Blog Image

IBERIANA

Hvide huer – Virak og Virus

kultur, Portugal Posted on 30 jun, 2020 09:01:38

Covid19-truslen hænger stadig over verden, herunder Danmark, uanset hvor fint “vi” foreløbig har klaret os. Lykken er lunefuld. De renlige portugisere, som har ligget fint i statistikkerne, oplever nu en heftig stigning i tilfælde, især i Lissabon-området. En årsag blev tydeligt illustreret på en fotoserie i net-udgaven af dagbladet Público: metro-passagerer i trængsel, alle med mundværn, men det er ikke nok til at beskytte totalt mod den lumske smitte. Se Miguel Mansos billedserie i Públicos reportage, hvor der argumenteres for ØGET INVESTERING I OFFENTLIG TRANSPORT

I den forgangne uges solrige sommerdage har gaderne i Danmark genlydt af lastbilhorn-fanfarer og skrig og skrål. Studenterne fik nemlig overtalt ministeren til at tillade dem at køre rundt med hvide huer, så de kunne blive lykønsket rundt omkring i hjemmene.
Der blev ikke båret mundbind, og hvert skrig sendte byger af dråber ud fra svælgene. De dråber kan føre virus fra person til person. De fleste unge kommer velsagtens let over en gang covid19, men hvad med de ældre gratulanter på deres vej?
Køreturen afsluttes med fejring i festligt lag. Der blev således arrangeret fest ved kajen i Havnegade lørdag aften, og tidligt søndag morgen så der sådan ud:

Forhåbentlig besvarede festdeltagerne Ministerens tillid til deres ansvarlighed med, at de og ikke kommunens gartnere ryddede op på stedet!



En hymne til ligheden

Portugal Posted on 06 jun, 2020 07:31:03

I disse dage, hvor verden bæver over fornyet alvorlig race-betonet vold i USA, kan vi på BERTRAND-boghandlens blog læse om Rómulo Vasco da Gama Carvalho: han var fysiker og kemiker og skrev for børn og unge om naturvidenskab, og desuden udfoldede han sig som digter under navnet António Gedeão.

Bertrands boghandel bringer helt aktuelt Gedeão’s hymne til ligheden: ”Lágrima de preta” (en sort kvindes tåre) – hør den her i Adriano Correia de Oliveiras fortolkning.

En prosa-oversættelse af Gedeãos digt fra 1961:
Jeg mødte en grædende sort kvinde
og bad om en tåre for at analysere den.
Jeg hældte ganske forsigtigt tåren
i et omhyggeligt steriliseret reagensglas.
Jeg betragtede den fra alle sider;
den så ud som en helt gennemsigtig dråbe.
Jeg bestilte syrer, baser og salt,
de kemikalier der anvendes i sådanne tilfælde.
Jeg prøvede med kulde, jeg forsøgte at varme den op,
og hver gang gik det som sædvanlig:
Intet tegn på sort, ingen rest af had.
(I det store og hele) vand og natriumklorid.

Her er Manuel Freire’s fortolkning og den portugisiske tekst.

Encontrei uma preta
que estava a chorar,
pedi-lhe uma lágrima
para a analisar.

Recolhi a lágrima
com todo o cuidado
num tubo de ensaio
bem esterilizado.

Olhei-a de um lado,
do outro e de frente:
tinha um ar de gota
muito transparente.

Mandei vir os ácidos,
as bases e os sais,
as drogas usadas
em casos que tais.

Ensaiei a frio,
experimentei ao lume,
de todas as vezes
deu-me o que é costume:

nem sinais de negro,
nem vestígios de ódio.
Água (quase tudo)
e cloreto de sódio.

Kilde: https://www.bertrand.pt/blogue-somos-livros/poemas-que-salvam-o-dia/artigo/-lagrima-de-preta-de-antonio-gedeao/172527

P.S. Bertrand fortæller også, at det kendte turisme-slogan VisitPortugal er blevet ændret til ReadPortugal – og den opfordring følges af The Guardian:

10 of the best novels set in Portugal – that will take you there



RENLIGHEDENS PRIS

kultur, Portugal Posted on 08 maj, 2020 16:34:55

Antonia fra Tenerife giftede sig i 1950’erne med en dansker, og de bosatte sig i København. Hun lærte dansk og var i mange år guide for spansk-talende turister. Antonia har fortalt mig, at en af hendes ‘spids-kompetencer‘ var kendskabet til byens offentlige toiletter. Det er efterhånden længe siden.

