Sidste år var der anledning til at markere, at Spanien har haft indre fred (!) i 75 år siden borgerkrigens afslutning i 1939.
I Extremadura blev det til en gestus over for de kvinder, der var født under borgerkrigen eller endnu tidligere, og som i al stilhed havde gennemlevet efterkrigstidens savn og sørget for deres familier, mens Spanien ganske langsomt kom på fode. Denne anerkendelse har intet sidestykke i nogen anden spansk region.
På Extremaduras dag d. 7. september 2014, forkyndte regionens daværende præsident Monago fra Partido Popular, at der skulle tildeles 300 euros årligt (dvs. 80 centimer = 6 kr om dagen) som en anerkendelse til de kvinder, ”der fortjener en historisk kompensation for deres ofre.” Her i Extremaduras landdistrikter kom kvinderne sent med i moderniseringen, og derfor er de 300 euros ”meget mere end en symbolsk gestus. Det er et spørgsmål om værdighed, retfærdighed og historisk erindring”, sagde Monago den dag.
7 måneder senere, i april 2015 bliver der endelig udstedt et dekret om ordningen, der vil vedrøre 35.000 kvinder og koste regionen 10 millioner euros om året (en udgift, der vil mindskes, efterhånden som kvinderne dør.)
For at komme i betragtning skal kvinden altså være fyldt 75 år d. 1. januar i år. Hun må højst have en årsindkomst på 7.455 euros (55.912 kr). Man ser også på den evt. endnu levende ægtemands indkomst – den fælles indkomst skal være under 10.904,60 euros (81.780,90 kr).
Den 21. april trådte ordningen i kraft, og ansøgningsfristen blev fastsat til en måned fra da af. På Extremaduras officielle web: ciudadano.gobex.es kunne man finde info om proceduren, hvis man da havde adgang til computer og rutine i at orientere sig i den slags fora. ( borger.dk er betydeligt mere overskueligt :-).
Det understregedes, at man ville sørge for at smidiggøre processen, så ansøgerne ikke skulle rundt fra Herodes til Pilatus i den offentlige forvaltning for at få del i ydelsen.
(NB: ansøgningsperioden løb præcis op til regionsvalget d. 24. maj.)
Medierne har naturligvis omtalt denne ordning. Iflg. ”El Correo de Extremadura” var der i Cáceres og Badajoz d. 20. maj (4 dage før valget) tilmeldt næsten 14.000 til ordningen. Dvs. under halvdelen af de berørte. ”Smidiggørelsen af processen” – er åbenbart ikke sivet ud i de landdistrikter, som præsidenten ønskede at give sin bevågenhed.
Her i landsbyen bor der et par kvinder på over 75. En af dem spurgte mig, der tit tager de 16 km ned til ”vores” lille by, om jeg kunne gå forbi rådhuset og spørge, hvordan de skulle bære sig ad for at ansøge.
Jeg kom tilbage med den besked, at det ville blive meddelt, når proceduren var på plads. Det måtte jo betyde, at fristen var forlænget.
Omend Extremaduras forskellige administrative organer i imponerende grad er digitaliseret og koordineret, er det åbenbart ikke lykkedes at automatisere denne proces – hvortil der efter sigende kun kræves fremvisning af identitetsbevis og folkeregisterattest. Ude i gaden hang et opslag: ”Er du en kvinde på over 75? Vi hjælper dig med at få dine 300 euros osv.” Jeg troede næppe mine egne øjne, skulle der nu vrides profit ud af de stakkels 6 kr om dagen?
Senere så jeg flere plakater med tilbud om at søge på de berørte kvinders vegne.
Det blev oplyst via TV, at fristen var forlænget til d. 8. august. Fredag d. 29. maj tog min 76-årige nabo Ana med mig ned på rådhuset for at hun kunne indgive ansøgning om at komme i betragtning.
