Blog Image

IBERIANA

Skillingstryk mod Epidemier

Brasilien, kultur Posted on 20 mar, 2020 07:51:00


I det tropiske nordøst-Brasilien er mange generationer blevet oplyst og underholdt gennem en folkelig litteratur, der ligesom det 18. århundredes danske skillingsviser blev trykt i små blade og falbudt i det offentlige rum. På forsiden af disse såkaldte cordéis fortæller træsnit om indholdet, som kan være religiøse legender, fantastiske fabler, store personligheders levnedsløb eller beretninger om grusomme forbrydelser eller katastrofer. Uanset indholdet slutter en cordel altid med en morale, hvor det bliver slået fast, hvad der er godt at gøre, og hvad man skal holde sig fra.

Cordelista i sin bod med skillingstryk En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.

Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
I 2015-16 var der fare for, at en virus-sygdom, der overføres af Aedes-myggen, skulle udvikle sig til en epidemi i Brasilien, specielt Nordøst-brasilien. Hvis en gravid kvinde får denne zika-feber, kan det medføre, at fosterets hjerne ikke udvikles fuldt ud. Myndighederne iværksatte omfattende forebygnings-kampagner, og dertil bidrog Anne Karolynne, som er både sygeplejerske og cordelista. Jeg opdagede hendes bidrag til kampagnen via internet.

Her kan du læse en oversættelse til dansk af Anne Karolynnes cordel.

Cordel-kunsten har altså gjort springet fra deklamation på torvet til de sociale medier på Internet, og meget tyder på, at cordel er en robust kunstform, som stadig kan appellere til såvel udøvere som publikum i cyberspace. I en tid, hvor fake news florerer, har den ”gode gamle” cordel sin berettigelse. Den er til at forstå, og når budskabet kommer fra en sundhedsarbejder, er der virkelig grund til at høre efter. Her har jeg forsynet to af portrætterne fra Anne Karolynnes eget web med vers i cordel-form.

COVID19 har Anne Karolynne naturligvis også rimet om:

Corona virus em cordel

Min udførlige artikel (på portugisisk) om cordel-kunst i cyberspace kan læses her: ”Cordéis na Rede” .

Kilder:

Anne Karolynne Negreiros blog: http://cordelando389.blogspot.com.br

Candace Slater: Stories on a string. The Brazilian Literatura de Cordel. University of California Press. 1982

Dalinha Catunda og Rosário Pintos blog, der viser, at i dag er cordel både for kvinder og mænd: http://cordeldesaia.blogspot.com



Skillingsviser

Extremadura, kultur Posted on 12 mar, 2017 12:36:23

En kold og regnfuld eftermiddag i oktober går jeg indenfor hos naboerne. De sidder oppe i husets øverste rum, hvor de har køkken, pejs, spisebord og sofa under ovenlysvinduer.
Min naboerske er i gang med at lave en stor portion buñuelos, de lokale “klejner”, nærende og holdbare. Når de skal spises, bliver de rundhåndet overgydt med honning.
Jeg bliver budt på en smagsprøve, og mens vi sidder der om bordet, giver vi os til at tale om, hvad man kan lave, når vejret ikke er til at være ude.
Nutildags er der jo TV, men de to er selektive, hvad det angår. De ser altid højmessen om søndagen, ellers kun nyheder fra TVE og programmer fra Canal Extremadura. Tit er der også en god gammel lørdags-film i “Cine de Barrio” på etteren.
Før TV-et kom til, var det radioen, der bragte nyheder, musik og drama-serier.
Men landsbyen fik jo først el i 1960’erne. Inden det bestod underholdningen i, at man sang for hinanden. Sangene minder om de danske skillingsviser. I Spanien hedder de coplas del cordel eller romances de ciegos og blev udbredt af omvandrende tiggere, der indtil for 50 år siden gik fra hus til hus og sang for en skilling, en bid brød eller nogle kartofler. Mange tiggere var blinde og havde en dreng som fører. Undertiden blev melodien spillet på en zanfona:Man kunne købe små hefter med sangene, og der kunne læse, havde sådanne hefter som støtte for at lære sangene. Andre gik simpelthen med rundt til alle husene, og lærte en sang ved at høre den igen og igen.

Kilde vedr. de spanske skillingsviser “coplas del cordel” eller “romances de ciegos” : http://www.jaimito.es/romances/coplasciegos.htm