I dag står fine bygninger stadig tilbage, men de fleste er lukkede, og fortidens pissoirer er nedlagte. Det hører til undtagelserne, at et offentligt toilet er åbent, og at det bærer præg af rengøring!
Det samme gælder toiletterne på jernbanestationerne. Hvis de er tilgængelige, skal man have en femkrone parat – og hvem går efterhånden rundt med skillemønt? Men hos DSB som på gader og stræder er mange toiletter sløjfet, og i forbindelse med S-tog og Metro skal man ikke forvente at kunne lette sin tisse-trang!

Toilet-bygning i Funchal, Madeiras hovedstad

Anderledes i Portugal. Selv i den mindste bjerglandsby finder vi tydeligt skiltede offentlige toiletter, de er rene og forsynet med toiletpapir og der er en håndvask, ofte med sæbe og papirhåndklæder. Også i forrummet er der en håndvask, for måske skal man bare vaske hænder! I restauranter, cafeer og konditorier, såvel i landsbyer som i storbyer, ser vi håndvaske, hvor gæsterne kan forfriske sig, før de indtager stedets delikatesser. Opfindsomt design skorter det ikke på.

Vaskekumme på Madeira

Disse iagttagelser kan kobles til nogle af de tal, som i COVID19-tiden strømmer ud af computere fra nær og fjern. Portugals naboland Spanien, hvor man mildest talt har for skik at sløse med hygiejnen, har meget høje tal i opgørelserne for COVID19-syge og døde i de lande, hvor sygdommen meldte sig først, mens Portugal – og Danmark! – ligger nederst, kun undergået af Island. Se PORDATA pr. 8. maj 2020

Ingen overnatning – nej, så meget beder vi nu heller ikke om!

Titlen på denne blogpost er RENLIGHEDENS PRIS. Det skal for det første forstås som en lovprisning af Portugals renlige civilisation. D. 24. april indførte de portugisiske myndigheder en “smiley”-ordning, som garanterer at turister trygt kan besøge de steder, der har fået certifikatet “Clean and Safe”.

På den anden side vil jeg hævde, at når danske kommunalpolitikere og Banedanmark beslutter at sløjfe toiletter og håndvaske, betales der en helbredsmæssig pris, som er højere end prisen for at stille toiletterne til rådighed for borgerne. (Se aktuel Status for Københavns kommunale toiletter )

Brygge-plads-kultur

Under den strenge karantæne har Danmark klaret krisen lige så godt som Portugal, og her på Bryggen holder man sig foreløbig pænt inden for de felter, der er tegnet på græs-arealerne.

Velbekomme!

Men hvordan vil det gå, når “fluepapiret” fyldes, og de spontane badegæster flokkes om de mobile fastfood-steder? – Vi skulle nødig opleve en ny Sankt Hans-morgen som denne:

Fortsættelse : godt en måned efter at jeg skrev dette indlæg, kommer jeg forbi toiletbygningen ved Langeliniebroen over jernbaneterrænet. Den er åben i sommertiden, og et smukt eksempel på, hvordan det stadig lader sig gøre at imødekomme borgernes påtrængende behov.



Partnervold – samfundsansvar

kultur, Portugal Posted on 22 aug, 2019 15:48:42

I 2020 er befolkninger i store dele af  verden underlagt restriktioner for udgang, og alle store arrangementer bliver aflyst: Karneval, 8. marts-demonstrationer, påskeoptog og messer,… Og den danske social-minister melder om uhyggelig stigning i tilfælde af vold i hjemmet.

Jeg tænker tilbage til, hvad vi så på Madeira i 2019; da faldt karnevalstiden så sent som i begyndelsen af marts. I Funchal var der mange flotte optog med fristende udklædte deltagere.

Under listen i den lokale avis over arrangementer på “kvindernes dag” d. 8. marts annoncerede diskoteker med halv pris for de kvindelige deltageres drinks, samt mandlig striptease. Der var lagt op til løsslupne dage i varmen!