Desværre, først mandag ville la asistenta social være på sit kontor. Ude i byen mødte Ana imidlertid sin datterdatters svigermor, som anbefalede at gå over til Lægehusets socialrådgiver. Der fik Ana en blanket, som skulle udfyldes i sparekassen. Og socialrådgiveren ringede til et Gestoría (et sted, hvor man hjælper folk med officielle dokumenter og ansøgninger, som stadig er for indviklede for almindelige mennesker) i nabobyen, 8 km borte, – der kunne de ekspedere Anas ansøgning.
Mens Ana fik sin blanket udfyldt i sparekassen, spekulerede jeg over, hvorfor vi ikke kunne få tingene ordnet her på rådhuset, eller hos det stedlige ”Gestoría”.
Nå, men turen gik nu til de meget venlige mennesker i nabobyen. Fint, blanketten var rigtigt udfyldt, og måtte de så se Anas DNI – documento nacional de identidad. Ups, desværre, det var udløbet. Ana skulle have et nyt ID-kort med chip og nyt foto osv. Gestoría tilbød at ringe og bestille tid hos politiet i Plasencia, o. 60 km borte. Det blev så d. 23. juni kl. 10 – om næsten fire uger. Men rolig, rolig, ansøgningsfristen for de 300 euro var jo først den 8. august.
Da Ana nu skildrede sine problemer med at komme til Plasencia, fandt revisoren ud af, at hun i stedet kunne vedlægge en udskrift af fødselsregistret fra sin fødeby.
Desværre er hun født i en anden kommune, 42 km herfra.
Ana var helt slået ud. Her havde hun ulejliget mig, og nu så det nærmest umuligt ud. Hvor var det typisk. Aldrig havde den kommune gjort noget for dem. Tværtimod. Da hendes afdøde mand Andrés blev erklæret invalid og ikke kunne gå op ad trapperne i deres gamle hus, søgte han et statslån – til 4%. Men de fik afslag fra det offentlige og måtte optage et realkreditlån til 8%. Til og med måtte de af med 100.000 pts i byggetilladelse. So much for kommunens forståelse for de fattige beboere i de små landsbyer.
Fattige var de, Andrés sved trækul, så længe kræfterne var til det.
Ana har slidt og slæbt, siden hun kom ud at tjene i en alder af 10 år. Hun lærte aldrig at skrive og læse, selv om hendes far havde betalt skolepenge. Men læreren stak af fra skolen og konen, da han forelskede sig i en anden!
Og så måtte Ana ud at vogte geder for fremmede; om sommeren kom hun med faderen på høstarbejde i Salamanca-provinsen på den anden side bjerget, og der lagde hun kræfterne i, så hun tjente lige så meget som de mandlige høstarbejdere!
Siden kom hun i huset i Cáceres, og der traf hun Andrés på diskotek. Da hans far blev enkemand, flyttede de hertil, hvor et fattigt liv som gift kone og mor til ni børn ikke blev en dans på roser. I begyndelsen havde de hverken vand eller el i huset, og det er hårdt at dyrke de små lodder rundt omkring i bjerget.
Sorger har det ikke skortet på: et barn blev erklæret dødt efter fødslen, og de fik ikke lov at se det, før det blev begravet. Derfor kan Ana nu ikke lade være med at spekulere på, om det var et af de mange spædbørn af fattige forældre, som på klinikkerne blev ”givet” videre til velhavende barnløse ægtepar…
En anden søn blev født julenat for ca. fyrre år siden. Det var desværre ikke en velsignet dato, for der kom ingen fra personalet på fødegangen, da Ana ringede fordi hun var ved at forbløde. Sønnen er spastisk lammet den dag i dag, bor på institution i Barcelona. Han er godt begavet og har det efter forholdene godt, – men det er en lang og dyr transport, når han skal hjem på ferie hos sin gamle mor. ,
To sønner døde i fyrre-års-alderen, men de andre børn, børnebørn og oldebørn besøger hende tit. De bor i Madrid og i Toledo-provinsen og vil helst have, at hun er hos dem i den kolde tid, og hun indvilliger modstræbende. I år har hun dog kuppet sig til at være hjemme i las Hurdes siden januar. Påskuddet var, at det er her, hun går til læge for sine kraftige slidgigt-skavanker. Lægen har set scanninger af Anas knæ og ryg og forstår ikke, at hun overhovedet kan stå oprejst. Men Ana synes, det er værre at sidde stille, og hver dag er hun ude i sine haver, sår og planter, luger, vander og gøder. Og passer sine katte, som er så søde – og gode til at holde musene på afstand.
