Lige siden vi for en snes år tilbage for første gang kom til Extremadura har Dagbladet HOY været en pålidelig og vidtfavnende kilde til viden om regionen i fortid og nutid. Avisen har oplyst os om aktuelle begivenheder, også i det, som skulle blive vores lokalområde, da vi købte huset i Aldehuela. Vi er blevet klogere på regionens geografi og økonomi, og vi har fået indblik i, hvordan mentaliteten adskiller sig fra den i Madrid og Baskerlandet, for slet ikke at tale om Catalonien – områder, hvor immigranter fra Extremadura med deres arbejdskraft har bidraget til økonomisk vækst, mens deres hjemegn ringeagtes.
HOY’s klummeskribent Alonso de la Torre skriver om alskens emner i La Raya, dvs. området på begge sider af grænsen mellem Spanien og Portugal. Således har han tit inspireret os til en tur til en af la Raya’s “Tornerosebyer”.
Som pensionister kan vi tilbringe længere tid her i den lille bjerglandsby. I lang tid indgik der i rutinen med at tage de 16 km ned til byen Pinofranqueado for at gå ærinder altid et besøg i Belénsbutik for at købe dagens avis. HVIS den skulle være udsolgt, kunne vi læse den på bar Lola eller på hotel Castúos terrasse ved floden.
På et tidspunkt (for 5-6 år siden eller mere, tiden flyver) gjorde avisredaktionen et nummer ud af at følge med tiden og udkomme digitalt. Det var et plus for os: så kunne vi se nyheder hver dag uden at skulle ud at køre. Nu er der nemlig efterhånden ret god dækning for internet oppe hos os i bjerget. Og først og fremmest betyder det, at vi nu kan se Extremadura-nyt hele året rundt for en meget rimelig pris: 69.50 euros om året, også når vi er i Danmark.
Godt det samme! For da vi kom hertil sidste efterår havde covid-forholdsreglerne fjernet aviserne fra barerne, og Beléns butik var lukket. Vi fandt dog ud af, at vi kunne købe HOY på tankstationen i Caminomorisco 8 km fra Pino (og samtidig kan vi købe kød hos Valentín – den rigtige slagter).
Men i år strammer skruen. Der sælges ikke længere aviser på benzintanken i Caminomorisco.
Nu må vi køre 26 km frem og 26 km tilbage ad slyngede bjergveje til Casar de Palomero, –
– hvis vi vil nyde læsningen af en god gammeldags papiravis med illustrerede nyheder, opinion, horoskop, krydsord, sudoku – og om søndagen magasinet på glittet papir for 1 euro og 10 centimer yderligere.
Jeg har sikret mig telefonnummeret til kiosken, så vi ikke skal køre forgæves 😉
Der er ikke specielt spændende i Casar, og hverken liv eller aviser i baren på Plaza’en, så særlig på en søndag kører vi hellere de 16 km videre til markedsbyen Ahigal, hvor vi kan købe både det ene og det andet spændende nyt, og på hjemturen nyde et lækkert middagsmåltid på landevejskroen Ruta 66 eller restaurant las Minas i Montehermoso.
Og når vi er vel hjemme på terrassen kan vi udfolde de knitrende nyheder på kaffebordet.
Men hvor længe endnu ? Er papir-avisernes tid snart ovre?
Alberto Ginés på den olympiske klatrevæg i Tokio 2021
Alberto Ginés fra Cáceres har til alles – også sin egen – overraskelse vundet guld i en sportsgren der i år 2021 for første gang blev repræsenteret ved OL. Nemlig klatring.
Alberto hjemme i Cáceres by
I hjembyen Cáceres er de meget stolte af denne 18-årige sportsmand. Nu lønner det sig, at far har kørt ham og hans klatreglade små kammerater lange ture til klatre-egnede bjerge, og at mor har måttet savne ham, siden han var femten. Da flyttede han nemlig tværs over det spanske fastland til Catalonien, hvor der er træningsmuligheder for en klatrer med hans evner – og hvor David Macià udviklede hans talent for alvor.
Træneren David Macià
Nu kommer medaljen til at sætte skub i indretningen af et decideret anlæg for konkurrencetræning. Denne Rocódromo skal naturligvis have navnet Alberto Ginés!
Alberto kaldes Extremaduras Spiderman. Men da jeg så ham pile op og hen ad klatrevæggen, lignede han mindre en edderkop end de firben og salamandre, der smutter rundt på klipperne over Aldehuela og ovre i Penha Garcias klatreskole på den anden side af den portugisiske grænse ved Monfortinho.
Regionens mange typer af bjerge og sværhedsgrader indbyder til også til vandring og løb af varierende sværhedsgrad, kulminerende med efterårets lodrette væddeløb i Caminomorisco. Det kan man kalde EXTREMSPORT
Fotos fra dagbladet HOY, paredesdelmundo.blogspot.com og rgclimbing.wordpress.com
I år fører cykelløbet “Vuelta a España” rytterne igennem vores kære Extremadura. Bedre forhold for cyklisterne kan man vist ikke ønske, og deres medfølgende fans kan få fine oplevelser med i købet. Arrangørerne har lavet den smukkeste præsentation af ruten:
Den unge filminstruktør María Pérez udnyttede dehesaens lighed med Afrikas savanne til en fortælling om Karen Blixens unge år. Se her om filmen “Karen“ med Christina Rosenvinge som baronessen i Afrika.
LÍDIA JORGE er en af Portugals store skikkelser inden for litteratur og samfundsdebat. Hun var ventet til Danmark i år i anledning af den portugisiske sprogdag, men pandemien forhindrede det. Heldigvis er det muligt at lære nogle af hendes temaer at kende igennem tre fortællinger, som nu er udkommet på dansk. I bogen møder vi tre mennesker i afgørende øjeblikke i deres liv.
I novellen ”Parfume” ser en mand tilbage på den tid, hvor han brat blev alene med sin far, og en moderlig barnepige involverede sig i begges velfærd.
Fortællingen ”Ægtemand” skildrer en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind.
I den tredje novelle “Fuglebeviset” udfordrer en vindtør gymnasielærer sin ateistiske grundholdning med et forsøg, der konfronterer ham med livet i dets mest primitive form.
“LÍDIA JORGE fortæller” koster 150 kr og kan købes hos:
VINHO. Knabrostræde 3, porten th. 1210 København K. tlf. 2518 8751
Lídia Jorge var barn og ung i diktatoren Salazars tid. Hun blev vidne til den blodige afvikling af koloniherredømmet. Efter den fredelige Nellike-revolution 25. april 1974 engagerede hun sig i udformningen af det nye Portugal. Den 9. marts i år inddrog landets præsident hende i sit statsråd.
Lídia Jorge blev født d. 18. juni 1946 i den lille by Boliqueime i Algarve, Portugals sydligste region. Familien var landbrugere, men hendes far og bedstefar søgte lykken i Afrika, da Lídia var fire år. Moderen blev hjemme i Boliqueime og opmuntrede Lidia til selvstændighed, så hun flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Faro og fik derefter et stipendium til at studere ved universitetet i Lisboa.
Under indflydelse af faderens beretninger om Afrika som de store muligheders kontinent tilbragte hun en stor del af sin ungdom som lærer i Angola og Mozambique, der den gang var portugisiske kolonier.
Hun giftede sig med en officer og blev vidne til uafhængighedskrigene. Disse oplevelser satte dybe spor i hendes liv og digtning: ”Litteraturen vasker Historiens kolde øjne med brændende tårer” har hun sagt.
I 1988 skrev Lídia Jorge en roman, hvor hovedpersonen konfronterer Salazar-regimets myter med sine personlige erfaringer som hustru til en officer i Mozambique ved slutningen af kolonikrigene. Den komplekse fortælling fokuserer på to tilbagevendende temaer hos Lídia Jorge: krigens grusomheder og kvinder fanget i ulykkelige ægteskaber. Margarida Cardosos filmatisering fra 2004 gengiver på knugende vis den angst og tavshed, der dominerer portugisernes liv på Stella Maris-hotellet.