Men da vi gik ud i Funchal by d. 7. marts, så vi, at alle officielle bygninger flagede på halv stang.
Hvem mon der var død?
Vi spurgte på restauranten, hvor vi spiste frokost, men der vidste man ikke noget.

Forklaringen kom paa TV-nyhederne: i en lille by i Nordportugal var en kvinde blevet dræbt af sin partner; en fyrreårig mor til to ville skilles, men blev kvalt; manden meldte sig selv; børnene var (gudskelov) ikke hjemme.

Dermed skete det for ellevte gang i år 2019, at vold i et portugisisk hjem blev afsluttet med et drab.
Og det skete netop d. 7. marts, dagen som d. 22. februar var blevet erklæret for national sørgedag mod vold i hjemmet. Portugals regering anser det for totalt uacceptabelt, at 500 kvinder er blevet myrdet af deres partnere inden for 15 år.
Minister Mariana Vieira da Silva, kalder til mobilisering af hele samfundet i kampen mod ligegyldighed og banalisering af vold inden for hjemmets fire vægge. Således som der appelleres til med denne plakat: “Meld vold i hjemmet, det er alles ansvar. Vold i hjemmet er en offentlig forbrydelse”.

Lovgivningen skal fremme omgående beskyttelse og støtte til voldsramte kvinder, og voldelige ægtemænd skal dømmes som andre voldsforbrydere.

Vi ser paa TV, hvordan parlamentet holder et minuts stilhed for de døde kvinder, og d. 8. marts, bliver der afholdt demonstrationer mange steder i landet.


Der er bred enighed om, at der behøves en holdningsændring, og det tager tid. Alle må lære, at vold ingen steder hører hjemme, allermindst inden for hjemmets fire vægge.
“Indtil døden os skiller” er overskriften på denne plakat for foreningen til støtte for voldsofre.


I Portugal styrkes denne holdning også blandt de unge. Den nationale læseplan for eleverne i de ældste klasser omfatter forfatterinden Lídia Jorge’s novelle “Marido” (Ægtemand). I novellen skildres en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind. Således som der nu er taget stilling fra regeringens side med skærpet lovgivning og retspraksis. Og d. 25. november vil mange parter markere den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

I Danmark er der ligeledes fokus på, at vold i hjemmet er et samfundsanliggende. Således skriver Lisbeth Jessen, direktør i Danner, torsdag d. 22. august 2019 i Berlingske Tidende: “Politiet må opruste i sager om partnervold” . Hun siger bl.a. »Politiet skal gøre sig klart, at det her ikke er et privat problem. Bare fordi der ikke bliver skudt i det offentlige rum som med bandedrab, har vold og drab i hjemmet stadig store implikationer for både den enkelte og for samfundet«.
Og i foråret 2020 læser vi om tendensen til stigning i Danmark: “Siden nedlukningen den 11. marts, hvor Statsministeren bad danskerne om at blive hjemme, har Lev Uden Vold i gennemsnit modtaget 4,1 henvendelser dagligt vedrørende en ledig plads på kvindekrisecenter. Det er cirka en fordobling i forhold til normalt.” se  artiklen CORONA-PÅBUD FÅR PARTNERVOLD TIL AT STIGE. 



Druens Navn

Extremadura, mad og drikke, Portugal Posted on 16 maj, 2019 12:36:32


I vores have og ved bygningerne vokser der vinstokke. Nogle gamle – og en enkelt ny lille plante ved foden af det mandeltræ, der ikke rigtig vil trives længere. Antolín satte den sidste år, fordi vi havde smagt druerne og rost dem!


Gad vidst, hvor mange forskellige sorter af druer vi har rundt omkring; der er mindst tre forskellige arter på de vinstokke, der omkranser haven, to forskellige under staldtagets udhæng – og en anden ovre i gaden ved køkkenet.
De er forskellige i farve og smag, – men hvad mon det er for nogle?


Romerne bragte vin til den Iberiske halvø for et par tusind år siden, og i tidens løb har der udviklet sig et utal af sorter, tilpasset de mange forskellige klima-typer og jordbundsforhold. Her har vi skifer-grund og et lunt klima i 700 meters højde.