Hvorfor skal det dog være så indviklet at tildele Ana den ”krigsdatter-ydelse” på 300 euro? Der må selvfølgelig være noget, vi har misforstået… Hun er jo analfabet og jeg er ikke spanier….
Et par dage senere var jeg igen på rådhuset sammen med Emilia, som også havde set de gode nyheder på TV. Det er lidt svært at tro på, at der vil blive gjort noget for ”os gamle koner” – men det skal da prøves. Emilia var omkring sparekassen efter den behørige blanket, hendes DNI er flunkende opdateret, hun medbragte sygesikringskortet, og la asistenta social var på sit kontor, optaget med en klient, mens andre sad og ventede.
Vi satte os i køen, og på et tidspunkt kom en anden medarbejder og spurgte, om Emilia måske var over 75 og kom vedr. det med de 300 euro? Javist. Nå, men så skulle vi da ikke vente længere. Vi fik lov at sætte os ind bag skranken, på stolene ved rådhussekretæren Tere’s bord.
Det var lovende: jeg kender godt Tere, som i alle årene har ydet en smidig og kompetent behandling af vores ”tilflytter”-sager. Hun fortalte, at det var en kokset dag, for adminstrationssystemet havde været nede, og det var først lidt op ad formiddagen, at de havde fået adgang til kommunens og regionens databaser. Nåh!
Emilias sag blev ekspederet. Herunder skulle hun oplyse, om hun fik pension. Det får hun ikke. Den gang, hun fik tilbudt arbejde ved beplantningen af bjerget, var hendes mor syg og hjælpeløs, og hun har aldrig fortrudt, at hun ikke nænnede at lade hende være alene hjemme. Men pension har hun ikke indbetalt til, fordi hun ikke havde lønnet arbejde.
Nå – indgav hun og manden selvangivelse (det er tegn på, at man ikke er rigtig fattig) Jo, det gør de, men hun havde den ikke med. Vidste hun, hvor meget manden oppebærer i pension? Det beskedne beløb blev fremført hviskende (Emilia mister stemmen, når hun bliver nervøs, og i øvrigt syntes hun nok heller ikke, det kom andre ved).
OK, det skriver vi, og du får besked, hvis der bliver rykket for selvangivelsen.
Der blev printet 3-4 sider ud, og så var det tid til at skrive under. Emilia kan ikke skrive, så der blev hentet stempelpude, og hun satte tommelfingeraftryk to steder. Ja, så var den sag på plads.
Hvornår kommer pengene, ville Emilia gerne vide. Nok i løbet af en tre måneder.
Jeg omtalte lige Anas forgæves tur om fredagen og undrede mig over, at hun blev vist til nabobyen. Tere forklarede, at regeringen har indgået aftaler med forskellige Gestorías, heriblandt det stedlige; men de tager et gebyr for at ekspedere ansøgningerne – det gør de ikke i nabobyen, – og det gør de heller ikke på Rådhuset!
Tere spurgte nu efter Anas efternavn og fandt hende i databasen; dermed kunne hun udskrive en attest vedr. folkeregisteradressen. Hun ringede til rådhuset i den kommune, hvor Ana er født, og bad dem sende fødselsattesten med posten.
Så nu kan Ana også få ansøgningen af sted en af dagene. Det er hun glad for! Det manglede da bare, skulle man synes.
Tere abefalede mig at ringe til hende, for at høre, om den fødselsattest var kommet frem, før jeg tog ned på rådhuset med Ana.
Fredag d. 5. juni (to uger efter valget) kom der opslag fra borgmesteren (nede i byen, først en lille uge senere her oppe i landsbyen): Alle de berettigede til den livsvarige ydelse på 300 euros kan nu henvende sig hos kommunen, der gratis vil ekspedere ansøgningen. Man skal medbringe ID, sygesikringsbevis, evt. selvangivelse, og oplysninger om indkomst.
