IBERIANA

En af det 21. århundredes helt store udfordringer bliver at værne om vandet, den livsvigtige ressource, som ikke kender til landegrænser på vores blå planet.
Men vandforsyningen er under pres, og det står meget klart her i Sydeuropa.

En vigtig aktivitet i “vores” lille bjerglandsby er at vande haverne, -og efter en vinter uden regn er bekymringen og aktiviteten på det område stor.
I dag er her kun en halv snes beboere tilbage. En gang boede her 10-20 gange så mange, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det har været at enes om at fordele de tider, hvor man måtte lede vandet ind i sine grønsags- og frugthaver og de små marker. Landsbyen ligger lige under udspringet af en lille flod, der løber ad to lejer, med et omfattende net af vandingskanaler. Derfra fordeles vandet videre – som her hvor Benigno og Antolín lige har lagt en rørledning ud for at føre vandet ned mod deres terrasse-anlæg nede ad stien mod Las Erías, den næste af de otte små bjergbyer, alquerías, der med få kilometers indbyrdes afstand følger flodens løb mod dalen.

Det er også den lille flod, der via vandværket forsyner landsbyen med drikkevand og i sommertiden fylder det naturlige svømmebassin med rindende kildevand.

Vores nabo Félix, der døde sidste sommer, var i en årrække landsbyens pedáneo (‘borgmester’). Det sværeste var at værne om en retfærdig fordeling af vandingstiderne, og holde fred mellem bysbørnene på dette vitale område. Félix’ enke fortalte forleden dag, hvordan hun som ung brugte nætterne til at vande; der var et par andre kvinder, som gik med hende ud i natten, – og selvfølgelig fulgtes hun med dem, når det var deres tur til at vande.
I januar 1961 var mine forældre og bedsteforældre på rejse i Spanien, og min mor skrev hjem til os børn fra Extremaduras hovedstad Mérida, romertidens Emerita Augusta. Vores mor var betaget af de store vandkraft- og kunstvandings-anlæg, der skulle ændre livet for Extremaduras allerfattigste, bringe el ud til hjem og værksteder, og stille sult og tørst ved at gøre det muligt at opdyrke hidtil golde egne. Javel, projekterne betød oversvømmelse af småbyer, tvangsforflytning af beboerne, arbejdet udførtes af politiske fanger, og Franco tog æren for præstationerne. Men i dag er efterkrigstidens “indre kolonisering” her i Spanien genstand for fornyet interesse og anerkendelse.

Forleden kørte vi forbi den store opdæmning “Gabriel y Galán”, som forsyner Alagón-dalens mange marker med vand. Det var uhyggeligt at se, at allerede d. 2. juni er vandstanden så lav som vi ellers kun kender den efter en lang sommer uden regn.

I avisen opfordrer Cáceres kommune borgerne til at spare på vandet: Overdæk bassinet når du ikke bruger det, så sparer vi 70% fordampning; du kan spare 25% ved at drypvande om natten; og næste gang, du vælger en plante til haven, så kan du spare 70% ved at gå efter en bæredygtig art, der klarer sig med regnvand.
Lille Matilda har besluttet, at hun ikke vil spilde en dråbe; giv en hånd til Matilda, for det er alles ansvar at passe på vandet:

Samme kampagne findes (naturligvis) også på internettet, med mange flere tegnede spareråd og videoer: SUMATE AL RETO DEL AGUA

Hvad er den af – skal det være de små, der tager udfordringen op og lærer de voksne at passe på vandet? Eller er budskabet, at det er den rene barnemad?

Mere (på spansk) om Franco-tidens “grønne revolution”:

Los colonos de la ‘España verde’ de Franco

Modernismo en el campo

I vores have og ved bygningerne vokser der vinstokke. Nogle gamle – og en enkelt ny lille plante ved foden af det mandeltræ, der ikke rigtig vil trives længere. Antolín satte den sidste år, fordi vi havde smagt druerne og rost dem!

Gad vidst, hvor mange forskellige sorter af druer vi har rundt omkring; der er mindst tre forskellige arter på de vinstokke, der omkranser haven, to forskellige under staldtagets udhæng – og en anden ovre i gaden ved køkkenet.
De er forskellige i farve og smag, – men hvad mon det er for nogle?

