Blog Image

IBERIANA

Lisboa-eventyr

Film, Portugal Tilføjet af mailPosted on 09 apr, 2021 12:03:33

I disse corona-tider har vi set mange film i Hjemmebiografen. Tjenesten MUBI giver adgang til en meget bred vifte af “anderledes” film, og her vil jeg fortælle om en Lisboa-historie, der totalt bjergtog os, trods en indledende undren over dens fortællestil.

Filmen “La Religieuse Portugaise” (den portugisiske nonne) skrider af sted i en helt speciel rytme, som man skal vænne sig til! Der panoreres i underskønne optagelser hen over byen, over havet, over pladsen neden for hotellet… vi hører dæmpet dejlig sang og forventningen vokser, hvad vil der ske? En ung kvinde bevæger sig gennem Lisboas aftentomme gader næsten som i en dans…

Kameraet dvæler på personernes ansigt, vi når lige at blive nysgerrige efter, hvad de vil sige … Når de siger noget, er det ikke i hverdagsreplikkernes tempo, nej, hvert ord får vægt. Dette særlige filmsprog hænger sammen med, at instruktøren Eugène Green er specialist i baroktidens deklamation og har produceret lydoptagelser, hvor man hører tekster af klassikere som La Fontaine, Racine og Shakespeare fremsagt som på deres egen tid!

Filmens handling er inspireret af en berømt bog, der udkom anonymt i Paris i 1669. Den har form af fem breve fra en portugisisk nonne til en fransk officer, der skal bistå portugiserne i deres kamp for uafhængighed af Spanien. Officer og nonne bliver elskende i selve klostret, og da han drager bort, griber hun i brevene hjerteskærende ud imod ham.
(Der har i tidens løb været gisnet om brevenes autenticitet, indtil det blev fastslået, at de er ikke blot oversat, men skrevet af den franske greve Gabriel de Guilleragues, men det gør jo ikke historien mindre fascinerende.)

Dette høj-romantiske stof vil Eugène Green filmatisere i Portugal, og vi ser den ene hovedrolleindehaver Julie ankomme til Lisboa. Hendes mor er portugiser, og de har været i Porto, men Julie er nu for første gang i Lisboa, hvor hun oplever nogle møder, der ændrer hendes livsbane, – om end de to franske skuespillere kun er der få dage, da de fortællende ord til filmen er indtalt på forhånd.

I reklame-spottet har de to franske skuespillere tilbragt natten sammen. Nu skal han tilbage til Paris, men hun bliver endnu en dag i Lisboa, hvor hun opnår ny balance i livet gennem mødet med en nonne, som tilbringer hver nat med at bede i kapellet Nossa Senhora da Graça.

På youtube findes også en 13 minutter lang central scene fra sidst i filmen, hvor Julie og nonnen taler sammen i kapellet (med engelske undertekster)

Hermed være “La Religieuse portugaise” anbefalet!

Kilder:

MUBI en kilde til mangfoldige film-oplevelser for 89 dkr/md

Fransk wiki-artikel om bogen, der inspirerede til filmen: https://fr.wikipedia.org/wiki/Lettres_portugaises



Påskeminder

Extremadura, fritid, kristendom Tilføjet af mailPosted on 15 mar, 2021 09:20:11

Snart er det påske, den tid, hvor Extremaduras emigranter plejer at rejse til hjembyen. De kommer fra Madrid, Barcelona, San Sebastián – de store byer, hvor de som unge fandt arbejde og slog sig ned. I den hellige uge fyldes barndomshjemmet, eller man indlogerer sig på hoteller og feriehuse ude på landet.

Terrassen på et hotel rural parat til familiefest

I kirkerne klargøres de store scenerier fra Jesu sidste dage på jorden, så de kan blive båret i optog rundt i byen.

Lamperne kontrolleres inden optoget med Jomfru Maria på vejen til Golgata

De store tableauer med adskillige figurer i naturlig størrelse er meget tunge, og bæres af medlemmerne af de religiøse broderskaber, som står for at finansiere og gennemføre processionerne.

Jomfru Maria, Englen med palmegrenen og Jesus venter inde i kirken, til de skal ud i procession

Kirkerne i en by har hver især deres tableau, og i større byer fremstilles hele påskeugens forløb fra Palmesøndag til Påskedag. Skærtorsdag finder optoget sted efter mørkets frembrud, ledsaget af dystre trommer.