Nu er der gået to uger, Tere har rykket gentagne gange for fødselsattesten, og Ana venter stadig. Hvornår mon det bliver hendes tur til ”selvforkælelse”?
Skulle hun opnå den livslange ydelse på 300 euros om året vil det næppe kunne opveje, at alting bliver dyrere og dyrere; Spaniens elpriser er de 3.-højeste i Europa, der er stigende selvbetaling for medicin, og den Internationale valutafond tilråder, at Spanien udfaser den differentierede moms – for tiden 4% på basisprodukter, mod 21% generelt.
Det er vist et ”held” for Ana, at hun har specialiseret sig i at forkæle andre – f.eks. os, som lige skal smage hendes jordbær:
Opfølgning
Ana var første gang af sted d. 29. maj for at ansøge om de 300 euros årligt til Extremaduras bedstemødre.
Tirsdag d. 16. juni ringede Tere: nu havde hun modtaget kopi af Anas fødselsattest. Min mand og jeg var netop et par dage i Portugal, så det blev først mandag d. 22. juni, at Ana kunne tage med mig ned til rådhuset. Der blev hun modtaget af Asistenta Social med kindkys og ”hvor er det længe siden, jeg har set dig”. Hun viste videre til Tere, som nu brugte en halv time på at gøre Anas ansøgning om de 300 euros klar til de bevilgende myndigheder. Der blev både tastet ind på computeren og kopieret bilag ud fra de dokumenter, Ana omhyggeligt havde medbragt. Hun kan kende sit DNI og sit sygesikringskort, men ved i øvrigt ikke selv, hvad der er hvad, fordi hun ikke kan læse. Derfor måtte Tere finde frem til dokumentation for Anas enkepension, den formular, der var blevet udfyldt i Sparekassen og folkeregisterattesten. Ja, så var der vist ikke mere. Det hele blev fotokopieret, der blev indtastet info i systemet, og udskrevet en formular, som Ana skulle underskrive to steder, dvs. prente sit fingeraftryk på. Tere attesterede derpå i hånden, at det var Anas og ikke andres tommelfinger, der havde været i spil.
Alle fotokopierne blev vedlagt sagen, og nu kunne Tere forsikre Ana om, at hendes ansøgning var behørigt klargjort.
Da Ana og jeg gik ned ad rådhusets trappe var det med fornemmelsen af at have mødt administrationens menneskelige ansigt. Omend borgmesterens meddelelse om, at der blot skulle medbringes to dokumenter viste sig at være lidt lavt sat i Anas tilfælde, og sikkert for mange andre af hendes ældre medsøstre uden for alfarvej i Extremadura.
(Tere gjorde ikke indtryk af, at hun som ledende sekretær på rådhuset må have ekstra travlt i disse dage, hvor en socialist afløser en PP-politiker på borgmesterposten. I den forbindelse bliver der hvirvlet støv op, for et valg-møde med toppolitikere for PP blev finansieret fra kommunekassen, og nu skal der findes bilag frem!!!)
Som sagt – det tog vel en halv time af Teres tid i denne omgang. Læg dertil vores tidligere besøg og Teres telefoniske henvendelser vedr. fødselsattesten – mindst en time af Teres tid er medgået. Gang det op med antallet af kvinder, der kan komme i betragtning, dvs. ca. 35.000 personer. Over tredive tusinde timers ekspedition på kommunalt niveau, noget i stil med 20 årsværker, har det kostet at udføre opgaven med at ekspedere Monagos historiske gestus. Vel at mærke har det drejet sig om at indsamle i forvejen kendt information. Intet nyt er blevet tilført systemet, men de berørte kvinder har fået endnu en tur gennem den administrative vridemaskine.
Ana har som sagt voldsom slidgigt og venter på en knæoperation, men da vi kom hjem til landsbyen, gik hun alligevel over i sin have for at give mig del i årets første høst af kartofler:
