En kold og regnfuld eftermiddag i oktober går jeg indenfor hos naboerne. De sidder oppe i husets øverste rum, hvor de har køkken, pejs, spisebord og sofa under ovenlysvinduer.
Min naboerske er i gang med at lave en stor portion buñuelos, de lokale “klejner”, nærende og holdbare. Når de skal spises, bliver de rundhåndet overgydt med honning.
Jeg bliver budt på en smagsprøve, og mens vi sidder der om bordet, giver vi os til at tale om, hvad man kan lave, når vejret ikke er til at være ude.
Nutildags er der jo TV, men de to er selektive, hvad det angår. De ser altid højmessen om søndagen, ellers kun nyheder fra TVE og programmer fra Canal Extremadura. Tit er der også en god gammel lørdags-film i “Cine de Barrio” på etteren.
Før TV-et kom til, var det radioen, der bragte nyheder, musik og drama-serier.
Men landsbyen fik jo først el i 1960’erne. Inden det bestod underholdningen i, at man sang for hinanden. Sangene minder om de danske skillingsviser. I Spanien hedder de coplas del cordel eller romances de ciegos og blev udbredt af omvandrende tiggere, der indtil for 50 år siden gik fra hus til hus og sang for en skilling, en bid brød eller nogle kartofler. Mange tiggere var blinde og havde en dreng som fører. Undertiden blev melodien spillet på en zanfona:
Man kunne købe små hefter med sangene, og der kunne læse, havde sådanne hefter som støtte for at lære sangene. Andre gik simpelthen med rundt til alle husene, og lærte en sang ved at høre den igen og igen.
Kilde vedr. de spanske skillingsviser “coplas del cordel” eller “romances de ciegos” : http://www.jaimito.es/romances/coplasciegos.htm