Jeg har lige fundet nogle tolv år gamle optagelser frem fra påskedagene i Zarza la Mayor i Extremadura. I denne lille by nær grænsen til Portugal bæres jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne til hovedkirken. I Zarza hedder påskedag “Domingo de tiros” – skudsøndag. Se selv hvorfor. Her mødes man for at hente Jomfru Maria:

Derefter ser vi, hvordan hun bæres gennem gaderne i den lille by for at mødes med sin opstandne søn. Da hun kommer ud fra kirken igen, bryder glæden frem, og der synges, spilles og danses på pladsen overfor. Der er stillet stole til musikerne frem foran rådhuset.

Det sker bare ikke i år, for Spanien har strenge regler for corona-bekæmpelse. I påsken må man kun dele feriebolig med dem, man bor sammen med til daglig, og det er ikke tilladt at køre mellem regionerne. En stor skuffelse for alle dem, der gerne ville hjem og mødes med familien og barndomsvennerne, – og for turist-sektoren.
Endnu værre: på fredag er det Día de San José, altså Jesus’ jordiske fars dag, og dermed fars dag i Spanien. Derfor planlagde mange at tage til Extremadura, og ferieboligerne var 90% udlejet. Men der sætter myndighederne også foden også ned: fra den 17. marts til den 9. april er regionen lukket af, og man må kun mødes under samme tag, hvis man til daglig bor sammen.

Minderne har vi da lov at have – og forventning om, at næste år kan vi rejse og atter se lavendlerne blomstre på dehesaen.



Skal nadverdugen frem?

Extremadura, kristendom Tilføjet af mailPosted on 19 feb, 2021 08:42:05
Nadverdugen i Coria
Relikviesalen i Corias domkirke med den hellige nadverdug

For nogle år siden fortalte jeg om det enestående relikvie, der opbevares i domkirken i Coria: et klæde, som menes at være dugen fra Jesu sidste nadverbord.

Det blev til en Påskehistorie om en dug, som har givet håb i århundreder, og i nyere tid er blevet genstand for videnskabelig granskning. Meget tyder på, at dugen kan have dækket det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og delte vinen med sine disciple.

Nu har Corias domkirke oprettet dugens egen smukke og informative hjemmeside; her er link til den engelske udgave, hvor der også berettes om arbejdet med at optage en timelang dokumentarfilm om dugen, som i tidens løb er blevet taget frem og ført i procession, når ulykker skulle afværges. Er tiden nu inde til at bede den hellige dug om beskyttelse mod pandemien?



Karen – hvem er det?

Extremadura, Film Tilføjet af mailPosted on 23 nov, 2020 17:17:07
Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier.

Foto: Helge Morell. 2012

Extremaduras forløbere for gaucho’erne i Argentina passer flokkene til hest -dog mere praktisk klædt end rytteren på billedet fra San Isidro-festen i Valencia de Alcántara.

——————————————-

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes tjener og fortrolige, Farah Aden, som det skildres i hendes breve fra Kenya til familie og venner i Danmark. María Pérez ville ikke gentage en storfilm som Sydney Pollacks. Hendes film er snarere en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og afrikaneren. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også et andet klip fra filmen: her taler Karen med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad dansk-fødte Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

I Marta Perezas interviews med María og Christina for filmmagasinet MAGAZINEMA fremhæver instruktøren, at Karen Blixen voksede op i en tid præget både af imperialisme og kvindefrigørelse. Det gjorde hende til en enestående skikkelse, der ikke kunne nøjes med at leve et skærmet liv, men dristede sig til at prøve lykken med en kaffeplantage fjernt fra hjemmet. Filmen “Karen” skildrer indefra en kvinde, der ikke blev forstået af sin samtid. Hun var en eventyrerske, der brød mange rammer. Den minimalistiske dialog og den raffinerede redigering af optagelserne giver sammen med musikken adgang til hovedpersonens tanker og følelser i hendes sidste tid i Afrika, skriver Marta Pereza. Hun spørger Christina Rosenvinge, hvad hun mindes som en særlig oplevelse fra indspilningen. Det var en scene, hvor hun skulle græde. Sminkøsen sagde, at en tot vat, vædet i mentol, ville få tårerne til at trille. Men Christina ville ikke benytte et billigt trick, hun ville græde rigtigt. Så hun gik i enrum i en god times tid, for at føle sig ind i Karens situation. Derpå bad hun om et glas Extremadura-vin, og så flød tårerne frit. Det blev så bevægende, at alle på set‘et græd med!

