Blog Image

IBERIANA

Lídia Jorge – nu på dansk

kultur, Portugal Posted on 08 jun, 2021 15:39:59

LÍDIA JORGE er en af Portugals store skikkelser inden for litteratur og samfundsdebat. Hun var ventet til Danmark i år i anledning af den portugisiske sprogdag, men pandemien forhindrede det. Heldigvis er det muligt at lære nogle af hendes temaer at kende igennem tre fortællinger, som nu er udkommet på dansk. I bogen møder vi tre mennesker i afgørende øjeblikke i deres liv.

I novellen ”Parfume” ser en mand tilbage på den tid, hvor han brat blev alene med sin far, og en moderlig barnepige involverede sig i begges velfærd.

Fortællingen ”Ægtemand” skildrer en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind.

I den tredje novelle “Fuglebeviset” udfordrer en vindtør gymnasielærer sin ateistiske grundholdning med et forsøg, der konfronterer ham med livet i dets mest primitive form.

LÍDIA JORGE fortæller” koster 150 kr og kan købes hos:

VINHO. Knabrostræde 3, porten th. 1210 København K. tlf. 2518 8751

Butikken holder åbent:
Torsdag 12-18
Fredag 12-19
Lørdag 12-18

OM FORFATTERINDEN

Lídia Jorge var barn og ung i diktatoren Salazars tid.
Hun blev vidne til den blodige afvikling af koloniherredømmet.
Efter den fredelige Nellike-revolution 25. april 1974 engagerede hun sig i udformningen af det nye Portugal.
Den 9. marts i år inddrog landets præsident hende i sit statsråd.

Lídia Jorge blev født d. 18. juni 1946 i den lille by Boliqueime i Algarve, Portugals sydligste region. Familien var landbrugere, men hendes far og bedstefar søgte lykken i Afrika, da Lídia var fire år. Moderen blev hjemme i Boliqueime og opmuntrede Lidia til selvstændighed, så hun flyttede tidligt hjemmefra for at gå på gymnasiet i Faro og fik derefter et stipendium til at studere ved universitetet i Lisboa.

Under indflydelse af faderens beretninger om Afrika som de store muligheders kontinent tilbragte hun en stor del af sin ungdom som lærer i Angola og Mozambique, der den gang var portugisiske kolonier.

Hun giftede sig med en officer og blev vidne til uafhængighedskrigene. Disse oplevelser satte dybe spor i hendes liv og digtning: ”Litteraturen vasker Historiens kolde øjne med brændende tårer” har hun sagt.

I 1988 skrev Lídia Jorge en roman, hvor hovedpersonen konfronterer Salazar-regimets myter med sine personlige erfaringer som hustru til en officer i Mozambique ved slutningen af kolonikrigene. Den komplekse fortælling fokuserer på to tilbagevendende temaer hos Lídia Jorge: krigens grusomheder og kvinder fanget i ulykkelige ægteskaber. Margarida Cardosos filmatisering fra 2004 gengiver på knugende vis den angst og tavshed, der dominerer portugisernes liv på Stella Maris-hotellet.

Fra filmen “A costa dos murmúrios” – kysten hvor der mumles og hviskes

I novellens korte form kan Lídia Jorge skildre et afgørende forløb i et menneskes liv og indsætte det i et samfundsperpektiv, som i “Espuma da tarde” (Eftermiddagens skum) der foregår ved badestedet Costa da Caparica, uden for sæsonen.

Lídia Jorge søger det ”sociale drama”. I fortællingen Eftermiddagens skum angiver hun sted og tid, men navngiver ikke personerne. Problematikken aftegner sig klart. Nellike-revolutionen affødte ikke et samfund med muligheder for disse unge mennesker, og det er ikke længere en udvej at drage over havet til portugisisk-talende territorier. Deraf den metaforiske titel “Eftermiddagens skum”: Skummet får volumen, når det piskes af havet, men det har ingen varig substans, det kan ikke holde den desperate unge mand oppe.

Novellen udkom på Lisboa-forlaget Dom Quixote, stiftet af danskeren Snu Seidenfaden. I titelnovellen ”Marido” (ægtemand) venter en portnerske ængstelig på sin mands hjemkomst. Hun bønfalder jomfru Maria om at stå hende bi, så han ikke mishandler hende i aften. Hun vender det døve øre til, når ejendommens beboere råder hende til skilsmisse: ”Han er en god mand” – for han lader hende gå i kirke, ikke som andre ugudelige ægtemænd.
Men ægtemanden sætter ild til hendes hår, og hun dør. Den hellige Jomfrus hjælp er ikke af denne verden.

