Også i år kunne vi tilbringe mindeværdige uger imellem skifer, figner, druer og ikke mindst gode naboer.
Aino, Sune, Jonathan og Henry kom på besøg og indkvarterede sig denne gang i Patricias “Casa rural”, der blev opført sidste år. En aften var vi ovre at spise hos dem, og da jeg kom ud i gaden, havde et helt lille selskab forsamlet sig uden for nabohuset. Her ser vi beboerne: Angelita, hendes mor, Irene på 96 år, og Angelitas mand, José Antonio. De bor det meste af tiden i Salamanca, så ved denne lejlighed, hvor de er hjemme i Aldehuela, mødtes de med Celedonia på 98 år, der bor i Pino nutildags. Den dag havde hendes to sønner taget hende med op til Aldehuela, så de kunne mødes med Irene. I baggrunden står Vidal, bror til Castúos kok, og Elvira, hvis hvide hus vi skimter længst nede i gaden. Og i forgrunden til højre står vores kære Julia, som jeg talte med senere:
Som sagt kunne Aino & co. denne gang bo komfortabelt og rummeligt ovre i gaden. Dermed kunne vi være sammen det meste af tiden, og tage på ture med fælles udgangspunkt fra Volvederoen. En af turene gik op i passet, de unge til fods og HC og jeg i bil. Her står gæsterne med udsigt til toppen og ud over provinsen Salamanca.
Drengene havde medbragt bordtennis-net og bats, og vi fik indrettet Aldehuelas Fælleshus til formålet.
Jonathan ville gerne se den forladte skole, så vi gik derover og forestillede os den gang, der var mange børn i landsbyen, sådan som Julia fortæller i videoen.
Nu er der bare et nedslidt bordtennisbord inde i skolestuen; det blev nok stillet op, den gang Miguel byggede det gule hus til Samuel oven på en nedlagt stald.
Samuel kommer ikke til Aldehuela længere, og satte sit hus til salg for nogen tid siden. I december sendte Julias svigerdatter Marisol mig link til en tiktok , hvor en ung kvinde fra Peking fortæller, at hun har fundet sit drømmehus i naturen – og det er netop Samuels gule hus!
Da Benigno ringede og ønskede os glædelig jul, fortalte han, at kineserinden har gået og ryddet op i Samuels lille have, og derpå er hun taget til Cáceres efter tøj og ting. Når hun kommer igen, tager hun sin kæreste med, og han taler bedre spansk end hun. (mon kommentaren til tiktok-videoen er lavet med AI?)
Benigno og Antolín har som altid været optaget af, hvad vi lavede. Her står Benigno og snakker med HC, der rydder op langs stien ned mod floden. Benigno har kål med til sine høns, men ville gerne give en hjælpende hånd.
De fleste dage spiste vi hjemme, og da Aino og familien var i Aldehuela, kunne vi sidde om det runde bord derovre, og bl.a. nyde en stor torsk, som Sune faldt for i Carrefour i Plasencia.
Den dag, familien kørte tilbage til Madrid, fulgte vi med i vores lille bil, så vi kunne spise sammen i “Las Minas” i Montehermoso.
I morgen skal vi holde nytårsaften med dem i Allerød, – jeg burde måske medbringe en Montehermoso-hat til lejligheden, men nænner ikke at udsætte den for rejsens viderværdigheder.
Ved siden af jubilæumsplakaten for maleren Sorollas besøg i Plasencia, hvor man ser markedskvinderne fra Montehermoso med deres store hatte, viser jeg en dukke med miniature-hat og en dragt, jeg har syet.
Hermed farvel til 2025 og god dag til nye eventyr i 2026.