Filmen om Karen og hendes afrikanske hjælper og ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vises i disse dage på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida. Den får premiere i spanske biografer i foråret 2021.

Kilder:

dagbladet HOY 24. november 2020

Marta Perezas interviews “Karen, la intimidad de un icono” i Film-magasinet MAGAZINEMA

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”, fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo



Lyden af Gaudí

Extremadura, kristendom, musik Tilføjet af mailPosted on 13 okt, 2020 15:07:24
Alicia Sánchez Reyes ved tangenterne i Hamborg

Som 8-årig kom Alicia på konservatoriet i Mérida, og senere til Badajoz. Hun afsluttede med udmærkelse i komposition, og specialiserer sig nu i Hamborg. Sammen med to musikalske venner, Alberto fra Badajoz, og Josué fra Patagonien i Argentina, besøgte hun for to år siden kirken La Sagrada Familia i Barcelona. “Hvordan mon den første gudstjeneste har lydt i denne kirke?” spurgte hun vennerne, og den undren gav anledning til en komposition, som nu kan høres via nettet.
For Alicias indre øre harmonerede Gaudí’s specielle kirkerum med tidløse klange, lyde fra fortid og nutid, renæssancens mangestemmige kor og moderne elektronisk genereret musik.

Liturgien Adoratio idoli bliver sunget af korister fra Coro de Extremadura, og sangene er indspillet i en teatersal i Badajoz’ historiske centrum. Josué og hans lydteknikere kom hele vejen fra Argentinas sydspids for at optage sangene, og han og Alberto har produceret musikken på analoge synthesizers hjemme i Patagonien.

Alicias, Albertos og Josués tidløse kirkemusik kan nu høres på internet. Lyt f.eks. til Agnus Dei (Oh, du Guds lam) på youtube, hvor du skal finde dig i reklame-støj til en begyndelse, hvis du ikke er premium-abonnent.

Kilde: Antonio Gilgado, Dagbladet HOY d. 13. oktober 2020

Her er albummets side på facebook: https://m.facebook.com/adoratioidoli/#



Klokkens død

kristendom, kultur Tilføjet af mailPosted on 25 aug, 2020 15:03:08

I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt



På bunden af pandemien

Brasilien, kultur, økonomi Tilføjet af mailPosted on 15 jul, 2020 12:18:03

New York Times’ Magazine bad 29 forfattere skrive nogle fortællinger i stil med Boccacio’s ”Decameron” fra 1300-tallets Firenze, hvor pesten har isoleret en flok mennesker, som nu må finde på noget at underholde hinanden med.

Mia Couto skriver fra Mozambique

En af deltagerne i NYT’s Decameron Project er Mia Couto fra Moçambique. Mia Couto er en anerkendt portugisisk-sproget forfatter og desuden biolog af fag. I denne egenskab blev han inddraget i Moçambiques indsats mod COVID-19. Han fortæller i et interview til kanal TSF om sine oplevelser.

Landet Moçambique består af mange lande med mange forskellige sprog. Hvordan finder man ord for ’virus’ når folk ikke kender til, at der eksisterer organismer så små, at man ikke kan se dem? Lykkeligvis betragter de lokale ikke usynlige skabninger som noget overnaturligt, – spørgsmålet er bare, hvordan omgås man dem? De afrikanske medicinmænd henvendte sig på eget initiativ til Moçambiques Sundhedsministerium for at tilbyde deres samarbejde. De kendte ikke til sygdommen, men ville gerne lære den virus’s sprog at kende.
Ved mødet med denne respekt for virussens væsen ser Mia Couto, i hvor høj grad den moderne naturvidenskab arbejder ud fra en menneskelig skala. Vi mennesker stræber efter kontrol, men i bund og grund er virus og bakterier herrer over livets essentielle processer. I naturens store reagensglas er menneskeverdenen bittelille.