Det faktum, at historien er inkluderet i den nationale læseplan, illustrerer det portugisiske samfunds engagement i at overvinde det alvorlige problem med vold i hjemmet.

Til døden os skiller. National sørgedag for ofre for vold i hjemmet

Når jeg tænker på noget, jeg har læst af Lídia Jorge, er det ofte som at huske en film; Jeg ser billeder, overværer scener med dialoger. Fortællingen “Parfume” er en af fem fra “Praça de Londres”. Lídia Jorge kalder den en ‘sen hyldest til Yilmaz Güney’.
I denne novelle får Lídia Jorge os til at se og høre historien, næsten som om vi sad i en biograf. En nat i en øde hotelbar husker en mand en afgørende tid i sit liv, da han blev alene med sin far, efter at moderen havde forladt dem for en anden mand. Heldigvis kommer den moderlige barnepige Ludovina i huset og tager sig af den fem-årige Rui. Faderen er klassisk guitarist og rejser meget med sin kvintet. Når han vender tilbage fra sine rejser, undersøger Ludovina vasketøjet grundigt, og den dag, det dufter af en feminin parfume liver hun op, for manden trænger jo til en kvinde. Sådan begynder eventyret at udfolde sig for ens indre blik og hørelse som i en film, hvor følelser oversættes til billeder.

Fra slaget ved Lys 1918

I en radiokronik fortalte Lídia Jorge om soldaten Gertrudes’ beretninger om at være portugisisk soldat i Flandern under første verdenskrig. Det var grusomt, for portugiserne var dårligt forberedt, mens tyskerne var mange flere, og de var bedre udrustet og trænet. Mange portugisiske soldater døde i skyttegravene, men Gertrudes blev taget til fange og gennemgik måneder med tvangsarbejde, sult og kulde. Lille Lídia bad dag efter dag Gertrudes gentage sin historie – og hun husker, hvordan han, som om alt var sket dagen før, beskrev tilværelsen i skyttegravene, kulden, hungersnøden, sygdommene – ”og hans beskrivelse blev en film. På højdepunktet af beretningen kastede den mand, der en gang var soldaten Gertrudes, sig på jorden, dækkede ørerne med sine hænder, stivnede, efterlignede drønet fra en granateksplosion, og rejste sig endelig med ordene: ”Sådan var det” .
I efteråret 2020 udkom denne og fyrre andre radiokronikker af Lídia Jorge, og den 4. maj i år tildelte den portugisiske forfatterforening og Byrådet i Loulé bogen deres førstepris i essay-kategorien. Forfatterinden var tydelig rørt over denne anerkendelse fra kollegerne og politikerne på hendes hjemegn.

Pris-overrækkelsen

Bogens titel: “Em Todos os Sentidos” rummer en sproglig udfordring: Hvordan gengiver man med en enkelt dansk glose ordet sentidos, der har så mange betydninger: I alle retninger • betydninger • henseender • meninger • sanser…

et lille udvalg af et omfattende forfatterskab

Lídia Jorges bøger er oversat til atten sprog – nu også til dansk!

FACTS på engelsk med resumeer af de enkelte værker samt meddelelsen om FIL-prisen på $150.000, som Lídia Jorge modtog ved den internationale bogmesse for romanske sprog i Guadalajara, Mexico i november 2020.



Lisboa-eventyr

Film, Portugal Posted on 09 apr, 2021 12:03:33

I disse corona-tider har vi set mange film i Hjemmebiografen. Tjenesten MUBI giver adgang til en meget bred vifte af “anderledes” film, og her vil jeg fortælle om en Lisboa-historie, der totalt bjergtog os, trods en indledende undren over dens fortællestil.

Filmen “La Religieuse Portugaise” (den portugisiske nonne) skrider af sted i en helt speciel rytme, som man skal vænne sig til! Der panoreres i underskønne optagelser hen over byen, over havet, over pladsen neden for hotellet… vi hører dæmpet dejlig sang og forventningen vokser, hvad vil der ske? En ung kvinde bevæger sig gennem Lisboas aftentomme gader næsten som i en dans…

Kameraet dvæler på personernes ansigt, vi når lige at blive nysgerrige efter, hvad de vil sige … Når de siger noget, er det ikke i hverdagsreplikkernes tempo, nej, hvert ord får vægt. Dette særlige filmsprog hænger sammen med, at instruktøren Eugène Green er specialist i baroktidens deklamation og har produceret lydoptagelser, hvor man hører tekster af klassikere som La Fontaine, Racine og Shakespeare fremsagt som på deres egen tid!

Filmens handling er inspireret af en berømt bog, der udkom anonymt i Paris i 1669. Den har form af fem breve fra en portugisisk nonne til en fransk officer, der skal bistå portugiserne i deres kamp for uafhængighed af Spanien. Officer og nonne bliver elskende i selve klostret, og da han drager bort, griber hun i brevene hjerteskærende ud imod ham.
(Der har i tidens løb været gisnet om brevenes autenticitet, indtil det blev fastslået, at de er ikke blot oversat, men skrevet af den franske greve Gabriel de Guilleragues, men det gør jo ikke historien mindre fascinerende.)

Dette høj-romantiske stof vil Eugène Green filmatisere i Portugal, og vi ser den ene hovedrolleindehaver Julie ankomme til Lisboa. Hendes mor er portugiser, og de har været i Porto, men Julie er nu for første gang i Lisboa, hvor hun oplever nogle møder, der ændrer hendes livsbane, – om end de to franske skuespillere kun er der få dage, da de fortællende ord til filmen er indtalt på forhånd.

I reklame-spottet har de to franske skuespillere tilbragt natten sammen. Nu skal han tilbage til Paris, men hun bliver endnu en dag i Lisboa, hvor hun opnår ny balance i livet gennem mødet med en nonne, som tilbringer hver nat med at bede i kapellet Nossa Senhora da Graça.

På youtube findes også en 13 minutter lang central scene fra sidst i filmen, hvor Julie og nonnen taler sammen i kapellet (med engelske undertekster)

Hermed være “La Religieuse portugaise” anbefalet!

Kilder:

MUBI en kilde til mangfoldige film-oplevelser for 89 dkr/md

Fransk wiki-artikel om bogen, der inspirerede til filmen: https://fr.wikipedia.org/wiki/Lettres_portugaises



Hvide huer – Virak og Virus

kultur, Portugal Posted on 30 jun, 2020 09:01:38

Covid19-truslen hænger stadig over verden, herunder Danmark, uanset hvor fint “vi” foreløbig har klaret os. Lykken er lunefuld. De renlige portugisere, som har ligget fint i statistikkerne, oplever nu en heftig stigning i tilfælde, især i Lissabon-området. En årsag blev tydeligt illustreret på en fotoserie i net-udgaven af dagbladet Público: metro-passagerer i trængsel, alle med mundværn, men det er ikke nok til at beskytte totalt mod den lumske smitte. Se Miguel Mansos billedserie i Públicos reportage, hvor der argumenteres for ØGET INVESTERING I OFFENTLIG TRANSPORT

I den forgangne uges solrige sommerdage har gaderne i Danmark genlydt af lastbilhorn-fanfarer og skrig og skrål. Studenterne fik nemlig overtalt ministeren til at tillade dem at køre rundt med hvide huer, så de kunne blive lykønsket rundt omkring i hjemmene.
Der blev ikke båret mundbind, og hvert skrig sendte byger af dråber ud fra svælgene. De dråber kan føre virus fra person til person. De fleste unge kommer velsagtens let over en gang covid19, men hvad med de ældre gratulanter på deres vej?
Køreturen afsluttes med fejring i festligt lag. Der blev således arrangeret fest ved kajen i Havnegade lørdag aften, og tidligt søndag morgen så der sådan ud:

Forhåbentlig besvarede festdeltagerne Ministerens tillid til deres ansvarlighed med, at de og ikke kommunens gartnere ryddede op på stedet!



En hymne til ligheden

musik, Portugal Posted on 06 jun, 2020 07:31:03

I disse dage, hvor verden bæver over fornyet alvorlig race-betonet vold i USA, kan vi på BERTRAND-boghandlens blog læse om Rómulo Vasco da Gama Carvalho: han var fysiker og kemiker og skrev for børn og unge om naturvidenskab, og desuden udfoldede han sig som digter under navnet António Gedeão.

