Iværksætteri i dagens Spanien

En reportage i søndagstillægget til den landsdækkende avis “El País” d. 28. august bringer syv historier om unge selvstændige erhvervsdrivende, en gruppe, der gerne skulle blive flere af!

Den dystre baggrund er, at over 40% af Spaniens unge er arbejdsløse. Det generelle uddannelsesniveau har aldrig været højere, men man kan ikke længere regne med, at eksamen giver adgang til en sikker livsstilling, helst i det offentlige. Det lader sig ikke gøre i krisetider og med mange konkurrenter om de få ledige stillinger. For mange bliver det nødvendigt at vove pelsen og prøve lykken som iværksættere.
Bladet bringer syv eksemplariske beretninger om unge, der har forladt en traditionel karriere til fordel for selvstændig virksomhed: En programmør forlod sit job i et multinationalt radar-firma og løser nu som free lancer tekniske problemer for multimedie-kunstnere. En arkitekt sagde farvel til en stor tegnestue i London og vendte hjem til Madrid, hvor hun nu laver “små” projekter – i sit eget regi. En sangerinde er blevet træt af at skrive kontrakter med store producenter, og har nu dannet sin egen duo, som flytter til London, hvor der er mere genklang for hendes musik. Og så fremdeles.

Fælles for bladets eksempler er, at iværksætterne bryder ud fra et årelangt eller sikkert ansættelsesforhold for at se, om deres initiativ kan briste eller bære.
Men hvad nu, hvis man slet ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet i det hele taget? At man må erkende, at alle ens ungdomsår, alle forældrenes afsavn for at man kunne få en højere uddannelse, synes spildt? Og endnu værre, hvis man er fra en lille landsby og ikke har fået papirer på nogen kompetence? Dermed er man da komplet chanceløs i det moderne informationssamfund. Eller?

De “entreprenører”, der viser vejen, er måske i virkeligheden ikke at finde i IT-verdenen og de såkaldte kreative kredse, men man møder dem mere ydmyge steder. Det er de myreflittige indvandrere og folk i fattige udkantsområder. De er vant til at tage fat på opgaver, der skal eller må gøres uanset krise eller ej.

Blot et par eksempler:

Vi kom til Madrid forleden, og jeg faldt i staver foran en forklædeforrretning! – et mormorforklæde med påsyet minifrottéhåndklæde påkaldte sig min opmærksomhed, jeg har nemlig selv den vane at tørre hænder i forklædet. Et forklæde med vifte og flæser ville gøre det festligt at lave mad til tonerne af flamencomusik. Sådan var der talrige sjove og praktiske modeller. Man kunne få broderet navn eller tekst efter ønske. Hvem stod i butikken? To unge asiatiske kvinder. Det er ikke sikkert, at de kan læse og skrive spansk – 20 års skolegang er ikke et must. En broderemaskine og nogle skabeloner er et godt grundlag for at opfylde kundernes personlige ønsker.

Vi tog fra Madrid til Las Hurdes med en af de lokale iværksættervognmænd – og da vi kom til skiltet med “Las Hurdes” sagde vores medpassager ironisk: “Tierra sin pan” – “Jord uden brød” – efter titlen på Luis Buñuels uhyggeligt berømte “dokumentarfilm” om en region der var som en 3. verden i Spaniens baghave. Hun og chaufføren var enige om, at jorden i Las Hurdes er god, – og “hurdanerne” er ikke blege for at tage fat og gå nye veje.
Foto: El Tío Cirilos bod på søndagsmarkedet i Ahigal

I dag så vi hos boghandlen i Plasencia en lokal nyhed: en bog om Tío Cirilo, en hurdaner, der har drevet det vidt. Tío Cirilo blev født i Las Mestas, en landsby i det nordlige Extremadura i en børneflok på sytten. Han tog som ung til Holland, hvor han fik job som slagteriarbejder. Da han havde sparet tilstrækkeligt sammen, vendte han hjem til Las Mestas og blev biavler som sin far, Tío Picho.
Tío Cirilo giftede sig, han og konen åbnede også en slagterbutik og et lille traktørsted.
Da han syntes, der manglede lægehus og apotek på stedet, fandt han på at brygge et “lægemiddel” af mælk, kakao, honning, pollen, gelée royale og urter fra bjergene. Minsandten om ikke Cirilos hjemmelavede mikstur hjalp mod både gigt og forhøjet kolesterol – ja, det kunne tilmed måle sig med Viagra, før Viagra havde set dagens lys!
På markederne her i regionen træffer vi ofte Tío Cirilos bod.

Foto: Nyhøstet pollen i Las Hurdes

Las Hurdes er ikke (længere) en brødløs egn hverken i den ene eller den anden henseende, – der er bare ikke noget ved det brød, man kan købe her, og som man får til restauranternes i øvrigt så velsmagende mad.
“Når du tager et stykke industribrød, er det dødt”, siger Fernando Bernaldo de Quirós, en økonom, der foretrak at blive selvstændig i landsbyen Aldeanueva del Camino frem for at ernære sig som bogholder i Madrid. Først ville han være snedker, men det var ikke lige ham at sætte sig på skolebænken sammen med en flok teenagers i Hervás, så via et par år med en bar ved svømmebassinet i Gargantilla, kom han ind i bagerfaget.
Han har stået i lære hos oldermanden for de tilbageværende “rigtige” bagere, og så har han allieret sig med sin kusine, der er agronom og specialist i økologisk landbrug, for melet skal jo være ordentligt til at begynde med! I dag ser Fernando universitetsstudierne som en fejltagelse, på de fem år kunne han allerede være blevet en rigtig god brødbager!

Mine forældre rejste på egen hånd i Spanien i 1950’erne, og var imponerede over landets betydelige “intelligensreserve”. Som eksempel kunne de fortælle, at ligegyldig hvor Michelin-kortet kom til kort, kunne de få klar og præcis besked af jævne folk på vejen. I dag kaldes der fra politisk hold på entreprenør-ånd og alt tyder på, at den er til stede, og meget kan udvikle sig, når de tunge administrative rutiner bliver forenklet.

Kilder:

– El País semanal no. 1822, d. 28.08.2011: “Emprendedores, justo ahora, con la crisis”

– HOY.ES 03.07.2011 Tú coges un pan industrial, y está muerto