En lille times kørsel herfra, ad vejen mod Plasencia, ligger en by ved navn Montehermoso: Det smukke bjerg. Og sandelig er landskabet smukt. På de bløde bjerge løber bække gennem frodige græsgange med fritstående træer, og store klippeblokke bryder det mindste tilløb til monotoni.
Men selve byens gader præges ikke af sydlandsk charme, nærmest trist tager gadebilledet sig ud:
Her skal man lede efter en smuk bygning, om end visse prangende villaer og nydelige byhuse vidner om ejernes økonomisk format, som dette, hvor en advokat har sit kontor og bolig.
At man i denne by har sans for skønhed, derom vidner byens store velpassede park
– med en mangfoldighed af gamle træer af mange arter, hvis skygge man kan nyde på elegante bænke.
Vi var der forleden i en stille formiddagstime, og blev modtaget af en duft af roser, som vandes flittigt i parkens plæner og langs dens gange.
Men allerede udenfor ses en væld af roser, klatrende på hegnene omkring parken.
I den stille formiddagstime var vi næsten alene i parken; men når det har ringet ud fra skolen, kan (bedste)forældre og børn udfolde sig med motions-apparater og på legepladsen.
eller ved spillebordet.
Der er også sørget for dem, der holder af at trille kugler: petanca, hedder det her.
Heroppe på “vores” bjerg vokser der også roser. I et hjørne af en af Julias mange køkkenhaver
og mellem Santiagos vinstokke.
