Blog Image

IBERIANA

Karen – hvem er det?

Extremadura, Film Tilføjet af mailPosted on 23 nov, 2020 17:17:07
Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier. Extremaduras forløbere for gaucho’erne i Argentina passer flokkene til hest.

Foto: Helge Morell. San Isidro-festen i Valencia de Alcántara. 2012

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes tjener og ven, Farah Aden, som den er skildret i “Den afrikanske farm”. María Pérez ville ikke gå Sydney Pollack i bedene, men lave en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og masaien. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også dette klip fra filmen, hvor Karen taler med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad den dansk-fødte sangerinde Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

Filmen om Karen og hendes masai-ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vises i disse dage på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida.

Kilde: Netudgaven af dagbladet HOY 24. november 2020

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”, fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo



Lyden af Gaudí

Extremadura, kristendom, musik Tilføjet af mailPosted on 13 okt, 2020 15:07:24
Alicia Sánchez Reyes ved tangenterne i Hamborg

Som 8-årig kom Alicia på konservatoriet i Mérida, og senere til Badajoz. Hun afsluttede med udmærkelse i komposition, og specialiserer sig nu i Hamborg. Sammen med to musikalske venner, Alberto fra Badajoz, og Josué fra Patagonien i Argentina, besøgte hun for to år siden kirken La Sagrada Familia i Barcelona. “Hvordan mon den første gudstjeneste har lydt i denne kirke?” spurgte hun vennerne, og den undren gav anledning til en komposition, som nu kan høres via nettet.
For Alicias indre øre harmonerede Gaudí’s specielle kirkerum med tidløse klange, lyde fra fortid og nutid, renæssancens mangestemmige kor og moderne elektronisk genereret musik.

Liturgien Adoratio idoli bliver sunget af korister fra Coro de Extremadura, og sangene er indspillet i en teatersal i Badajoz’ historiske centrum. Josué og hans lydteknikere kom hele vejen fra Argentinas sydspids for at optage sangene, og han og Alberto har produceret musikken på analoge synthesizers hjemme i Patagonien.

Alicias, Albertos og Josués tidløse kirkemusik kan nu høres på internet. Lyt f.eks. til Agnus Dei (Oh, du Guds lam) på youtube, hvor du skal finde dig i reklame-støj til en begyndelse, hvis du ikke er premium-abonnent.

Kilde: Antonio Gilgado, Dagbladet HOY d. 13. oktober 2020

Her er albummets side på facebook: https://m.facebook.com/adoratioidoli/#



Klokkens død

kristendom, kultur Tilføjet af mailPosted on 25 aug, 2020 15:03:08

I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt



På bunden af pandemien

Brasilien, kultur, økonomi Tilføjet af mailPosted on 15 jul, 2020 12:18:03

New York Times’ Magazine bad 29 forfattere skrive nogle fortællinger i stil med Boccacio’s ”Decameron” fra 1300-tallets Firenze, hvor pesten har isoleret en flok mennesker, som nu må finde på noget at underholde hinanden med.

Mia Couto skriver fra Mozambique

En af deltagerne i NYT’s Decameron Project er Mia Couto fra Moçambique. Mia Couto er en anerkendt portugisisk-sproget forfatter og desuden biolog af fag. I denne egenskab blev han inddraget i Moçambiques indsats mod COVID-19. Han fortæller i et interview til kanal TSF om sine oplevelser.

Landet Moçambique består af mange lande med mange forskellige sprog. Hvordan finder man ord for ’virus’ når folk ikke kender til, at der eksisterer organismer så små, at man ikke kan se dem? Lykkeligvis betragter de lokale ikke usynlige skabninger som noget overnaturligt, – spørgsmålet er bare, hvordan omgås man dem? De afrikanske medicinmænd henvendte sig på eget initiativ til Moçambiques Sundhedsministerium for at tilbyde deres samarbejde. De kendte ikke til sygdommen, men ville gerne lære den virus’s sprog at kende.
Ved mødet med denne respekt for virussens væsen ser Mia Couto, i hvor høj grad den moderne naturvidenskab arbejder ud fra en menneskelig skala. Vi mennesker stræber efter kontrol, men i bund og grund er virus og bakterier herrer over livets essentielle processer. I naturens store reagensglas er menneskeverdenen bittelille.

