I 2020 er befolkninger i store dele af  verden underlagt restriktioner for udgang, og alle store arrangementer bliver aflyst: Karneval, 8. marts-demonstrationer, påskeoptog og messer,… Og den danske social-minister melder om uhyggelig stigning i tilfælde af vold i hjemmet.

Jeg tænker tilbage til, hvad vi så på Madeira i 2019; da faldt karnevalstiden så sent som i begyndelsen af marts. I Funchal var der mange flotte optog med fristende udklædte deltagere.

Under listen i den lokale avis over arrangementer på “kvindernes dag” d. 8. marts annoncerede diskoteker med halv pris for de kvindelige deltageres drinks, samt mandlig striptease. Der var lagt op til løsslupne dage i varmen!

Men da vi gik ud i Funchal by d. 7. marts, så vi, at alle officielle bygninger flagede på halv stang.
Hvem mon der var død?
Vi spurgte på restauranten, hvor vi spiste frokost, men der vidste man ikke noget.

Forklaringen kom paa TV-nyhederne: i en lille by i Nordportugal var en kvinde blevet dræbt af sin partner; en fyrreårig mor til to ville skilles, men blev kvalt; manden meldte sig selv; børnene var (gudskelov) ikke hjemme.

Dermed skete det for ellevte gang i år 2019, at vold i et portugisisk hjem blev afsluttet med et drab.
Og det skete netop d. 7. marts, dagen som d. 22. februar var blevet erklæret for national sørgedag mod vold i hjemmet. Portugals regering anser det for totalt uacceptabelt, at 500 kvinder er blevet myrdet af deres partnere inden for 15 år.
Minister Mariana Vieira da Silva, kalder til mobilisering af hele samfundet i kampen mod ligegyldighed og banalisering af vold inden for hjemmets fire vægge. Således som der appelleres til med denne plakat: “Meld vold i hjemmet, det er alles ansvar. Vold i hjemmet er en offentlig forbrydelse”.

Lovgivningen skal fremme omgående beskyttelse og støtte til voldsramte kvinder, og voldelige ægtemænd skal dømmes som andre voldsforbrydere.

Vi ser paa TV, hvordan parlamentet holder et minuts stilhed for de døde kvinder, og d. 8. marts, bliver der afholdt demonstrationer mange steder i landet.


Der er bred enighed om, at der behøves en holdningsændring, og det tager tid. Alle må lære, at vold ingen steder hører hjemme, allermindst inden for hjemmets fire vægge.
“Indtil døden os skiller” er overskriften på denne plakat for foreningen til støtte for voldsofre.


I Portugal styrkes denne holdning også blandt de unge. Den nationale læseplan for eleverne i de ældste klasser omfatter forfatterinden Lídia Jorge’s novelle “Marido” (Ægtemand). I novellen skildres en kvindes desperate indsats for at bevare et ulykkeligt ægteskab, og læseren må overveje, om vold i hjemmet er en privatsag, eller omgivelserne kan og bør gribe ind. Således som der nu er taget stilling fra regeringens side med skærpet lovgivning og retspraksis. Og d. 25. november vil mange parter markere den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

I Danmark er der ligeledes fokus på, at vold i hjemmet er et samfundsanliggende. Således skriver Lisbeth Jessen, direktør i Danner, torsdag d. 22. august 2019 i Berlingske Tidende: “Politiet må opruste i sager om partnervold” . Hun siger bl.a. »Politiet skal gøre sig klart, at det her ikke er et privat problem. Bare fordi der ikke bliver skudt i det offentlige rum som med bandedrab, har vold og drab i hjemmet stadig store implikationer for både den enkelte og for samfundet«.
Og i foråret 2020 læser vi om tendensen til stigning i Danmark: “Siden nedlukningen den 11. marts, hvor Statsministeren bad danskerne om at blive hjemme, har Lev Uden Vold i gennemsnit modtaget 4,1 henvendelser dagligt vedrørende en ledig plads på kvindekrisecenter. Det er cirka en fordobling i forhold til normalt.” se  artiklen CORONA-PÅBUD FÅR PARTNERVOLD TIL AT STIGE.