Foto: Helge Morell. 2012

Det særlige dehesa-landskab kalder jeg gerne “Extremaduras savanne”: vidtstrakte sletter, hvor store dyr græsser, og små flokke hviler sig i skyggen af spredte træer. Her og der svæver fugle over små damme, hvor dyrene søger ned for at drikke. Træerne på dehesaen er sten- eller kork-ege, dyrene er får, sortfodede iberiske svin og kamptyre med deres familier.

Foto: Helge Morell. 2012

Extremaduras forløbere for gaucho’erne i Argentina passer flokkene til hest -dog mere praktisk klædt end rytteren på billedet fra San Isidro-festen i Valencia de Alcántara.

——————————————-

Nu har den unge kvindelige filmskaber María Pérez Sanz set muligheden for at bruge dehesa’en som ramme om sin fortælling om Karen Blixen og hendes tjener og fortrolige, Farah Aden, som det skildres i hendes breve fra Kenya til familie og venner i Danmark. María Pérez ville ikke gentage en storfilm som Sydney Pollacks. Hendes film er snarere en fantasi over relationen mellem koloni-baronessen og afrikaneren. De gyldne farvetoner i skumringen på Extremaduras dehesa frembragte netop de stemninger, som María Pérez forbinder med Karen Blixens skildring af stunderne med Farah.

Traileren til “Karen” af María Pérez Sanz

Youtube bringer også et andet klip fra filmen: her taler Karen med Farah om bedriften: skulle de hellere opdrætte køer end dyrke kaffe på farmen? Hun mindes, hvor sjovt det var at malke køer i barndommens Danmark. Farah foretrækker dog kameler.

Mariá Pérez bad dansk-fødte Christina Rosenvinge om at stå for musikken til filmen. Hun er ikke uddannet skuespiller, men det lykkedes María at overtale hende til at give form til Karen, uden på nogen måde at gentage Meryl Streeps figur fra “Out of Africa”.

I Marta Perezas interviews med María og Christina for filmmagasinet MAGAZINEMA fremhæver instruktøren, at Karen Blixen voksede op i en tid præget både af imperialisme og kvindefrigørelse. Det gjorde hende til en enestående skikkelse, der ikke kunne nøjes med at leve et skærmet liv, men dristede sig til at prøve lykken med en kaffeplantage fjernt fra hjemmet. Filmen “Karen” skildrer indefra en kvinde, der ikke blev forstået af sin samtid. Hun var en eventyrerske, der brød mange rammer. Den minimalistiske dialog og den raffinerede redigering af optagelserne giver sammen med musikken adgang til hovedpersonens tanker og følelser i hendes sidste tid i Afrika, skriver Marta Pereza. Hun spørger Christina Rosenvinge, hvad hun mindes som en særlig oplevelse fra indspilningen. Det var en scene, hvor hun skulle græde. Sminkøsen sagde, at en tot vat, vædet i mentol, ville få tårerne til at trille. Men Christina ville ikke benytte et billigt trick, hun ville græde rigtigt. Så hun gik i enrum i en god times tid, for at føle sig ind i Karens situation. Derpå bad hun om et glas Extremadura-vin, og så flød tårerne frit. Det blev så bevægende, at alle på set‘et græd med!

Filmen om Karen og hendes afrikanske hjælper og ven blev indspillet på ti dage i sommeren 2019 med et budget på 200.000 euros (1½ mio dkr). Den havde premiere på den europæiske filmfestival i Sevilla fra d. 6. – 14. november, og vises i disse dage på filmfestivalen i Extremaduras hovedstad Mérida. Den får premiere i spanske biografer i foråret 2021.

Kilder:

dagbladet HOY 24. november 2020

Marta Perezas interviews “Karen, la intimidad de un icono” i Film-magasinet MAGAZINEMA

Mere om Extremadura som filmlandia:

Scener til “Game of Thrones” og “Still Star-crossed”, fortsættelsen af Romeo og Julie, blev optaget i Cáceres.

Tornerose-byen Granadilla var rammen om en arabisk musikvideo