I begyndelsen var brødet

Ved min barndoms middagsbord fik vi som regel formad, i dyb tallerken med ske. Supper af forskellig slags, grød eller øllebrød. Det sidste fremstillet af de rugbrødsskorper, som var blevet for tørre til at skære i skiver. De blev gemt i en krukke, til der var nok til en gang øllebrød; så blev stumperne udblødt og kogt til en grød, der blev tilsmagt med mørkt hvidtøl og undertiden puddersukker. Vi fik kold mælk på den varme grød, der kunne indeholde klumper, og det var tegn på karakterstyrke ikke at rynke på næsen over dem!

Øllebrød fik vi også tit om morgenen, vekslende med varm mælk med tvebakker og kanelsukker.

Ikke kun rugbrød kan genbruges

Her på den iberiske halvø har man også tradition for at bruge det tørre brød. Når hyrderne var oppe i bjerget med får og geder i lange perioder, blev det medbragte brød efterhånden tørt. Så det blev lagt i blød og i småstumper stegt i olivenolie, krydret med hvidløg og tørret stærk peberfrugt. Disse migas extremeñas kan varieres på mange måder, med kartofler, med kikærter, med lidt pølse eller spegeflæsk eller hvad man nu har.

Nu om dage er hyrdernes hverdagskost blevet en populær ‘tapa’ i barerne ude på landet, og i byerne følger man trop. Et hold mentalt handicappede opnåede på et gastronomisk innovationskursus anerkendelse for ideen om at indføre oprindelsescertifikat for migas extremeños, under betingelse af, at de tilberedes med hvidløg og olivenolie fra Extremadura, og med Vera-dalens “røde guld”, krydderiet pimentón de la Vera.

Den portugisiske migas-tradition bliver ligeledes opgraderet. I søndags fik vi ‘smag for sagn’ i den lille bjergby Segura, lige ovre på den anden side af grænsen ved Alcántara. Der blev holdt “Festas das Migas” med deltagelse fra den lille by og mange andre småbyer i området.


De gule poser (til tre euros) indeholder en lille lerskål og en træske.


I en række telte er der 30-40 borde, hvor vi flokkes med vores skåle for gratis at smage på deltagernes migas-varianter.


Det viste sig at være supper med brød i mange variationer: med fisk, med pølse, med kikærter, med kartofler, med vildsvin, med gazpacho.
Ind imellem smagsprøverne bliver skålene skyllet.

Der var ogå et lille marked og optræden af forskellige sangere og musikere. En dag for hele familien.


Da min naboerske Julia hører om migasfesten, siger hun, at nu om dage laver hun sjældent migas, fordi hun har sukkersyge – og så beskriver hun sine yndlingsmigas. Hun kommer brødkrummerne på panden med LIDT olie, og varmer dem langsomt igennem, og til sidst skal der honning i. Minder det dog ikke om æblekagerasp – og hvad er rasp? Brødkrummer! Restemad med variationer – en historie, der kan blive længere og længere.

Som sagt er migas på den kulinariske dagsorden i disse tider, og selvfølgelig emne for mangt og meget på internet. Et godt sted for dem, der forstår spansk, er http://hacermigas.com/ – hvorfra jeg har lånt billedet af migas fra Extremadura.

mere om hyrder i grænselandet

Mere (på spansk) om gastronomisk anvendelse af tørt brød: Torrijas