Påsken nærmer sig.
Mange steder i Spanien vil kutteklædte broderskaber bære store tableauer af påskeugens begivenheder i procession gennem byen.
Det vil også ske i de smalle og krogede gader inden for CORIA‘s bymure. Som det har været skik i mange hundrede år.
I Corias domkirke findes imidlertid et ganske særligt påske-relikvie: dugen fra det bord, hvor Jesus holdt sit sidste måltid med disciplene. Dugen ligger sammenfoldet i en sølvkiste – men i en tilstødende sal i domkirke-museet udstilles en nøjagtig fotokopi i hele længden og bredden: 4,32 m * 0,90 m.
Er det nu virkelig dugen fra det bord, hvor Jesus for sidste gang brød brødet og skænkede vinen for sine disciple? Her ser vi Leonardo da Vinci’s fremstilling af den sidste nadver:
I en artikel i netavisen el Correo gengives en detalje af Leonardos billede af dugen med den blå bort i stil med den på relikviet i Corias domkirke:
Noget taler for, at nadverdugen i Coria er autentisk. “Bevisførelsen” er en længere historie, som begynder i 1978, hvor den tidligere NASA-professor John Jackson sammen med 29 andre eksperter fik adgang til at undersøge et af kristendommens mest spændende relikvier: kristi ligklæde i den italienske by Torino. Eksperterne kom til den konklusion, at det meget vel kan dreje sig om det klæde, som Josef fra Arimatea hyllede Jesu legeme i efter nedtagelsen fra korset.
John Jacksom og hans kone, Rebecca hørte ved samme lejlighed om “nadverdugen i Coria”. De har besøgt Coria siden 2006 og i 2014 offentliggjorde de resultaterne af deres indgående tekniske undersøgelser på denne gamle vævning, som har næsten samme mål som klædet i Torino.
De mener, at begge tekstiler har ligget på Jesu sidste nadverbord. Påsken er jødernes største højtid, hvor man mindes flugten fra Ægypten. Påskebordet blev dækket med to duge, hvor den øverste skulle beskytte maden mod ørkenstøv og insekter.
Tiden var knap: Jesus døde en fredag kl. tre om eftermiddagen, og skulle begraves inden samme aften, hvor sabbatten begynder, og jøderne ikke må arbejde. På de få timer skulle Josef fra Arimatea bede Pilatus om Jesu lig og tilladelse til at begrave det, bringe det til en grav, indhylle liget og forsegle graven. Under disse omstændigheder virker det helt sandsynligt, at en af borddugene er blevet brugt som ligklæde, fordi den var for hånden og havde passende dimensioner.
I modsætning til klædet i Torino har det i Coria været vasket flere gange. I 1404 gav pave Benedikt d. XIII tilladelse til at vise dugen frem hvert år d. 3. maj. I en lang årrække blev dugen hængt ud over domkirkens balkon, og tusindvis af troende valfartede til Coria for at røre det undergørende klæde. Ligeledes har klædet været brugt som alterdug, og derfor er det mere slidt, og pletterne er blegere end på det i Torino.
Men meget taler for teorien om, at de to tekstiler har dækket Jesu sidste nadverbord. Dimensionerne er næsten ens: klædet i Torino måler 4,40 * 1,10, og det i Coria 4,32 * 0,90. Begge klæder er af en type, som fandtes i Mellemøsten på Jesu tid. Den blå bort er farvet med naturlig indigo, som var almindelig den gang, men først blev indført i Europa i det 16. århundrede, 200 år efter, at Corias nadverdug dukkede op.
Tilbedelsen af det undergørende klæde havde i det 19. århundrede nået så voldsomt et omfang, at biskop Juan Álvarez de Castro besluttede at forbyde offentlig fremvisning for at undgå tumult og for at skåne tekstilet.
Men nu er nadverdugen i Coria altså igen i søgelyset, på moderne videnskabeligt grundlag, og i januar 2018 var den med til at gøre reklame for Extremadura på FITUR, Spaniens store turisme-messe i Madrid.
Næste gang din vej går gennem det nordlige Extremadura, må du gøre ophold i Coria, den stemningsfulde lille by ved floden Alagón og aflægge et besøg i domkirken som fik en vældig revne i muren ved jordskælvet i Lisboa i 1755 – og dog har holdt stand i flere århundreder. Hvordan mon det kan være?
Kilder:
El Mundo 2014
El Correo 2018
Turin Shroud Center of Colorado
Cofradía del sagrado mantel
Den spanske maler Francisco Zurbarán har afbildet hende med en rosenbuket i hånden, fordi sagnet fortæller, at en vinterdag, hvor den fromme dronning havde skjult tiloversblevent brød fra det kongelige taffel i sine klæder for at uddele det til de fattige, blev brødet forvandlet til roser, idet kongen bøst spurgte, hvad hun havde der. Billedet her på bloggen er “lånt” fra Prado-museets hjemmeside, hvor 