Fra filmen “A costa dos murmúrios” – kysten hvor der mumles og hviskes
I novellens korte form kan Lídia Jorge skildre et afgørende forløb i et menneskes liv og indsætte det i et samfundsperpektiv, som i “Espuma da tarde” (Eftermiddagens skum) der foregår ved badestedetCosta da Caparica, uden for sæsonen.
Lídia Jorge søger det ”sociale drama”. I fortællingen Eftermiddagens skum angiver hun sted og tid, men navngiver ikke personerne. Problematikken aftegner sig klart. Nellike-revolutionen affødte ikke et samfund med muligheder for disse unge mennesker, og det er ikke længere en udvej at drage over havet til portugisisk-talende territorier. Deraf den metaforiske titel “Eftermiddagens skum”: Skummet får volumen, når det piskes af havet, men det har ingen varig substans, det kan ikke holde den desperate unge mand oppe.
Novellen udkom på Lisboa-forlaget Dom Quixote, stiftet af danskeren Snu Seidenfaden. I titelnovellen ”Marido” (ægtemand) venter en portnerske ængstelig på sin mands hjemkomst. Hun bønfalder jomfru Maria om at stå hende bi, så han ikke mishandler hende i aften. Hun vender det døve øre til, når ejendommens beboere råder hende til skilsmisse: ”Han er en god mand” – for han lader hende gå i kirke, ikke som andre ugudelige ægtemænd. Men ægtemanden sætter ild til hendes hår, og hun dør. Den hellige Jomfrus hjælp er ikke af denne verden.
Det faktum, at historien er inkluderet i den nationale læseplan, illustrerer det portugisiske samfunds engagement i at overvinde det alvorlige problem med vold i hjemmet.
Til døden os skiller. National sørgedag for ofre for vold i hjemmet
Når jeg tænker på noget, jeg har læst af Lídia Jorge, er det ofte som at huske en film; Jeg ser billeder, overværer scener med dialoger. Fortællingen “Parfume” er en af fem fra “Praça de Londres”. Lídia Jorge kalder den en ‘sen hyldest til Yilmaz Güney’. I denne novelle får Lídia Jorge os til at se og høre historien, næsten som om vi sad i en biograf. En nat i en øde hotelbar husker en mand en afgørende tid i sit liv, da han blev alene med sin far, efter at moderen havde forladt dem for en anden mand. Heldigvis kommer den moderlige barnepige Ludovina i huset og tager sig af den fem-årige Rui. Faderen er klassisk guitarist og rejser meget med sin kvintet. Når han vender tilbage fra sine rejser, undersøger Ludovina vasketøjet grundigt, og den dag, det dufter af en feminin parfume liver hun op, for manden trænger jo til en kvinde. Sådan begynder eventyret at udfolde sig for ens indre blik og hørelse som i en film, hvor følelser oversættes til billeder.
Fra slaget ved Lys 1918
I en radiokronik fortalte Lídia Jorge om soldaten Gertrudes’ beretninger om at være portugisisk soldat i Flandern under første verdenskrig. Det var grusomt, for portugiserne var dårligt forberedt, mens tyskerne var mange flere, og de var bedre udrustet og trænet. Mange portugisiske soldater døde i skyttegravene, men Gertrudes blev taget til fange og gennemgik måneder med tvangsarbejde, sult og kulde. Lille Lídia bad dag efter dag Gertrudes gentage sin historie – og hun husker, hvordan han, som om alt var sket dagen før, beskrev tilværelsen i skyttegravene, kulden, hungersnøden, sygdommene – ”og hans beskrivelse blev en film. På højdepunktet af beretningen kastede den mand, der en gang var soldaten Gertrudes, sig på jorden, dækkede ørerne med sine hænder, stivnede, efterlignede drønet fra en granateksplosion, og rejste sig endelig med ordene: ”Sådan var det” . I efteråret 2020 udkom denne og fyrre andre radiokronikker af Lídia Jorge, og den 4. maj i år tildelte den portugisiske forfatterforening og Byrådet i Loulé bogen deres førstepris i essay-kategorien. Forfatterinden var tydelig rørt over denne anerkendelse fra kollegerne og politikerne på hendes hjemegn.
Pris-overrækkelsen
Bogens titel: “Em Todos os Sentidos” rummer en sproglig udfordring: Hvordan gengiver man med en enkelt dansk glose ordet sentidos, der har så mange betydninger: I alle retninger • betydninger • henseender • meninger • sanser…
et lille udvalg af et omfattende forfatterskab
Lídia Jorges bøger er oversat til atten sprog – nu også til dansk!
FACTS på engelsk med resumeer af de enkelte værker samt meddelelsen om FIL-prisen på $150.000, som Lídia Jorge modtog ved den internationale bogmesse for romanske sprog i Guadalajara, Mexico i november 2020.
Extremadura-avisen HOY har besøgt boghandlere i regionen; et optimistisk billede tegner sig. Corona-indelukningen har nemlig fået flere til at læse bøger, og lovgivningen hjælper på flere måder boghandlerne at overleve. Momsen på bøger er ‘superreduceret’ til 4%; bogpriserne må ikke sænkes mere end 5% under listeprisen, bortset fra bogens dag og bogmesserne, hvor man må give 10 % rabat. De rigtige boghandlere frygter ikke Amazon, for de kan kommunikere personligt med kunderne via hjemmesider og wasap, og de leverer til døren inden for 24 timer. Net-gigantens anbefalinger og tjenester dannes ud fra et statistisk grundlag, som slet ikke kan måle sig med den lokale boghandlers personlige rådgivning.
I 2020 lukkede Corona-virus Spaniens forretningsliv ned, og kun supermarkeder og apoteker ansås for ‘esenciales’ (livsnødvendige); under anden corona-bølge var boghandel den eneste kulturelle sektor der blev betragtet som ‘esencial’, og kunderne meldte sig i butikkerne, i mange tilfælde efter at have orienteret sig på internettet. De boghandlere, som avisen har besøgt, fortæller, at corona fik dem til at oprette eller udvide deres hjemmesider. Det gælder i høj grad en boghandel i Plasencia, som vi har fulgt siden starten: “La Puerta de Tannhäuser” – nu også med en butik for børn “La Pecera” (guld-)fiskekummen). Fotoet er fra mit besøg i oktober, hvor jeg købte en gave til en seks års fødselsdag i la Pecera.
“Tannhäuser” sætter sit præg på det lokale kulturliv: vinduesudstillingerne frister med tegneserier og spændende oversatte værker fra andre lande og epoker, og uden for corona-tiden er der bogcafé og besøg af forfattere. Ikke for ingen ting fik de prisen som Spaniens “Librería Cultural 2020”.
Indehaveren Cristina Sanmamed fortæller på bog-dagen 2021 til dagbladet HOY‘s reporter: «On-line-indsatsen er supervigtig, den fungerer som vores tredje boghandel. I starten så det hele supermørkt ud, men nu kan vi se, at folk har vænnet sig til at læse bøger; vi har sandelig også slidt i det, mere end nogen sinde.»
I Spanien skal familierne købe børnenes skolebøger, og det er en vigtig indtægtskilde for mange boghandlere. Men Cristina Sanmamed har altså lagt en anden profil. Hun skriver: ¡Para viajar lejos, no hay mejor nave que un libro! – dvs. for den, der vil rejse langt, er der intet bedre fartøj end en bog.
I disse corona-tider har vi set mange film i Hjemmebiografen. TjenestenMUBIgiver adgang til en meget bred vifte af “anderledes” film, og her vil jeg fortælle om en Lisboa-historie, der totalt bjergtog os, trods en indledende undren over dens fortællestil.
