Julia forkæler os daglig med frisk frugt, grønsager og salathoveder fra sine mange haver. De salatblade, som vi ikke spiser, får hendes høner.
Vi får også nylagte æg, fra Belinda og de andre høner, som har det “som blommer i æg” hos Julia, der snakker med dem, roser dem og skænder, når de skejer ud. De strejfer omkring under Kiwi-træerne og ud i den nærmeste køkkenhave, og under tag er der rigelig plads til deres foder af rene korn – ingen færdig foderblanding, som Julia ikke har tiltro til.
Hun opbevarer det i den stald, hvor gederne holdt til, da vi for tyve år siden købte Julia og Felix’s oprindelige hjem. Den gang, hvor de malkede gederne, bestod morgenmaden af varm gedemælk med kastanjer, og Julia lavede også deres egen ost.
Hun kendte selvfølgelig hver og en af gederne, og kunne kalde på dem – ligesom Félix, der sang for flokken, når han vandrede med den i bjerget, og gedeklokkerne ringlede som akkompagnement til deres spring.
Men nu er det bare krybben, der minder om, at en stor gedeflok en gang holdt til, her hvor Julia nu snakker med sine høns.
Som Frank Jæger skrev, og Kim Larsen og alle vi andre sang:
“Oh, at være en høne, ingen kan finde hvor er, gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær”