Blog Image

IBERIANA

Klokkens død

kristendom, kultur Posted on 25 aug, 2020 15:03:08

I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt



Åndelig føde

kristendom, Portugal Posted on 29 dec, 2015 12:34:30

For nylig var jeg til en frokost med deltagere fra tre lande, hvor hver skulle have en ret med fra sit eget land. Jeg havde lavet leverpostej, spanieren kom med empanada:


Portugiseren bød på bacalhau espiritual – ordret oversat: åndelig torsk! Fisken skulle egentlig være klipfisk, men det er svært at skaffe i København; så det blev torsk, tilberedt i ovnen, med brød, fløde og gulerødder.
Nogle dage senere så jeg et billede af en fest-suppe fra Azorerne, hvor store brødstumper flød rundt: Sopa do Espírito Santo – Helligånds-suppe.

Hvad laver Helligånden dog i fisken og suppen? Jo, altså, i tilfældet med torsken drejer det sig om en typisk portugisisk påskeret, “deraf navnet”, står der i wiki-artiklen, – men det er vel ikke først og fremmest ved påsketid, at Helligånden gør sig gældende?

Nej, navnet passer bedre til Azorernes brødsuppe. Den er centralt placeret i Azorernes forårstid, som er det tidspunkt, hvor emigranterne vender hjem fra Nordamerika og Portugal for at være sammen med familien. Fra påskedag og de følgende syv søndage til og med pinsedag er de kirkelige ceremonier centreret om et udvalgt barn, udstyret med scepter og krone, som skal symbolisere Helligånden. På selve pinsedag holdes der en stor fest med et lille Helligåndskapel, hvor alle kan få suppe, og der uddeles brød til minde om den hellige dronning Isabel, som havde stor omsorg for fattige og syge.

Den spanske maler Francisco Zurbarán har afbildet hende med en rosenbuket i hånden, fordi sagnet fortæller, at en vinterdag, hvor den fromme dronning havde skjult tiloversblevent brød fra det kongelige taffel i sine klæder for at uddele det til de fattige, blev brødet forvandlet til roser, idet kongen bøst spurgte, hvad hun havde der. Billedet her på bloggen er “lånt” fra Prado-museets hjemmeside, hvor Santa Isabel de Portugal kan ses i fuld figur og god gengivelse.

Nu kan man spørge: hvad skal sultende mennesker med roser? En religiøs fortolkning vil skelne mellem timelige og åndelige værdier. Mennesket lever ikke af brød alene. Brødet bliver spist, og snart efter behøver man mere. Men roserne kan tørres og bevares til minde om et mirakel. Den dag, hvor man var nær på dronningen, som Helligånden vågede over.

Kilder:

Om fisken i Portugal:

https://es.wikipedia.org/wiki/Bacalhau_espiritual

Klipfiske-firmaet Mar da Noruega’s opskrift på fiskeretten

Om suppen på Azorerne:

https://pt.wikipedia.org/wiki/Festas_do_Esp%C3%ADrito_Santo



Mandag over vandet

fritid, kristendom Posted on 03 apr, 2015 07:16:46

Påsken er stor i Extremadura. Der kommer flere gæster end på noget andet tidspunkt af året. Det er såvel spanske som udenlandske turister, og så er der alle de extremeños, der bor og arbejder andre steder, men kommer tilbage til hjemegnen, når de kan, – påskeugen giver mange fridage i træk.

Omsætningen er betydelig; de besøgende gav 13 mio euros ud i Extremadura sidste år – til overnatning, spisning, museumsbesøg, koncerter, souvenirs og gaver…

Det er også fantastisk, hvad man kan opleve af stemningsfulde processioner og glade træf af mange slags – som jeg tidligere har berettet om.

Og så er der de traditionelle påske-lækkerier, ikke mindst torrijas, en slags ”arme riddere”, lavet af udblødt brød, dyppet i æggeblanding og bagt i olie, pudret med sukker og kanel.


Påskeugen er lang, og den varer særlig længe i den historiske by Salamanca, lige nord for Extremadura. I Salamanca finder man blandt mange klenodier et af Europas ældste universiteter, som siden 1200-tallet har trukket unge studerende til byen fra fjerne egne.

Salmantinerne fejrer otte dage efter påskedag en helt speciel “efter-påske-fest”: Lunes de Aguas (Mandag over Vandet) – i år sker det d. 13. april.

På denne dag iscenesættes Padre Putas‘ (“SkøgePateren”)s tilbagekomst over floden. Folk strømmer med picnickurve til bredderne af floden Tormes og sætter sig til rette, mens de venter på, at historien skal gentage sig.

Historien handler om, at den meget fromme og nidkære kong Felipe II, som regerede i 1500-tallet, udstedte en forordning omkring de prostituerede, der holdt til i det officielle bordel ”Casa de Mancebía”, som var placeret uden for byens mure, ved kvægtorvet (!)

I fastetiden skulle glædespigerne fragtes over på den anden side af floden. Så askeonsdag drog alle skøgerne af sted, overvåget af ”Padre Putas” (Luder-pateren). Padre Putas var også den, der skulle hente pigerne tilbage, når påsken var godt og vel ovre, altså otte dage efter påskedag: Lunes de AguasMandag over vandet”. Den dag søgte ungdommen ned til flodbredden med mad og drikke og glade musikanter. Festen tog sin begyndelse, når man så Padre Putas og pigernes fartøj sætte fra land ovre på den anden side af vandet. Nu var det åbenbart OK at falde for fristelserne igen… ?!

I vore dage iscenesættes ”Mandag over vandet” med en bådfærd, hvor skuespillere giver den som Padre Putas og hans ludere. Folk holder fri om eftermiddagen og drager ned til floden med picnickurvene for at afvente bådens komme, og Salamanca kommune bekoster musik og sjov i gaderne – som på dette gamle foto:

Kilder:

Salamanca paso a paso

La Gaceta de Salamanca

Revista Ibérica



Fan i det Høje

Extremadura, kristendom Posted on 16 sep, 2014 16:20:33

Midt i september er det højtid i Pino, og det fejres i flere dage: Den korsfæstede Cristo de la Salud bæres i procession fra sin lille kirke til hovedkirken og tilbage igen, med tilhørende gudstjenester, bønner og sange.

Programmet bliver kundgjort i forvejen med opslag som her uden for Bar Boreal.

Men hvad er det, der er slået op til venstre for døren?

Her annonceres en venskabskamp mellem Las Hurdes ungdomsholdet og dem fra Moraleja lørdag kl. 18. Og hvem skal åbenbart gyde held og lykke ud over hjemmeholdet?

Jamen, det er jo Jesus Kristus, der kan tørre sveden af panden med Hurdes-fan-tørklædet. Og minsandten om ikke han er gjort klar til at springe ned på banen med nye fodboldstrømper og -støvler.


Er det blasfemi eller en opdateret illustration af Bibelens ord om, at Gud blev menneske i Kristus?



En påskehistorie

Extremadura, kristendom Posted on 30 mar, 2014 13:07:42

Påsken nærmer sig.
Mange steder i Spanien vil kutteklædte broderskaber bære store tableauer af påskeugens begivenheder i procession gennem byen.


Det vil også ske i de smalle og krogede gader inden for CORIA‘s bymure. Som det har været skik i mange hundrede år.

I Corias domkirke findes imidlertid et ganske særligt påske-relikvie: dugen fra det bord, hvor Jesus holdt sit sidste måltid med disciplene. Dugen ligger sammenfoldet i en sølvkiste – men i en tilstødende sal i domkirke-museet udstilles en nøjagtig fotokopi i hele længden og bredden: 4,32 m * 0,90 m.

Er det nu virkelig dugen fra det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og skænkede vinen for sine disciple? Her ser vi Leonardo da Vinci’s fremstilling af den sidste nadver:

I en artikel i netavisen el Correo gengives en detalje af Leonardos billede af dugen med den blå bort i stil med den på relikviet i Corias domkirke:


Noget taler for, at nadverdugen i Coria er autentisk. “Bevisførelsen” er en længere historie, som begynder i 1978, hvor den tidligere NASA-professor John Jackson sammen med 29 andre eksperter fik adgang til at undersøge et af kristendommens mest spændende relikvier: kristi ligklæde i den italienske by Torino. Eksperterne kom til den konklusion, at det meget vel kan dreje sig om det klæde, som Josef fra Arimatea hyllede Jesu legeme i efter nedtagelsen fra korset.