Hjælperen ligner en bevæbnet røver

I Mia Couto ’s Decameron-bidrag erfarer vi, hvordan en gammel fattig afrikaner møder indsatsen mod COVID-19. Der bliver banket på hans dør, og en formummet person retter en hvid pistol med en blå stråle mod hans pande; han siger, han kommer fra sundhedsmyndighederne, men den må han længere ud på landet med; det er tydeligt, at han er en røver, om end en ubehjælpsom en af slagsen, og da han vil gå uden at stjæle noget, bliver den gamle så rørt, at han omfavner ham; rædselsslagen flygter den ukendte og flår plasticdragten af sig, som var det selve pestens klædning – den pest, der hedder fattigdom.

Mia Couto deler ikke manges forestilling om, at COVID-19 vil ændre verden fundamentalt. Han mener ligefrem, at USA’s og Brasiliens præsidenter står til en anklage for forbrydelser mod deres egen befolkninger og menneskeheden alment, på grund af deres kyniske beslutninger omkring pandemien. Dermed peger han på, at også i Brasilien er de fattige på Herrens mark.

Blandt den fattige og lavt uddannede befolkning i Brasilien anvender sygeplejerske og cordelista Anne Karolynne sit talent inden for den brasilianske tradition for en slags ”Skillingsviser” i indsatsen mod epidemier. Det drejede sig i 2017 om Zika, og nu slår hun fast, hvordan man kan beskytte sig mod COVID-19. Bemærk, at cordelens billeder har karakter af sort-hvide træsnit – ligesom dem, der udsmykker NYT Magazine’s Decameron-website.
I denne cordel oplyser Anne Karolynne om COVID-19:

Det er også Anne Karolynne, der står bag denne musik-video med gruppen Explode Coração, under Mortugaba Kommunes sundhedsvæsen. På en populær melodi synger gruppen om, at COVID-19 har aflyst Sankt Hans-festen i år – og minder om, at det er vigtigt, at man husker de gode råd om at undgå smitte. Mortugabas facebook-side bringer d. 5. juli den gode nyhed, at alle covid-19-tilfælde i kommunen er helbredt!

Kilder:

New York Times Magazine’s Decameron Project

https://www.nytimes.com/interactive/2020/07/07/magazine/decameron-project-short-story-collection.html?action=click&module=RelatedLinks&pgtype=Article

herunder Mia Couto’s ”An obliging Robber” oversat til engelsk af David Brookshaw

Interview med Mia Couto i TSF:

https://www.tsf.pt/mundo/mia-couto-o-escritor-que-quer-falar-com-o-virus-numa-historia-para-o-new-york-times-12403424.html

Om den brasilianske cordel-tradition i sundhedsoplysningens tjeneste: Skillingstryk mod epidemier



Hvide huer – Virak og Virus

kultur, Portugal Tilføjet af mailPosted on 30 jun, 2020 09:01:38

Covid19-truslen hænger stadig over verden, herunder Danmark, uanset hvor fint “vi” foreløbig har klaret os. Lykken er lunefuld. De renlige portugisere, som har ligget fint i statistikkerne, oplever nu en heftig stigning i tilfælde, især i Lissabon-området. En årsag blev tydeligt illustreret på en fotoserie i net-udgaven af dagbladet Público: metro-passagerer i trængsel, alle med mundværn, men det er ikke nok til at beskytte totalt mod den lumske smitte. Se Miguel Mansos billedserie i Públicos reportage, hvor der argumenteres for ØGET INVESTERING I OFFENTLIG TRANSPORT

I den forgangne uges solrige sommerdage har gaderne i Danmark genlydt af lastbilhorn-fanfarer og skrig og skrål. Studenterne fik nemlig overtalt ministeren til at tillade dem at køre rundt med hvide huer, så de kunne blive lykønsket rundt omkring i hjemmene.
Der blev ikke båret mundbind, og hvert skrig sendte byger af dråber ud fra svælgene. De dråber kan føre virus fra person til person. De fleste unge kommer velsagtens let over en gang covid19, men hvad med de ældre gratulanter på deres vej?
Køreturen afsluttes med fejring i festligt lag. Der blev således arrangeret fest ved kajen i Havnegade lørdag aften, og tidligt søndag morgen så der sådan ud:

Forhåbentlig besvarede festdeltagerne Ministerens tillid til deres ansvarlighed med, at de og ikke kommunens gartnere ryddede op på stedet!



Næste »