Romerne bragte vin til den Iberiske halvø for et par tusind år siden, og i tidens løb har der udviklet sig et utal af sorter, tilpasset de mange forskellige klima-typer og jordbundsforhold. Her har vi skifer-grund og et lunt klima i 700 meters højde.

I Extremaduras sydlige provins, Badajoz, dyrkes megen vin, og ved Guadiana-flodens bredder kan vinproducenterne opnå certifikatet DOP, (Denominación de Origen Protegida) Ribera del Guadiana, hvis de opfylder de nødvendige betingelser, herunder dokumentation for anerkendte druesorter.

De lokale hvide druer har navne som Macabeo, Eva de los Santos, Pardina eller Cayetana, mens rødvinen hovedsageligt bliver produceret fra den kendte tempranillo-drue. Som en nyhed har man tilføjet ni sorter til den liste, der blev etableret i 1999. Herunder den catalanske Xarello, som allerede anvendes til Extremaduras anerkendte cava (se herom “Skum til la Roja“) et par franske – og så det, der interesserer os her på Iberiana-bloggen: seks portugisiske druer. Fra nabolandet har man hentet druer som Touriga Nacional, der indgår i portvinsproduktionen, og Tricadera, som dyrkes i Alentejo lige ovre på den anden side af grænsen til hvor vi bor. I dette område er vinmarkerne blevet udvidet betragteligt i de seneste år, takket være Alqueva-opdæmningen på Guadiana-flodens løb i Portugal:

Portugal har 500 ‘indfødte’ druesorter, og vinavlerne i Guadiana-området er meget tilfredse med at kunne avle på portugisiske stammer. Lederen af sammenslutningen af producenter af DOP Riberas del Guadiana udtaler til avisen HOY, at det er ikke hensigten af konkurrere med portugisiske vine. Men da der kun er 60 kilometers afstand mellem vinegnene, er klima og jordbund stort set de samme, og det er et stort plus at kunne blande de portugisiske sorter i den lokale vin.
I Pinofranqueado’s supermarked købte vi denne dessertvin, som er fremstillet på Cayetana-druen:

Kilder:

Dagbladet HOY 11.05.2019

Miguel Herrero Ucedas: Extremadura en el corazón. Elan Editores. 2011.

www.visitevora.net

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.

Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014

Familiens yngste er i gang med at farvelægge et billede i malebogen.

To tøjdyr kommer forbi og præsenterer sig:

– Jeg hedder æsel.
– Og jeg er en enhjørning.
– Jeg er en passedyr, siger pigen.
– Mener du, at du er et pattedyr?
– Nej, jeg passer dyr.
– Nåh, du er en dyrepasser.
– Ja, og jeg skal passe jer, for den gamle dyrepasser er død.

Pigen taler både spansk og dansk, og derfor kommer hun til at sige passe-dyr, fordi de to sprog sammensætter den slags ord forskelligt: På spansk nævnes handlingen først, og genstanden sidst. På dansk kommer genstanden først, og derpå handlingen.

Sacacorchos – proptrækker; Cortacésped – plæneklipper; Sabelotodo – en der ved alt.

Når de voksne har hemmeligheder, taler de engelsk. Barnet taler også engelsk, bare på en anden måde.

I begyndelsen var brødet

Ved min barndoms middagsbord fik vi som regel formad, i dyb tallerken med ske. Supper af forskellig slags, grød eller øllebrød. Det sidste fremstillet af de rugbrødsskorper, som var blevet for tørre til at skære i skiver. De blev gemt i en krukke, til der var nok til en gang øllebrød; så blev stumperne udblødt og kogt til en grød, der blev tilsmagt med mørkt hvidtøl og undertiden puddersukker. Vi fik kold mælk på den varme grød, der kunne indeholde klumper, og det var tegn på karakterstyrke ikke at rynke på næsen over dem!

Øllebrød fik vi også tit om morgenen, vekslende med varm mælk med tvebakker og kanelsukker.

Ikke kun rugbrød kan genbruges

Her på den iberiske halvø har man også tradition for at bruge det tørre brød. Når hyrderne var oppe i bjerget med får og geder i lange perioder, blev det medbragte brød efterhånden tørt. Så det blev lagt i blød og i småstumper stegt i olivenolie, krydret med hvidløg og tørret stærk peberfrugt. Disse migas extremeñas kan varieres på mange måder, med kartofler, med kikærter, med lidt pølse eller spegeflæsk eller hvad man nu har.

Nu om dage er hyrdernes hverdagskost blevet en populær ‘tapa’ i barerne ude på landet, og i byerne følger man trop. Et hold mentalt handicappede opnåede på et gastronomisk innovationskursus anerkendelse for ideen om at indføre oprindelsescertifikat for migas extremeños, under betingelse af, at de tilberedes med hvidløg og olivenolie fra Extremadura, og med Vera-dalens “røde guld”, krydderiet pimentón de la Vera.

Den portugisiske migas-tradition bliver ligeledes opgraderet. I søndags fik vi ‘smag for sagn’ i den lille bjergby Segura, lige ovre på den anden side af grænsen ved Alcántara. Der blev holdt “Festas das Migas” med deltagelse fra den lille by og mange andre småbyer i området.

De gule poser (til tre euros) indeholder en lille lerskål og en træske.

I en række telte er der 30-40 borde, hvor vi flokkes med vores skåle for gratis at smage på deltagernes migas-varianter.

Det viste sig at være supper med brød i mange variationer: med fisk, med pølse, med kikærter, med kartofler, med vildsvin, med gazpacho.
Ind imellem smagsprøverne bliver skålene skyllet.

Der var ogå et lille marked og optræden af forskellige sangere og musikere. En dag for hele familien.

Da min naboerske Julia hører om migasfesten, siger hun, at nu om dage laver hun sjældent migas, fordi hun har sukkersyge – og så beskriver hun sine yndlingsmigas. Hun kommer brødkrummerne på panden med LIDT olie, og varmer dem langsomt igennem, og til sidst skal der honning i. Minder det dog ikke om æblekagerasp – og hvad er rasp? Brødkrummer! Restemad med variationer – en historie, der kan blive længere og længere.

Som sagt er migas på den kulinariske dagsorden i disse tider, og selvfølgelig emne for mangt og meget på internet. Et godt sted for dem, der forstår spansk, er http://hacermigas.com/ – hvorfra jeg har lånt billedet af migas fra Extremadura.

mere om hyrder i grænselandet

Mere (på spansk) om gastronomisk anvendelse af tørt brød: Torrijas

En lille times kørsel herfra, ad vejen mod Plasencia, ligger en by ved navn Montehermoso: Det smukke bjerg. Og sandelig er landskabet smukt. På de bløde bjerge løber bække gennem frodige græsgange med fritstående træer, og store klippeblokke bryder det mindste tilløb til monotoni.
Men selve byens gader præges ikke af sydlandsk charme, nærmest trist tager gadebilledet sig ud:

Her skal man lede efter en smuk bygning, om end visse prangende villaer og nydelige byhuse vidner om ejernes økonomisk format, som dette, hvor en advokat har sit kontor og bolig.

At man i denne by har sans for skønhed, derom vidner byens store velpassede park

– med en mangfoldighed af gamle træer af mange arter, hvis skygge man kan nyde på elegante bænke.

Vi var der forleden i en stille formiddagstime, og blev modtaget af en duft af roser, som vandes flittigt i parkens plæner og langs dens gange.

Men allerede udenfor ses en væld af roser, klatrende på hegnene omkring parken.

I den stille formiddagstime var vi næsten alene i parken; men når det har ringet ud fra skolen, kan (bedste)forældre og børn udfolde sig med motions-apparater og på legepladsen.

eller ved spillebordet.

Der er også sørget for dem, der holder af at trille kugler: petanca, hedder det her.

Heroppe på “vores” bjerg vokser der også roser. I et hjørne af en af Julias mange køkkenhaver

og mellem Santiagos vinstokke.