Bertrands boghandel bringer helt aktuelt Gedeão’s hymne til ligheden: ”Lágrima de preta” (en sort kvindes tåre) – hør den her i Adriano Correia de Oliveiras fortolkning.

En prosa-oversættelse af Gedeãos digt fra 1961:
Jeg mødte en grædende sort kvinde
og bad om en tåre for at analysere den.
Jeg hældte ganske forsigtigt tåren
i et omhyggeligt steriliseret reagensglas.
Jeg betragtede den fra alle sider;
den så ud som en helt gennemsigtig dråbe.
Jeg bestilte syrer, baser og salt,
de kemikalier der anvendes i sådanne tilfælde.
Jeg prøvede med kulde, jeg forsøgte at varme den op,
og hver gang gik det som sædvanlig:
Intet tegn på sort, ingen rest af had.
(I det store og hele) vand og natriumklorid.

Her er Manuel Freire’s fortolkning og den portugisiske tekst.

Encontrei uma preta
que estava a chorar,
pedi-lhe uma lágrima
para a analisar.

Recolhi a lágrima
com todo o cuidado
num tubo de ensaio
bem esterilizado.

Olhei-a de um lado,
do outro e de frente:
tinha um ar de gota
muito transparente.

Mandei vir os ácidos,
as bases e os sais,
as drogas usadas
em casos que tais.

Ensaiei a frio,
experimentei ao lume,
de todas as vezes
deu-me o que é costume:

nem sinais de negro,
nem vestígios de ódio.
Água (quase tudo)
e cloreto de sódio.

Kilde: https://www.bertrand.pt/blogue-somos-livros/poemas-que-salvam-o-dia/artigo/-lagrima-de-preta-de-antonio-gedeao/172527

P.S. Bertrand fortæller også, at det kendte turisme-slogan VisitPortugal er blevet ændret til ReadPortugal – og den opfordring følges af The Guardian:

10 of the best novels set in Portugal – that will take you there



RENLIGHEDENS PRIS

kultur, Portugal Posted on 08 maj, 2020 16:34:55

Antonia fra Tenerife giftede sig i 1950’erne med en dansker, og de bosatte sig i København. Hun lærte dansk og var i mange år guide for spansk-talende turister. Antonia har fortalt mig, at en af hendes ‘spids-kompetencer‘ var kendskabet til byens offentlige toiletter. Det er efterhånden længe siden.

I dag står fine bygninger stadig tilbage, men de fleste er lukkede, og fortidens pissoirer er nedlagte. Det hører til undtagelserne, at et offentligt toilet er åbent, og at det bærer præg af rengøring!
Det samme gælder toiletterne på jernbanestationerne. Hvis de er tilgængelige, skal man have en femkrone parat – og hvem går efterhånden rundt med skillemønt? Men hos DSB som på gader og stræder er mange toiletter sløjfet, og i forbindelse med S-tog og Metro skal man ikke forvente at kunne lette sin tisse-trang!

Toilet-bygning i Funchal, Madeiras hovedstad

Anderledes i Portugal. Selv i den mindste bjerglandsby finder vi tydeligt skiltede offentlige toiletter, de er rene og forsynet med toiletpapir og der er en håndvask, ofte med sæbe og papirhåndklæder. Også i forrummet er der en håndvask, for måske skal man bare vaske hænder! I restauranter, cafeer og konditorier, såvel i landsbyer som i storbyer, ser vi håndvaske, hvor gæsterne kan forfriske sig, før de indtager stedets delikatesser. Opfindsomt design skorter det ikke på.

Vaskekumme på Madeira

Disse iagttagelser kan kobles til nogle af de tal, som i COVID19-tiden strømmer ud af computere fra nær og fjern. Portugals naboland Spanien, hvor man mildest talt har for skik at sløse med hygiejnen, har meget høje tal i opgørelserne for COVID19-syge og døde i de lande, hvor sygdommen meldte sig først, mens Portugal – og Danmark! – ligger nederst, kun undergået af Island. Se PORDATA pr. 8. maj 2020

Ingen overnatning – nej, så meget beder vi nu heller ikke om!