Hjælperen ligner en bevæbnet røver

I Mia Couto ’s Decameron-bidrag erfarer vi, hvordan en gammel fattig afrikaner møder indsatsen mod COVID-19. Der bliver banket på hans dør, og en formummet person retter en hvid pistol med en blå stråle mod hans pande; han siger, han kommer fra sundhedsmyndighederne, men den må han længere ud på landet med; det er tydeligt, at han er en røver, om end en ubehjælpsom en af slagsen, og da han vil gå uden at stjæle noget, bliver den gamle så rørt, at han omfavner ham; rædselsslagen flygter den ukendte og flår plasticdragten af sig, som var det selve pestens klædning – den pest, der hedder fattigdom.

Mia Couto deler ikke manges forestilling om, at COVID-19 vil ændre verden fundamentalt. Han mener ligefrem, at USA’s og Brasiliens præsidenter står til en anklage for forbrydelser mod deres egen befolkninger og menneskeheden alment, på grund af deres kyniske beslutninger omkring pandemien. Dermed peger han på, at også i Brasilien er de fattige på Herrens mark.

Blandt den fattige og lavt uddannede befolkning i Brasilien anvender sygeplejerske og cordelista Anne Karolynne sit talent inden for den brasilianske tradition for en slags ”Skillingsviser” i indsatsen mod epidemier. Det drejede sig i 2017 om Zika, og nu slår hun fast, hvordan man kan beskytte sig mod COVID-19. Bemærk, at cordelens billeder har karakter af sort-hvide træsnit – ligesom dem, der udsmykker NYT Magazine’s Decameron-website.
I denne cordel oplyser Anne Karolynne om COVID-19:

Det er også Anne Karolynne, der står bag denne musik-video med gruppen Explode Coração, under Mortugaba Kommunes sundhedsvæsen. På en populær melodi synger gruppen om, at COVID-19 har aflyst Sankt Hans-festen i år – og minder om, at det er vigtigt, at man husker de gode råd om at undgå smitte. Mortugabas facebook-side bringer d. 5. juli den gode nyhed, at alle covid-19-tilfælde i kommunen er helbredt!

Kilder:

New York Times Magazine’s Decameron Project

https://www.nytimes.com/interactive/2020/07/07/magazine/decameron-project-short-story-collection.html?action=click&module=RelatedLinks&pgtype=Article

herunder Mia Couto’s ”An obliging Robber” oversat til engelsk af David Brookshaw

Interview med Mia Couto i TSF:

https://www.tsf.pt/mundo/mia-couto-o-escritor-que-quer-falar-com-o-virus-numa-historia-para-o-new-york-times-12403424.html

Om den brasilianske cordel-tradition i sundhedsoplysningens tjeneste: Skillingstryk mod epidemier



Hvide huer – Virak og Virus

kultur, Portugal Tilføjet af mailPosted on 30 jun, 2020 09:01:38

Covid19-truslen hænger stadig over verden, herunder Danmark, uanset hvor fint “vi” foreløbig har klaret os. Lykken er lunefuld. De renlige portugisere, som har ligget fint i statistikkerne, oplever nu en heftig stigning i tilfælde, især i Lissabon-området. En årsag blev tydeligt illustreret på en fotoserie i net-udgaven af dagbladet Público: metro-passagerer i trængsel, alle med mundværn, men det er ikke nok til at beskytte totalt mod den lumske smitte. Se Miguel Mansos billedserie i Públicos reportage, hvor der argumenteres for ØGET INVESTERING I OFFENTLIG TRANSPORT

I den forgangne uges solrige sommerdage har gaderne i Danmark genlydt af lastbilhorn-fanfarer og skrig og skrål. Studenterne fik nemlig overtalt ministeren til at tillade dem at køre rundt med hvide huer, så de kunne blive lykønsket rundt omkring i hjemmene.
Der blev ikke båret mundbind, og hvert skrig sendte byger af dråber ud fra svælgene. De dråber kan føre virus fra person til person. De fleste unge kommer velsagtens let over en gang covid19, men hvad med de ældre gratulanter på deres vej?
Køreturen afsluttes med fejring i festligt lag. Der blev således arrangeret fest ved kajen i Havnegade lørdag aften, og tidligt søndag morgen så der sådan ud:

Forhåbentlig besvarede festdeltagerne Ministerens tillid til deres ansvarlighed med, at de og ikke kommunens gartnere ryddede op på stedet!



En hymne til ligheden

Portugal Tilføjet af mailPosted on 06 jun, 2020 07:31:03

I disse dage, hvor verden bæver over fornyet alvorlig race-betonet vold i USA, kan vi på BERTRAND-boghandlens blog læse om Rómulo Vasco da Gama Carvalho: han var fysiker og kemiker og skrev for børn og unge om naturvidenskab, og desuden udfoldede han sig som digter under navnet António Gedeão.

Bertrands boghandel bringer helt aktuelt Gedeão’s hymne til ligheden: ”Lágrima de preta” (en sort kvindes tåre) – hør den her i Adriano Correia de Oliveiras fortolkning.

En prosa-oversættelse af Gedeãos digt fra 1961:
Jeg mødte en grædende sort kvinde
og bad om en tåre for at analysere den.
Jeg hældte ganske forsigtigt tåren
i et omhyggeligt steriliseret reagensglas.
Jeg betragtede den fra alle sider;
den så ud som en helt gennemsigtig dråbe.
Jeg bestilte syrer, baser og salt,
de kemikalier der anvendes i sådanne tilfælde.
Jeg prøvede med kulde, jeg forsøgte at varme den op,
og hver gang gik det som sædvanlig:
Intet tegn på sort, ingen rest af had.
(I det store og hele) vand og natriumklorid.

Her er Manuel Freire’s fortolkning og den portugisiske tekst.

Encontrei uma preta
que estava a chorar,
pedi-lhe uma lágrima
para a analisar.

Recolhi a lágrima
com todo o cuidado
num tubo de ensaio
bem esterilizado.

Olhei-a de um lado,
do outro e de frente:
tinha um ar de gota
muito transparente.

Mandei vir os ácidos,
as bases e os sais,
as drogas usadas
em casos que tais.

Ensaiei a frio,
experimentei ao lume,
de todas as vezes
deu-me o que é costume:

nem sinais de negro,
nem vestígios de ódio.
Água (quase tudo)
e cloreto de sódio.

Kilde: https://www.bertrand.pt/blogue-somos-livros/poemas-que-salvam-o-dia/artigo/-lagrima-de-preta-de-antonio-gedeao/172527

P.S. Bertrand fortæller også, at det kendte turisme-slogan VisitPortugal er blevet ændret til ReadPortugal – og den opfordring følges af The Guardian:

10 of the best novels set in Portugal – that will take you there



RENLIGHEDENS PRIS

kultur, Portugal Tilføjet af mailPosted on 08 maj, 2020 16:34:55

Antonia fra Tenerife giftede sig i 1950’erne med en dansker, og de bosatte sig i København. Hun lærte dansk og var i mange år guide for spansk-talende turister. Antonia har fortalt mig, at en af hendes ‘spids-kompetencer‘ var kendskabet til byens offentlige toiletter. Det er efterhånden længe siden.

I dag står fine bygninger stadig tilbage, men de fleste er lukkede, og fortidens pissoirer er nedlagte. Det hører til undtagelserne, at et offentligt toilet er åbent, og at det bærer præg af rengøring!
Det samme gælder toiletterne på jernbanestationerne. Hvis de er tilgængelige, skal man have en femkrone parat – og hvem går efterhånden rundt med skillemønt? Men hos DSB som på gader og stræder er mange toiletter sløjfet, og i forbindelse med S-tog og Metro skal man ikke forvente at kunne lette sin tisse-trang!

Toilet-bygning i Funchal, Madeiras hovedstad

Anderledes i Portugal. Selv i den mindste bjerglandsby finder vi tydeligt skiltede offentlige toiletter, de er rene og forsynet med toiletpapir og der er en håndvask, ofte med sæbe og papirhåndklæder. Også i forrummet er der en håndvask, for måske skal man bare vaske hænder! I restauranter, cafeer og konditorier, såvel i landsbyer som i storbyer, ser vi håndvaske, hvor gæsterne kan forfriske sig, før de indtager stedets delikatesser. Opfindsomt design skorter det ikke på.

Vaskekumme på Madeira

Disse iagttagelser kan kobles til nogle af de tal, som i COVID19-tiden strømmer ud af computere fra nær og fjern. Portugals naboland Spanien, hvor man mildest talt har for skik at sløse med hygiejnen, har meget høje tal i opgørelserne for COVID19-syge og døde i de lande, hvor sygdommen meldte sig først, mens Portugal – og Danmark! – ligger nederst, kun undergået af Island. Se PORDATA pr. 8. maj 2020

Ingen overnatning – nej, så meget beder vi nu heller ikke om!

Titlen på denne blogpost er RENLIGHEDENS PRIS. Det skal for det første forstås som en lovprisning af Portugals renlige civilisation. D. 24. april indførte de portugisiske myndigheder en “smiley”-ordning, som garanterer at turister trygt kan besøge de steder, der har fået certifikatet “Clean and Safe”.

På den anden side vil jeg hævde, at når danske kommunalpolitikere og Banedanmark beslutter at sløjfe toiletter og håndvaske, betales der en helbredsmæssig pris, som er højere end prisen for at stille toiletterne til rådighed for borgerne. (Se aktuel Status for Københavns kommunale toiletter )

Brygge-plads-kultur

Under den strenge karantæne har Danmark klaret krisen lige så godt som Portugal, og her på Bryggen holder man sig foreløbig pænt inden for de felter, der er tegnet på græs-arealerne.

Velbekomme!

Men hvordan vil det gå, når “fluepapiret” fyldes, og de spontane badegæster flokkes om de mobile fastfood-steder? – Vi skulle nødig opleve en ny Sankt Hans-morgen som denne:

Fortsættelse : godt en måned efter at jeg skrev dette indlæg, kommer jeg forbi toiletbygningen ved Langeliniebroen over jernbaneterrænet. Den er åben i sommertiden, og et smukt eksempel på, hvordan det stadig lader sig gøre at imødekomme borgernes påtrængende behov.



Skillingstryk mod Epidemier

Brasilien, kultur Tilføjet af mailPosted on 20 mar, 2020 07:51:00


I det tropiske nordøst-Brasilien er mange generationer blevet oplyst og underholdt gennem en folkelig litteratur, der ligesom det 18. århundredes danske skillingsviser blev trykt i små blade og falbudt i det offentlige rum. På forsiden af disse såkaldte cordéis fortæller træsnit om indholdet, som kan være religiøse legender, fantastiske fabler, store personligheders levnedsløb eller beretninger om grusomme forbrydelser eller katastrofer. Uanset indholdet slutter en cordel altid med en morale, hvor det bliver slået fast, hvad der er godt at gøre, og hvad man skal holde sig fra.

Cordelista i sin bod med skillingstryk En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.

Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
I 2015-16 var der fare for, at en virus-sygdom, der overføres af Aedes-myggen, skulle udvikle sig til en epidemi i Brasilien, specielt Nordøst-brasilien. Hvis en gravid kvinde får denne zika-feber, kan det medføre, at fosterets hjerne ikke udvikles fuldt ud. Myndighederne iværksatte omfattende forebygnings-kampagner, og dertil bidrog Anne Karolynne, som er både sygeplejerske og cordelista. Jeg opdagede hendes bidrag til kampagnen via internet.

Her kan du læse en oversættelse til dansk af Anne Karolynnes cordel.

Cordel-kunsten har altså gjort springet fra deklamation på torvet til de sociale medier på Internet, og meget tyder på, at cordel er en robust kunstform, som stadig kan appellere til såvel udøvere som publikum i cyberspace. I en tid, hvor fake news florerer, har den ”gode gamle” cordel sin berettigelse. Den er til at forstå, og når budskabet kommer fra en sundhedsarbejder, er der virkelig grund til at høre efter. Her har jeg forsynet to af portrætterne fra Anne Karolynnes eget web med vers i cordel-form.

COVID19 har Anne Karolynne naturligvis også rimet om:

Corona virus em cordel

Min udførlige artikel (på portugisisk) om cordel-kunst i cyberspace kan læses her: ”Cordéis na Rede” .

Kilder:

Anne Karolynne Negreiros blog: http://cordelando389.blogspot.com.br

Candace Slater: Stories on a string. The Brazilian Literatura de Cordel. University of California Press. 1982

Dalinha Catunda og Rosário Pintos blog, der viser, at i dag er cordel både for kvinder og mænd: http://cordeldesaia.blogspot.com



Næste »