John Jacksom og hans kone, Rebecca hørte ved samme lejlighed om “nadverdugen i Coria”. De har besøgt Coria siden 2006 og i 2014 offentliggjorde de resultaterne af deres indgående tekniske undersøgelser på denne gamle vævning, som har næsten samme mål som klædet i Torino.


De mener, at begge tekstiler har ligget på Jesu sidste nadverbord. Påsken er jødernes største højtid, hvor man mindes flugten fra Ægypten. Påskebordet blev dækket med to duge, hvor den øverste skulle beskytte maden mod ørkenstøv og insekter.
Tiden var knap: Jesus døde en fredag kl. tre om eftermiddagen, og skulle begraves inden samme aften, hvor sabbatten begynder, og jøderne ikke må arbejde. På de få timer skulle Josef fra Arimatea bede Pilatus om Jesu lig og tilladelse til at begrave det, bringe det til en grav, indhylle liget og forsegle graven. Under disse omstændigheder virker det helt sandsynligt, at en af borddugene er blevet brugt som ligklæde, fordi den var for hånden og havde passende dimensioner.

I modsætning til klædet i Torino har det i Coria været vasket flere gange. I 1404 gav pave Benedikt d. XIII tilladelse til at vise dugen frem hvert år d. 3. maj. I en lang årrække blev dugen hængt ud over domkirkens balkon, og tusindvis af troende valfartede til Coria for at røre det undergørende klæde. Ligeledes har klædet været brugt som alterdug, og derfor er det mere slidt, og pletterne er blegere end på det i Torino.

Men meget taler for teorien om, at de to tekstiler har dækket Jesu sidste nadverbord. Dimensionerne er næsten ens: klædet i Torino måler 4,40 * 1,10, og det i Coria 4,32 * 0,90. Begge klæder er af en type, som fandtes i Mellemøsten på Jesu tid. Den blå bort er farvet med naturlig indigo, som var almindelig den gang, men først blev indført i Europa i det 16. århundrede, 200 år efter, at Corias nadverdug dukkede op.

Tilbedelsen af det undergørende klæde havde i det 19. århundrede nået så voldsomt et omfang, at biskop Juan Álvarez de Castro besluttede at forbyde offentlig fremvisning for at undgå tumult og for at skåne tekstilet.

Men nu er nadverdugen i Coria altså igen i søgelyset, på moderne videnskabeligt grundlag, og i januar 2018 var den med til at gøre reklame for Extremadura på FITUR, Spaniens store turisme-messe i Madrid.

Næste gang din vej går gennem det nordlige Extremadura, må du gøre ophold i Coria, den stemningsfulde lille by ved floden Alagón og aflægge et besøg i domkirken som fik en vældig revne i muren ved jordskælvet i Lisboa i 1755 – og dog har holdt stand i flere århundreder. Hvordan mon det kan være?

Kilder:

El Mundo 2014

El Correo 2018

Turin Shroud Center of Colorado

Cofradía del sagrado mantel



Påskevejr

Extremadura, kristendom Posted on 08 apr, 2012 10:37:09

Er vejret til at lide på?

I slutningen af marts var her sol fra morgen til aften og o. 25 grader varmt. Varmt nemlig. Frugttræerne stod i fuldt flor et par uger tidligere end sidste år. Det havde ikke regnet siden de kraftige mængder i begyndelsen af november, og alle var efterhånden stærkt bekymrede for afgrøderne.
Men april har sandelig bragt aprilsvejr. Mundheldet “Mes de abril – aguas mil” bliver rigeligt opfyldt. Det regner, temperaturen er faldet 10-15 grader, og langfredag morgen lå der sne på staldens tag:

https://youtube.com/watch?v=42X9DsCp_Vs%3Frel%3D0

Vi spurgte, om kirsebærrene nu ville tage skade af snevejret og kulden. ”Ok, nej, de er hårdføre – men kulden slår utøjet ihjel”. Sneen faldt altså på et tørt sted i mere end en forstand.

