Et af hovedværkerne på Prado-museet i Madrid. det raffinerede maleri, som undertiden kaldes “Den kongelige familie“, men nu om stunder oftest “Las meninas” (hofdamerne), blev malet af Diego Velázquez, hofmaler og kong Felipe IV’s kurator for anskaffelse af kunstværker.
Det store maleri skulle ikke være en officiel fremstilling, men blev ophængt i en af kongefamiliens private sale. Billedet viser en usædvanlig familie – og det kan ikke undre, at beskuelsen af det prægtige værk blev forbeholdt inderkredsen.
Lad os lytte til den lille lyse pige i midten:
God dag. Jeg hedder Margarita og jeg er fem år gammel. Min mor og far er ved at blive malet, og jeg er kommet ind for at holde dem med selskab. Jeg er deres eneste barn, men tror nok, jeg får en lillebror snart. Foreløbig har jeg to store piger at lege med, og dværgene og den store hund, der passer på os, er fulgt med herind.
I Margaritas verden var nogle væsener større, og andre mindre end blandt almindelige mennesker.
De kongelige forældre ses på dette billede kun som små reflekser i et spejl allerlængst borte, omend kong Felipe IV er en af tidens mægtigste regenter, det sidste nogenlunde normale skud på Habsburger-dynastiets mere og mere indgiftede stamme.
Til legekammerater har Margarita et par teenage-piger og såvel en mandlig som en kvindelig dværg. Hunden er en spansk mastiff, nogenlunde det største indendørs kæledyr den gang som nu.
Margaritas egne proportioner er anderledes end de fleste femårige småpigers, delvis men ikke kun på grund af den voksne prinsessedragt. Lægen Oscar Valtueña har på andre billeder af den lille prinsesse bemærket tidligt udviklede bryster, lysbrune pletter i huden og struma, tegn på det såkaldte McCune Albright Syndrom, som indebærer ekstremt tidlig pubertet og lille vækst.
Doktoren fokuserer på, hvordan prinsessen kigger over skulderen til mor og far, mens María Agustina rækker hende en rød búcaro på et sølvfad. Hvad er nu det for noget? Den er jo for lille til at være en vandkande. En búcaro er en kande fremstillet af et særligt ler, som lugter kraftigt, når det bliver fugtigt. Små búcaro-kander har været brugt til parfume, men leret har også været spist som middel til at regulere kønsmodningen.
Margarita blev aldrig stor af vækst, og den lille kvinde døde som 21-årig i sin fjerde barselsseng efter 3 aborter og en fødsel. Inden da var hun blevet en af de vigtigste brikker i spillet om magten i Europa. Hendes ældre halvsøster var nemlig blevet gift med Solkongen Louis XIV – og hun selv blev viet til sin morbror Leopold, kejser over det Østrig-Ungarske rige. Hermed var der lagt i kakkelovnen til den bitre strid mellem Frankrigs kongemagt og den anden gren af Habsburgerne…
Pigen Margarita måtte vente længe på sin lillebror. Først som tiårig blev hun gudmor til en lille fyr med 16 navne, kendt som Carlos II. Denne arving til et stadig mægtigt rige fik næsten fyrre leveår, men klarede kun tilværelsen i kraft af intensiv støtte fra omgivelserne. Op mod tredive ammer blev det til, for han fik bryst, til han blev næsten fire år. Så døde faderen, Felipe IV, ham der skimtes i spejlet i baggrunden på Velázquez’ maleri.
Tronfølgeren kunne hverken gå eller tale, det blev mor der kom til roret, støttet af et råd, selvfølgelig, og med tilhørende hofintriger: Da kong Carlos II var otte år, og stadig en stakkels svækling, var hans fars uægte søn Juan José, søn af en populær skuespillerinde, lige ved at bemægtige sig tronen, efter at enkedronningens skriftefar havde fået indført forbud mod teaterforestillinger!
Oprøret mislykkedes, tronen tilkom stadig Carlos, en stakkels lille udstadset marionet. Meninaerne måtte holde ham oprejst med snore, når han skulle modtage udenlandske gesandter.
Det svagelige barn kunne ikke gå ved egen hjælp, før han blev seks år. Den dag blev til gengæld fejret stort. Det var i samme alder, han fik sine første børnesygdomme: mæslinger og skoldkopper. Han kunne i en alder af ni år hverken læse eller skrive, hans humør svingede mellem fryd og raseri, og det ændrede sig ikke med alderen. Som 11-årig overlevede han et angreb af kopper, og som 15-årig svandt de epileptiske anfald, der ellers havde hjemsøgt ham siden han var lille. Men glæden varede ikke for altid. Epilepsien vendte tilbage senere i hans liv og kunne til tider vare to timer.
Her er han som 14-årig, afbildet af Juan Carreño de Miranda, Velázquez’ ven og efterfølger. Vi, ser, hvordan prinsen holder balancen ved at støtte sig til konsollen, og i spejlet skimtes mere af den hårpragt, han hadede at lade tæmme med saks og redekam.
Carlos II var gift to gange, første gang med Solkongen Louis XIV’s niece Marie Louise. Det svingede tilsyneladende fint mellem de to, men et svangerskab blev det ikke til, lige så lidt som i ægteskabet med den østrigske Maria Anna von Neuburg. Her gjorde man sig ellers store forhåbninger, fordi hendes mor havde født 17 børn, men Anna Maria måtte nøjes med at fingere den ene graviditet med påfølgende abort efter den anden.
På Alle Helgenes Dag år 1700 endte Carlos II’s lige fra begyndelsen visne liv, og dermed sluttede Habsburgernes æra som Spaniens regenter, fordi franskmændene gik af med sejren i den 13 år lange arvefølgekrig.
Kilder:
Pedro Gargantilla: Enfermedades de los reyes de España, La Esfera de los Libros, 2005. Heri citeres Oscar Valtueña Borque: Mi interpretación pediátrica de Las Meninas, Anales de la Real Academia Nacional de Medicina, Madrid 1999
Wikipedia-artikel om Margarita María Teresa de Austria
Emil Waldmann: Das Bild des Kindes in der Malerei. Genius Verlag, Berlin 1940
Se billeder:
Juan Bautista Martínez del Mazo‘s portræt af den 15-årige Margarita Teresa i sørgedragt, efter at hendes far er død.
Et østrigsk frimærke viser Velazquez’ soloportræt af den fem-årige prinsesse Margarita Teresa i hvid kjole. Den tysksprogede artikel fortæller, at billedet blev sendt til hendes trolovede, morbroderen Leopold, som i 1658 blev kejser.
Carlos II i farver
