Antonia fra Tenerife giftede sig i 1950’erne med en dansker, og de bosatte sig i København. Hun lærte dansk og var i mange år guide for spansk-talende turister. Antonia har fortalt mig, at en af hendes ‘spids-kompetencer‘ var kendskabet til byens offentlige toiletter. Det er efterhånden længe siden.
I dag står fine bygninger stadig tilbage, men de fleste er lukkede, og fortidens pissoirer er nedlagte. Det hører til undtagelserne, at et offentligt toilet er åbent, og at det bærer præg af rengøring!
Det samme gælder toiletterne på jernbanestationerne. Hvis de er tilgængelige, skal man have en femkrone parat – og hvem går efterhånden rundt med skillemønt? Men hos DSB som på gader og stræder er mange toiletter sløjfet, og i forbindelse med S-tog og Metro skal man ikke forvente at kunne lette sin tisse-trang!
Anderledes i Portugal. Selv i den mindste bjerglandsby finder vi tydeligt skiltede offentlige toiletter, de er rene og forsynet med toiletpapir og der er en håndvask, ofte med sæbe og papirhåndklæder. Også i forrummet er der en håndvask, for måske skal man bare vaske hænder! I restauranter, cafeer og konditorier, såvel i landsbyer som i storbyer, ser vi håndvaske, hvor gæsterne kan forfriske sig, før de indtager stedets delikatesser. Opfindsomt design skorter det ikke på.
Disse iagttagelser kan kobles til nogle af de tal, som i COVID19-tiden strømmer ud af computere fra nær og fjern. Portugals naboland Spanien, hvor man mildest talt har for skik at sløse med hygiejnen, har meget høje tal i opgørelserne for COVID19-syge og døde i de lande, hvor sygdommen meldte sig først, mens Portugal – og Danmark! – ligger nederst, kun undergået af Island. Se PORDATA pr. 8. maj 2020
Titlen på denne blogpost er RENLIGHEDENS PRIS. Det skal for det første forstås som en lovprisning af Portugals renlige civilisation. D. 24. april indførte de portugisiske myndigheder en “smiley”-ordning, som garanterer at turister trygt kan besøge de steder, der har fået certifikatet “Clean and Safe”.
På den anden side vil jeg hævde, at når danske kommunalpolitikere og Banedanmark beslutter at sløjfe toiletter og håndvaske, betales der en helbredsmæssig pris, som er højere end prisen for at stille toiletterne til rådighed for borgerne. (Se aktuel Status for Københavns kommunale toiletter )
Under den strenge karantæne har Danmark klaret krisen lige så godt som Portugal, og her på Bryggen holder man sig foreløbig pænt inden for de felter, der er tegnet på græs-arealerne.
Men hvordan vil det gå, når “fluepapiret” fyldes, og de spontane badegæster flokkes om de mobile fastfood-steder? – Vi skulle nødig opleve en ny Sankt Hans-morgen som denne:
Fortsættelse : godt en måned efter at jeg skrev dette indlæg, kommer jeg forbi toiletbygningen ved Langeliniebroen over jernbaneterrænet. Den er åben i sommertiden, og et smukt eksempel på, hvordan det stadig lader sig gøre at imødekomme borgernes påtrængende behov.
En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.
Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
I januar 1961 var mine forældre og bedsteforældre på rejse i Spanien, og min mor skrev hjem til os børn fra Extremaduras hovedstad Mérida, romertidens Emerita Augusta. Vores mor var betaget af de store vandkraft- og kunstvandings-anlæg, der skulle ændre livet for Extremaduras allerfattigste, bringe el ud til hjem og værksteder, og stille sult og tørst ved at gøre det muligt at opdyrke hidtil golde egne. Javel, projekterne betød oversvømmelse af småbyer, tvangsforflytning af beboerne, arbejdet udførtes af politiske fanger, og Franco tog æren for præstationerne. Men i dag er efterkrigstidens “indre kolonisering” her i Spanien genstand for fornyet interesse og anerkendelse. 
