet (!)
I fastetiden skulle glædespigerne fragtes over på den anden side af floden. Så askeonsdag drog alle skøgerne af sted, overvåget af ”Padre Putas” (Luder-pateren). Padre Putas var også den, der skulle hente pigerne tilbage, når påsken var godt og vel ovre, altså otte dage efter påskedag: Lunes de Aguas ”Mandag over vandet”. Den dag søgte ungdommen ned til flodbredden med mad og drikke og glade musikanter. Festen tog sin begyndelse, når man så Padre Putas og pigernes fartøj sætte fra land ovre på den anden side af vandet. Nu var det åbenbart OK at falde for fristelserne igen… ?!
I vore dage iscenesættes ”Mandag over vandet” med en bådfærd, hvor skuespillere giver den som Padre Putas og hans ludere. Folk holder fri om eftermiddagen og drager ned til floden med picnickurvene for at afvente bådens komme, og Salamanca kommune bekoster musik og sjov i gaderne – som på dette gamle foto:
Kilder:
Revista Ibérica
I “Politiken” 10.12.2013 beretter Kasper Iversen om en stroppetur på trapperne i Hongkongs højeste højhus. Deltagerne fik som ventet hjertebanken og “syreben” før mål, etage 100.
I artiklens faktaboks gives gode råd til dem, der ikke vil nøjes med at spæne op og ned ad trappen derhjemme eller på jobbet.
 |
 |
Hvis man gerne vil ud i det fri her i Danmark, er der stejle trapper på klinter og skrænter og flere stadioner og træningsanlæg rundt i landet tilbyder fri adgang til trappebelagte tribuner.
Men er man blevet virkelig tough og søger ekstreme udfordringer til ben og lunger, kan man finde dem i Extremadura.
Her i 2013 blev “Lodrette væddeløb” – carreras verticales – lanceret af forbundet Federación Extremeña de Montaña y Escalada.
Første udgave udgik d. 18. maj fra Guijo de Santa Bárbara over 6 km med en stigning på 1000 meter (en hel del mere end et 100 etagers hus eller Møns Klint).
D. 20. oktober afholdtes væddeløbet “Cumbres Hurdanas” – “Højderne i Hurdes-bjergene“, et løb på 20 km med en højdeforskel på 1060 m delvis på brandbæltet ved Caminomorisco. Her er nogle af de 141 deltagere på vej opad:
– til tågernes land:
– og her går det nedad:
Naturen byder på andre udfordringer end de menneske- og maskin-skabte…
Bedste tid blev præsteret af BORJA ABAD GALZACORTA fra Irún i Baskerlandet, 2 timer, 19 minutter og 48 sekunder… Den “langsomste” brugte lige knap 3 timer på de 20 km’s strabadser.
Det tredje “lodrette løb” blev afholdt i maj 2016 med honning-producenten TIO PICHO som hovedsponsor.
Kilder:
Politiken, 10. december 2013
www.vivirextremadura.es
I.E.S. Gregorio Marañón, Caminomorisco
Nogle steder begynder dagen med fuglesang:
https://youtube.com/watch?v=ZddWzKJe63M%3Frel%3D0
– andre steder domineres morgenstundens lydbillede af mågeskrig:
https://youtube.com/watch?v=m9Nm-E3ley4%3Frel%3D0
Det var i 2009.
I år blev det ikke så voldsomt, for vi fik en kold og ucharmerende Sankt Hans Aften på Bryggen – og dermed mindre affald til mågerne.
