Skip to content
IBERIANA
Menu
  • Extremadura
    • kultur
    • økonomi
    • kristendom
    • fritid
    • mad og drikke
    • musik
    • Film
    • Sport
  • Portugal
  • Em português
Menu

Geder som Brandværn

Posted on 6. February 202317. August 2026 by mail@casaeva.dk
Oprydning efter skovbrand i las Hurdes

Atter og atter svides store skovområder i  “vores” Hurdes og de nærliggende Gata-bjerge, og der tages fra officielt hold initiativ til at forebygge naturbrandene.

Med projektet Self-Prevention 2010 besluttede man i Portugal og provinsen Salamanca at gøre gedeflokke til naturens brandmænd.  

Også regionen Extremadura satser på denne form for naturbeskyttelse. 

Dagbladet “HOY” bringer søndag d. 5. februar 2023 en artikel om José Antonio Recio, der har taget springet  fra IT i Málaga til geder i Gata. Mennesker som José Antonio er Alfa og Omega for en lille by som Cadalso. Med familien Recio blev de 419 indbyggere, og der kom flere børn i skolen! Samtidig kom der en ekstra virksomhed til en by med store herlighedsværdier, men meget lidt erhvervsliv. 

José Antonio tog beslutningen om at flytte til Cadalso for 15 år siden. En pilgrimsvandring på 33 dage mundede ud i en radikal beslutning. Han havde ganske vist et godt arbejde i en familieejet IT-virksomhed, men tilværelsen forekom han for stresset, efter at han nu i en god måned havde overvejet, hvad livet skulle indeholde.

Hans mor stammer fra Cadalso, så han kendte den lille by fra sin barndoms ferier. I de følgende to år gik han på landbrugskurser og sparede sammen til en campingvogn. Han købte også et stykke jord med muligheder for at udfolde den virksomhed, han havde i tankerne. 

Hans kæreste sluttede sig til ham, og de anlagde køkkenhaver, holdt høns og producerede æg og grøntsager. José Antonio købte også et par geder og slog sig sammen med en anden gedeavler. De kunne skiftes til at gå ud med den samlede gedeflok, og dermed var der tid til bedriften, når man ikke var afsted. Af gedemælken fremstiller de ost, og den er der god afsætning på, ligesom en ragout af gedekød. De har fået tilskud fra det såkaldte Proyecto Mosaico under Extremaduras universitet og regering. Formålet med projektet er at vende tendensen til, at regionens landområder bliver affolket. 

Her ser vi, hvordan gedeflokken afgræsser brandbælterne i Gata-bjergene. For denne indsats får José Antonio i lighed med 8 andre gedeavlere et vederlag via den fælles-europæiske fond Life Landscape Fire, som i år udvides med yderligere 9, når det efterfølges af EU-programmet Next Generation, som skal bøde på følgerne af Covid-pandemien.

Cistus-rose

Gederne æder planterne i det lave krat, såvel cistusroser som lyng og bregner, og de selvsåede fyrretræer kan de også tage i opløbet. 

Sammen med de 230 geder tilbagelægger José Antonio op mod 18 kilometer i løbet af 6-7 timer, og således er de med til at forebygge de skovbrande, som truer Gata-bjergene. 

José Antonio værdsætter, at han og familien har opnået en høj livskvalitet. Men der skal arbejdes mange timer hver dag. Kun når det regner, har han fri. Og det har været dyrt at nå til hvor han er nu. Han skylder stadig penge, men der er udsigt til, at virksomheden kommer til at hvile i sig selv. 

Forhåbentlig vil hans eksempel brede sig, så der bliver tilstrækkelig mange geder til at de for alvor får succes som brandkorps.

HOY’s reportage afspejler i større målestok vores lille bjerglandsby, der nu er næsten affolket. For over halvtreds år siden, da Aldehuela havde et par hundrede indbyggere, kunne de store gedeflokke vedligeholde de stier, der forbinder de små landsbyer og fører videre over i provinsen Salamanca. 

Da vi kom dertil for godt tyve år siden, holdt man stadig geder i flere af husholdningerne i “vores” Aldehuela. Men nu gror stierne til, for det er kun hyrden ovre fra Erías og brødrene Antolín og Benigno i Aldehuela, der vandrer på bjerget med de adrætte geder.

I 2017 deltog hyrder fra las Hurdes i en stor fest i den portugisiske bjerglandsby Alpedrinho lige ovre på den anden side af grænsen.

De oste, som hyrderne laver i løbet af sommeren, er en efterspurgt delikatesse – måske kan det give flere “nybyggere” mod på at vende affolkningen af disse smukke egne.

Kilde: Dagbladet HOY online 5. februar 2023

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

SØG

  • Tiderne skifter i las Hurdes28. June 2026
    Der er sket store ting i Aldehuela i det seneste års tid. Bl.a. er der blevet opført et “Casa rural” som Aino & co afprøvede i efteråret. For at fremme...
  • Julia snakker med sine høns
    HØNSESNAK18. June 2026
    Julia forkæler os daglig med frisk frugt, grønsager og salathoveder fra sine mange haver. De salatblade, som vi ikke spiser, får hendes høner. Vi får også nylagte æg, fra Belinda...
  • Julias jordbær
    Snaps-ting26. May 2026
    Vores kære Julia kommer med så mange dejlige modne jordbær og kirsebær, at vi umuligt kan spise dem på en gang. Det mindede mig om denne historie, hvor Lotte Ligeglad...
  • 2025 i Aldehuela30. December 2025
    Også i år kunne vi tilbringe mindeværdige uger imellem skifer, figner, druer og ikke mindst gode naboer. Aino, Sune, Jonathan og Henry kom på besøg og indkvarterede sig denne gang...
  • På cykel i Extremadura i 18959. January 2025
    I foråret og sommeren 1895 cyklede Fanny Bullock Workman sammen med sin mand, William Hunter Workman turen Spanien rundt, i alt 4.500 km. Ægteparret havde foretaget mange rejser i Europa,...
  • NYTÅRS-NYT30. December 2024
    Her i juleferien sidder jeg i Ringsted og studerer Extremadura-dagbladet HOYs internet-udgave.Der bringes minsandten nyt om Kong Frederik og dronning Mary af Danmark: de har været på privat besøg i...

2021 António Gedeão biavl botanik børn civilisation cordel corona virus covid19 dyrevelfærd el-kontrollør Eva Kvorning første verdenskrig gastronomi granater historie humor hustruvold hygiejne Iberdrola Isak Dinesen Karen Blixen klima kunst litteratur Lídia Jorge maleri Mia Couto nadverdugen naturbrand Out of Africa Porto portræt påske relikvie renovation Serengeti skovbrand socialpolitik Spanien studenterkørsel trafik Ungarn vandforsyning våbenindustri

© 2026 IBERIANA | Powered by Minimalist Blog WordPress Theme