Filmen “La Religieuse Portugaise” (den portugisiske nonne) skrider af sted i en helt speciel rytme, som man skal vænne sig til! Der panoreres i underskønne optagelser hen over byen, over havet, over pladsen neden for hotellet… vi hører dæmpet dejlig sang og forventningen vokser, hvad vil der ske? En ung kvinde bevæger sig gennem Lisboas aftentomme gader næsten som i en dans…
Kameraet dvæler på personernes ansigt, vi når lige at blive nysgerrige efter, hvad de vil sige … Når de siger noget, er det ikke i hverdagsreplikkernes tempo, nej, hvert ord får vægt. Dette særlige filmsprog hænger sammen med, at instruktøren Eugène Green er specialist i baroktidens deklamation og har produceret lydoptagelser, hvor man hører tekster af klassikere som La Fontaine, Racine og Shakespeare fremsagt som på deres egen tid!
Filmens handling er inspireret af en berømt bog, der udkom anonymt i Paris i 1669. Den har form af fem breve fra en portugisisk nonne til en fransk officer, der skal bistå portugiserne i deres kamp for uafhængighed af Spanien. Officer og nonne bliver elskende i selve klostret, og da han drager bort, griber hun i brevene hjerteskærende ud imod ham. (Der har i tidens løb været gisnet om brevenes autenticitet, indtil det blev fastslået, at de er ikke blot oversat, men skrevet af den franske greve Gabriel de Guilleragues, men det gør jo ikke historien mindre fascinerende.)
Dette høj-romantiske stof vil Eugène Green filmatisere i Portugal, og vi ser den ene hovedrolleindehaver Julie ankomme til Lisboa. Hendes mor er portugiser, og de har været i Porto, men Julie er nu for første gang i Lisboa, hvor hun oplever nogle møder, der ændrer hendes livsbane, – om end de to franske skuespillere kun er der få dage, da de fortællende ord til filmen er indtalt på forhånd.
I reklame-spottet har de to franske skuespillere tilbragt natten sammen. Nu skal han tilbage til Paris, men hun bliver endnu en dag i Lisboa, hvor hun opnår ny balance i livet gennem mødet med en nonne, som tilbringer hver nat med at bede i kapellet Nossa Senhora da Graça.
På youtube findes også en 13 minutter lang central scene fra sidst i filmen, hvor Julie og nonnen taler sammen i kapellet (med engelske undertekster)
Hermed være “La Religieuse portugaise” anbefalet!
Kilder:
MUBIen kilde til mangfoldige film-oplevelser for 89 dkr/md
Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.
Terrassen på et hotel rural parat til familiefest
I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.
Lamperne kontrolleres inden optoget med Jomfru Maria på vejen til Golgata
De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.
Jomfru Maria, Englen med palmegrenen og Jesus venter inde i kirken, til de skal ud i procession
Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.
Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:
Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.
Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren. Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.
Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.
Relikviesalen i Corias domkirke med den hellige nadverdug
For nogle år siden fortalte jeg om det enestående relikvie, der opbevares i domkirken i Coria: et klæde, som menes at være dugen fra Jesu sidste nadverbord.
Det blev til en Påskehistorie om en dug, som har givet håb i århundreder, og i nyere tid er blevet genstand for videnskabelig granskning. Meget tyder på, at dugen kan have dækket det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og delte vinen med sine disciple.
Nu har Corias domkirke oprettet dugens egen smukke og informative hjemmeside; her er link til den engelske udgave, hvor der også berettes om arbejdet med at optage en timelang dokumentarfilm om dugen, som i tidens løb er blevet taget frem og ført i procession, når ulykker skulle afværges. Er tiden nu inde til at bede den hellige dug om beskyttelse mod pandemien?
Cand.mag. i fransk & spansk. B.A. in Portuguese and Brazilian Studies. MIG/IT-pædagogik. Chevalière dans l'ordre des palmes académiques Lektor em. & Lektør. Deler nu sin tid mellem København, Extremadura og Portugal. Evas e-mail