I Extremaduras sydlige provins, Badajoz, dyrkes megen vin, og ved Guadiana-flodens bredder kan vinproducenterne opnå certifikatet DOP, (Denominación de Origen Protegida) Ribera del Guadiana, hvis de opfylder de nødvendige betingelser, herunder dokumentation for anerkendte druesorter.


De lokale hvide druer har navne som Macabeo, Eva de los Santos, Pardina eller Cayetana, mens rødvinen hovedsageligt bliver produceret fra den kendte tempranillo-drue. Som en nyhed har man tilføjet ni sorter til den liste, der blev etableret i 1999. Herunder den catalanske Xarello, som allerede anvendes til Extremaduras anerkendte cava (se herom “Skum til la Roja“) et par franske – og så det, der interesserer os her på Iberiana-bloggen: seks portugisiske druer. Fra nabolandet har man hentet druer som Touriga Nacional, der indgår i portvinsproduktionen, og Tricadera, som dyrkes i Alentejo lige ovre på den anden side af grænsen til hvor vi bor. I dette område er vinmarkerne blevet udvidet betragteligt i de seneste år, takket være Alqueva-opdæmningen på Guadiana-flodens løb i Portugal:


Portugal har 500 ‘indfødte’ druesorter, og vinavlerne i Guadiana-området er meget tilfredse med at kunne avle på portugisiske stammer. Lederen af sammenslutningen af producenter af DOP Riberas del Guadiana udtaler til avisen HOY, at det er ikke hensigten af konkurrere med portugisiske vine. Men da der kun er 60 kilometers afstand mellem vinegnene, er klima og jordbund stort set de samme, og det er et stort plus at kunne blande de portugisiske sorter i den lokale vin.
I Pinofranqueado’s supermarked købte vi denne dessertvin, som er fremstillet på Cayetana-druen:

Kilder:

Dagbladet HOY 11.05.2019

Miguel Herrero Ucedas: Extremadura en el corazón. Elan Editores. 2011.

www.visitevora.net



Klokkeklang

Extremadura, kultur, Portugal Posted on 07 maj, 2019 17:11:51

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.


Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014



Er du brødflov?

mad og drikke, Portugal Posted on 12 jun, 2018 21:42:13

I begyndelsen var brødet

Ved min barndoms middagsbord fik vi som regel formad, i dyb tallerken med ske. Supper af forskellig slags, grød eller øllebrød. Det sidste fremstillet af de rugbrødsskorper, som var blevet for tørre til at skære i skiver. De blev gemt i en krukke, til der var nok til en gang øllebrød; så blev stumperne udblødt og kogt til en grød, der blev tilsmagt med mørkt hvidtøl og undertiden puddersukker. Vi fik kold mælk på den varme grød, der kunne indeholde klumper, og det var tegn på karakterstyrke ikke at rynke på næsen over dem!

Øllebrød fik vi også tit om morgenen, vekslende med varm mælk med tvebakker og kanelsukker.

Ikke kun rugbrød kan genbruges

Her på den iberiske halvø har man også tradition for at bruge det tørre brød. Når hyrderne var oppe i bjerget med får og geder i lange perioder, blev det medbragte brød efterhånden tørt. Så det blev lagt i blød og i småstumper stegt i olivenolie, krydret med hvidløg og tørret stærk peberfrugt. Disse migas extremeñas kan varieres på mange måder, med kartofler, med kikærter, med lidt pølse eller spegeflæsk eller hvad man nu har.

Nu om dage er hyrdernes hverdagskost blevet en populær ‘tapa’ i barerne ude på landet, og i byerne følger man trop. Et hold mentalt handicappede opnåede på et gastronomisk innovationskursus anerkendelse for ideen om at indføre oprindelsescertifikat for migas extremeños, under betingelse af, at de tilberedes med hvidløg og olivenolie fra Extremadura, og med Vera-dalens “røde guld”, krydderiet pimentón de la Vera.

Den portugisiske migas-tradition bliver ligeledes opgraderet. I søndags fik vi ‘smag for sagn’ i den lille bjergby Segura, lige ovre på den anden side af grænsen ved Alcántara. Der blev holdt “Festas das Migas” med deltagelse fra den lille by og mange andre småbyer i området.