Påskeprocessionerne går bogstavelig talt i vasken mange steder. I Mérida kom der ligefrem både torden og haglvejr langfredag morgen, så de store tableauer med scener fra Kristi lidelseshistorie måtte blive inden døre, og både alle arrangørerne og dem, der havde set frem til at se og høre de højtidelige optog. Det er mange, for i påskedagene kommer ”emigranterne” hjem til Extremadura, – alle dem, der bor og tjener til livets ophold andre steder, men stadig er knyttet til hjemegnen. Her i ‘vores’ lillebitte bjerglandsby bliver folketallet mindst tredoblet, og husmødrene har travlt med at lave påskemad, – såsom klipfisk langfredag, og udelukkende i påskedagene: torrijas – et bagværk, der minder om arme riddere, bare mere opulent!

Her er nogle optagelser fra den festlige procession påskedag, eller ”Skudsøndag”, som de kalder den i Zarza la Mayor, nær grænsen til Portugal:



100 cykler for en kamel

Extremadura, kristendom Posted on 03 jan, 2012 09:04:16

Julen er forbi i Danmark – men i Spanien venter mange børn stadig spændt på, at de Hellige Tre Konger når frem til Bethlehem med gaver til Jesusbarnet. Helligtrekongersaften d. 5. januar er traditionelt den store gaveaften eller -nat, hvor børnene stiller deres sko frem på altanen eller ved vinduet i håb om at finde dem fyldt med gaver næste morgen.
I december måned har tre udklædte “konger” siddet i stormagasinerne og modtaget børnenes ønsker, og på selve Hellligtrekongers Aften er der store optog, hvor “Kongerne” rider på kameler gennem de spanske byer.

I går holdt cyklisterne i Badajoz deres nye variant af optoget: 430 cyklister med kongekroner, lametta og julemandstøj cyklede gennem byen i festligt optog, ad samme rute som de “rigtige” Helligtrekonger vil følge på torsdag.

Ved målet optrådte tryllekunstneren Emilio el Mago for de små, og det var også ham, der uddelte gaver!

Mange flere Fotos!

Kilde: HOY.es d. 3. januar 2012



Kirkeåret

Extremadura, kristendom Posted on 28 nov, 2011 21:02:45

Kirkeåret begyndte i går: første søndag i advent. Om fire uger fejrer vi Jesu fødsel, og den dag fyldes de danske kirker som aldrig ellers.

Spanierne fejrer også julen, og ikke mindst Helligtrekonger. Men i Spanien er det påsken, der er den store højtid: den hellige uge, som handler om Jesu lidelse og død, – og opstandelsen på påskedag, den store glædes og forjættelses dag.
Her vil jeg vise optagelser fra påskesøndag i Zarza la Mayor, en lille by i grænselandet mellem Spanien og Portugal.
Den dag føres Jomfru Maria fra sin lille kirke i udkanten af byen gennem gaderne, hvor hun møder sin genopstandne søn, og jubelen bryder ud. Mange har iført sig den traditionelle festdragt. Mændene har jagtgeværer med, og de affyrer løse skud op i luften som salut.

https://youtube.com/watch?v=bPm1Xi3B2lo%3Fversion%3D3

Figurerne af jomfru Maria og Jesus følges gennem byen til påskemesse i hovedkirken.

Efter påskemessen bæres figuren af jomfru Maria uden for kirken, hvor hun bliver stillet på et stort bord øverst på trappen. Derfra ser hun ned over pladsen, hvor der bliver spillet, sunget og danset til hendes ære.
I en af dansene deles tørklæder ud i tre farver: grøn, hvid og sort – Extremadura-flagets farver, og sangen henvender sig til alle de Zarza-borgere, der bor og arbejder i andre egne af landet, men kommer hjem til påske – og i dag fejrer “domingo de los tiros” – “skudsøndag”.

https://youtube.com/watch?v=w5iiHa7Gjvc%3Frel%3D0

Link til Zarza la Mayor

– og link til en beskrivelse af påsketraditioner på Sardinien, hvor det går til på nøjagtig samme måde! EASTER SUNDAY IN SARDINIA



Næste »