Titlen på denne blogpost er RENLIGHEDENS PRIS. Det skal for det første forstås som en lovprisning af Portugals renlige civilisation. D. 24. april indførte de portugisiske myndigheder en “smiley”-ordning, som garanterer at turister trygt kan besøge de steder, der har fået certifikatet “Clean and Safe”.

På den anden side vil jeg hævde, at når danske kommunalpolitikere og Banedanmark beslutter at sløjfe toiletter og håndvaske, betales der en helbredsmæssig pris, som er højere end prisen for at stille toiletterne til rådighed for borgerne. (Se aktuel Status for Københavns kommunale toiletter )

Brygge-plads-kultur

Under den strenge karantæne har Danmark klaret krisen lige så godt som Portugal, og her på Bryggen holder man sig foreløbig pænt inden for de felter, der er tegnet på græs-arealerne.

Velbekomme!

Men hvordan vil det gå, når “fluepapiret” fyldes, og de spontane badegæster flokkes om de mobile fastfood-steder? – Vi skulle nødig opleve en ny Sankt Hans-morgen som denne:

Fortsættelse : godt en måned efter at jeg skrev dette indlæg, kommer jeg forbi toiletbygningen ved Langeliniebroen over jernbaneterrænet. Den er åben i sommertiden, og et smukt eksempel på, hvordan det stadig lader sig gøre at imødekomme borgernes påtrængende behov.



Partnervold – samfundsansvar

kultur, Portugal Posted on 22 aug, 2019 15:48:42

I 2020 er befolkninger i store dele af  verden underlagt restriktioner for udgang, og alle store arrangementer bliver aflyst: Karneval, 8. marts-demonstrationer, påskeoptog og messer,… Og den danske social-minister melder om uhyggelig stigning i tilfælde af vold i hjemmet.

Jeg tænker tilbage til, hvad vi så på Madeira i 2019; da faldt karnevalstiden så sent som i begyndelsen af marts. I Funchal var der mange flotte optog med fristende udklædte deltagere.

Under listen i den lokale avis over arrangementer på “kvindernes dag” d. 8. marts annoncerede diskoteker med halv pris for de kvindelige deltageres drinks, samt mandlig striptease. Der var lagt op til løsslupne dage i varmen!

Men da vi gik ud i Funchal by d. 7. marts, så vi, at alle officielle bygninger flagede på halv stang.
Hvem mon der var død?
Vi spurgte på restauranten, hvor vi spiste frokost, men der vidste man ikke noget.

Forklaringen kom paa TV-nyhederne: i en lille by i Nordportugal var en kvinde blevet dræbt af sin partner; en fyrreårig mor til to ville skilles, men blev kvalt; manden meldte sig selv; børnene var (gudskelov) ikke hjemme.

Dermed skete det for ellevte gang i år 2019, at vold i et portugisisk hjem blev afsluttet med et drab.
Og det skete netop d. 7. marts, dagen som d. 22. februar var blevet erklæret for national sørgedag mod vold i hjemmet. Portugals regering anser det for totalt uacceptabelt, at 500 kvinder er blevet myrdet af deres partnere inden for 15 år.
Minister Mariana Vieira da Silva, kalder til mobilisering af hele samfundet i kampen mod ligegyldighed og banalisering af vold inden for hjemmets fire vægge. Således som der appelleres til med denne plakat: “Meld vold i hjemmet, det er alles ansvar. Vold i hjemmet er en offentlig forbrydelse”.

Lovgivningen skal fremme omgående beskyttelse og støtte til voldsramte kvinder, og voldelige ægtemænd skal dømmes som andre voldsforbrydere.

Vi ser paa TV, hvordan parlamentet holder et minuts stilhed for de døde kvinder, og d. 8. marts, bliver der afholdt demonstrationer mange steder i landet.


Der er bred enighed om, at der behøves en holdningsændring, og det tager tid. Alle må lære, at vold ingen steder hører hjemme, allermindst inden for hjemmets fire vægge.
“Indtil døden os skiller” er overskriften på denne plakat for foreningen til støtte for voldsofre.


I Portugal styrkes denne holdning også blandt de unge. Den nationale læseplan for eleverne i de ældste klasser omfatter forfatterinden Lídia Jorge’s novelle “Marido” (Ægtemand). I novellen skildres en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind. Således som der nu er taget stilling fra regeringens side med skærpet lovgivning og retspraksis. Og d. 25. november vil mange parter markere den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

I Danmark er der ligeledes fokus på, at vold i hjemmet er et samfundsanliggende. Således skriver Lisbeth Jessen, direktør i Danner, torsdag d. 22. august 2019 i Berlingske Tidende: “Politiet må opruste i sager om partnervold” . Hun siger bl.a. »Politiet skal gøre sig klart, at det her ikke er et privat problem. Bare fordi der ikke bliver skudt i det offentlige rum som med bandedrab, har vold og drab i hjemmet stadig store implikationer for både den enkelte og for samfundet«.
Og i foråret 2020 læser vi om tendensen til stigning i Danmark: “Siden nedlukningen den 11. marts, hvor Statsministeren bad danskerne om at blive hjemme, har Lev Uden Vold i gennemsnit modtaget 4,1 henvendelser dagligt vedrørende en ledig plads på kvindekrisecenter. Det er cirka en fordobling i forhold til normalt.” se  artiklen CORONA-PÅBUD FÅR PARTNERVOLD TIL AT STIGE. 



Druens Navn

Extremadura, mad og drikke, Portugal Posted on 16 maj, 2019 12:36:32


I vores have og ved bygningerne vokser der vinstokke. Nogle gamle – og en enkelt ny lille plante ved foden af det mandeltræ, der ikke rigtig vil trives længere. Antolín satte den sidste år, fordi vi havde smagt druerne og rost dem!


Gad vidst, hvor mange forskellige sorter af druer vi har rundt omkring; der er mindst tre forskellige arter på de vinstokke, der omkranser haven, to forskellige under staldtagets udhæng – og en anden ovre i gaden ved køkkenet.
De er forskellige i farve og smag, – men hvad mon det er for nogle?


Romerne bragte vin til den Iberiske halvø for et par tusind år siden, og i tidens løb har der udviklet sig et utal af sorter, tilpasset de mange forskellige klima-typer og jordbundsforhold. Her har vi skifer-grund og et lunt klima i 700 meters højde.


I Extremaduras sydlige provins, Badajoz, dyrkes megen vin, og ved Guadiana-flodens bredder kan vinproducenterne opnå certifikatet DOP, (Denominación de Origen Protegida) Ribera del Guadiana, hvis de opfylder de nødvendige betingelser, herunder dokumentation for anerkendte druesorter.


De lokale hvide druer har navne som Macabeo, Eva de los Santos, Pardina eller Cayetana, mens rødvinen hovedsageligt bliver produceret fra den kendte tempranillo-drue. Som en nyhed har man tilføjet ni sorter til den liste, der blev etableret i 1999. Herunder den catalanske Xarello, som allerede anvendes til Extremaduras anerkendte cava (se herom “Skum til la Roja“) et par franske – og så det, der interesserer os her på Iberiana-bloggen: seks portugisiske druer. Fra nabolandet har man hentet druer som Touriga Nacional, der indgår i portvinsproduktionen, og Tricadera, som dyrkes i Alentejo lige ovre på den anden side af grænsen til hvor vi bor. I dette område er vinmarkerne blevet udvidet betragteligt i de seneste år, takket være Alqueva-opdæmningen på Guadiana-flodens løb i Portugal:


Portugal har 500 ‘indfødte’ druesorter, og vinavlerne i Guadiana-området er meget tilfredse med at kunne avle på portugisiske stammer. Lederen af sammenslutningen af producenter af DOP Riberas del Guadiana udtaler til avisen HOY, at det er ikke hensigten af konkurrere med portugisiske vine. Men da der kun er 60 kilometers afstand mellem vinegnene, er klima og jordbund stort set de samme, og det er et stort plus at kunne blande de portugisiske sorter i den lokale vin.
I Pinofranqueado’s supermarked købte vi denne dessertvin, som er fremstillet på Cayetana-druen:

I København finder man et stort udvalg af vin fra Portugals utallige druesorter og gode råd om, hvilke retter de harmonerer med hos butikken VINHO i Knabrostræde 3.

Kilder:

Dagbladet HOY 11.05.2019

Miguel Herrero Ucedas: Extremadura en el corazón. Elan Editores. 2011.

www.visitevora.net



Klokkeklang

Extremadura, kultur, Portugal Posted on 07 maj, 2019 17:11:51

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.


Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014



Næste »