De gule poser (til tre euros) indeholder en lille lerskål og en træske.


I en række telte er der 30-40 borde, hvor vi flokkes med vores skåle for gratis at smage på deltagernes migas-varianter.


Det viste sig at være supper med brød i mange variationer: med fisk, med pølse, med kikærter, med kartofler, med vildsvin, med gazpacho.
Ind imellem smagsprøverne bliver skålene skyllet.

Der var ogå et lille marked og optræden af forskellige sangere og musikere. En dag for hele familien.


Da min naboerske Julia hører om migasfesten, siger hun, at nu om dage laver hun sjældent migas, fordi hun har sukkersyge – og så beskriver hun sine yndlingsmigas. Hun kommer brødkrummerne på panden med LIDT olie, og varmer dem langsomt igennem, og til sidst skal der honning i. Minder det dog ikke om æblekagerasp – og hvad er rasp? Brødkrummer! Restemad med variationer – en historie, der kan blive længere og længere.

Som sagt er migas på den kulinariske dagsorden i disse tider, og selvfølgelig emne for mangt og meget på internet. Et godt sted for dem, der forstår spansk, er http://hacermigas.com/ – hvorfra jeg har lånt billedet af migas fra Extremadura.

mere om hyrder i grænselandet

Mere (på spansk) om gastronomisk anvendelse af tørt brød: Torrijas



En bydel genfødes

kultur, Portugal Posted on 04 apr, 2018 21:12:39


I den østlige udkant af Portugals næststørste by, Porto, løber en lille gade, Rúa de Barão da Nova Sintra fra metro-stationen Heroísmo ud mod Douro-floden.


Den baron, som gaden er opkaldt efter, var en driftig handelsmand i tekstilbranchen, José Joaquim Leite Guimarães der stammede fra Nordportugal. I 1825, som 17-årig, tog han til Brasilien, og efter der at have skabt en stor formue, vendte han tilbage til Europa, hvor han interesserede sig levende for, hvad der rørte sig i tiden – midt i det 19. århundrede. Han erhvervede et gods ved Lissabon, som han kaldte “Nova Sintra” og det var som godsejer der, at han blev adlet af kong Luíz I.
Som moden mand bosatte han sig i Porto, hvor han bidrog til byens modernisering og forskellige veldædige institutioner, deriblandt skolen i Rúa do Barão de Nova Sintra. Baronens buste våger over indgangen til Colégio do Barão de Nova Sintra:

På den anden side af gaden finder vi Aguas do Porto, byens vandværk, anlagt i 1932.


En solvarm formiddag sidst i marts gik jeg ned ad denne gade og fandt en gammel park, som nu er sat smukt i stand. Det er en rigtig botanisk have, med en mangfoldighed af prægtige vækster.


Fordi terrænet ned mod floden på dette sted stiger stejlt, er hele parken lys og luftig, og der er overalt udsigter over Douro og jernbanelinien, som her fører gods til og fra Campanhã-stationen.


Her og der kan man standse op ved flotte gamle fontæner. Parken er nemlig en slags “vand-museum”.


Man har flyttet byens brønde og fontæner hertil. Efter anlægget af vandværket skulle de ikke længere forsyne de forskellige kvarterer i Porto med vand, som tidligere blev båret hjem i store krukker.


Ved de enkelte fontæner står skilte, der fortæller, hvilke kvarterer, de stammer fra, og hvilke kilder, der fyldte dem med vand.

Parken er åben hver dag fra 10-18, i weekenden fra 9-19. Der er gratis adgang, og metroen går som sagt næsten til porten!


Tilbagevejen til Portos bymidte via Campanhã-stationen kan lægges gennem den lille Miraflor-gade, som nu er i opbrud.


Imellem husene går lange passager helt over til parallel-gaden.


Her er plads til nytænkning og kvartersløft!


Manuela Matos Monteiro og João Lafuentes har indrettet galleri og atelier “Espaço Mira” i et forladt magasin.


Flere følger efter med initiativer, der bringer liv i de forladte magasinbygninger og skaber et nyt “neuralgisk center” for kulturlivet i Porto.

Kilder:

Águas do Porto

Mariana Correia Pinto: Porto, última estação. FFMS 2017



Næste »