En søndag i oktober var vi til marked i landsbyen Ahigal. En gang var stedet centrum for handel med geder, køer og får, som opdrættes på egnen. Nu er det tøj, sko og frugt og grønt, der handles med.
For at forhindre uvedkommende parkering lå denne stige foran en port i en af gaderne.

Som det nok fremgår af dette foto, er stigen lavet af en træstamme, som er savet igennem på langs med en rundsav, hermed sikres en nøjagtig boring af huller til trin. I toppen er den forstærket med metal.

Der er indfældet stadig smallere trin i den nederste del,

-og tværgående trin i den øverste..

Vi blev meget betaget af både design og udførelse, og spurgte nabokonen, om hun mente, man kunne bestille sådan en stige. Men hun sagde, at den gamle snedker/tømrer var gået på pension. Nu er alle stiger af metal. Gid der må ske det samme i spansk design som for spansk gastronomi, der har taget et vældigt opsving i de seneste år. Det er bemærkelsesværdigt, at de store chefs understreger, at de aldrig har skåret navlestrengen til det mødrene landkøkken, hvor grønsagerne kommer lige fra haven, og ting får lov at tage sin tid ved moderat varmepåvirkning.
En af vores bekendte sagde: “Nu har min kone fået arbejde, så jeg er nødt til at gå på restaurant, når jeg trænger til at spise cocido.” Cocido er en ret, som laves på mange måder rundt omkring i det store land, med mange slags jordbund og klima, og deraf følgende forskellige afgrøder og husdyrhold – men fælles for alle cocidos er, at de står længe over meget svag varme, og de bliver bedre og bedre med tiden!