Mandag d. 9. maj kom vi til vores lille bjerglandsby Aldehuela. Vi parkerede på Volvederoen, hvor al biltrafik bliver standset, og så et opslag på lægehuset:
Opslaget var fra borgmesteren i Pinofranqueado, hovedbyen i området:
Vores naboer fortalte os, at kommunen havde bestilt en bus til at køre rundt til de små landsbyer om morgenen torsdag d. 12. maj, så alle hurdanos kunne hilse på majestæterne.
I juni måned for 100 år siden havde kongens oldefar, Alfonso XIII besluttet at drage fra Madrid til las Hurdes.
Kongen var nemlig blevet rystet over den rapport, som doktor Gregorio Marañón havde udgivet efter at have gennemrejst dette fjerne og bortgemte område i det store rige. Han havde set udsultede, syge mennesker, i boliger, der mest lignede stalde. Det øvrige spanske samfund havde stort set ingen omsorg for Hurdes-befolkningen.
Marañón fik nu kongen med på en flere dage lang ridetur i de tre snævre dales uvejsomme terræn.
Majestæten brast i gråd over sine fattigste undersåtters levevilkår, og snart blev der organiseret sundhedspleje, der blev bygget skoler og anlagt veje og sørget for indtjeningsmuligheder.
Det fortælles, at allerede i 1925 var der kommet en læge hertil, som kunne forløse en fødende kvinde ved kejsersnit under primitive forhold, og doktor Marañón var ikke sen til at meddele kongen den gode nyhed. Majestæten stod med glæde (pr stedfortræder) fadder til den lille dreng, der selvfølgelig fik navnet Alfonso (+ Nonato, dvs. ikke født, han blev jo bragt til verden ved kejsersnit!)
I løbet af det 20. århundrede blev las Hurdes udviklet under skiftende regeringer og billedet var ikke længere dystert i 1998, da kong Juan Carlos I og dronning Sofia på to dage kørte rundt til adskillige småbyer i området.
Den tidligere tyrefægterplads i Pinofranqueado var nu blevet en park med legeplads, og der var opført en kopi af gedehyrdernes ”majada”-ly til ære for dronning Sofia, som er vegetar og en stor dyreven.
100 år efter Alfonso XIII’s tur hertil kommer hans oldebarn Felipe VI og dronning Letizia til et område præget af velstand, først og fremmest i kraft af biavl. Foran kulturhuset i Pinofranqueado står dette minde over fortidens biavlere, der holdt bierne i stader af kork. (Herom mere på blogposten BIER I BARKHUS)
Dagen før kongeparrets besøg tog jeg nogle billeder i de gader, hvor de skulle gå, fra Rådhuset til Dokumentationscentret med 100 års-udstillingen.
I denne lille gade skal churros-baren fjerne borde og stole, så gæsterne kan gå fra den parkerede Mercedes til Rådhuset.
De dekorerede affaldscontainere til flasker fra de mange barer i området omkring rådhuset og kirken skal selvfølgelig også ryddes af vejen.
På baren ved siden af rådhuset snakker den udsendte fra dagbladet HOY og fotografen med borgmesteren.
Rådhus-balkonen bliver gjort klar til at de kongelige gæster kan træde derud. Ved siden af det spanske rød-gule flag og EU-banneret viser det sort-hvid-grønne flag, at vi er i Extremadura.
Efter rådhuset skal kongeparret gå ad skiferbrolagte, stejle, snoede gader forbi det oprindelige rådhus, der nu er Sundhedscenter, og derpå vil de se op mod Centro de Documentacións vestfacade.
Her ses plakater for Centrets udstillinger om Kong Alfonso XIII’s Hurdes-rejse i 1922 og Luis Buñuels film fra 1933: ”Jord uden brød”
Centrets indgang på den anden side af bygningen prydes af en plakat for tegnefilmen om Buñuel i ”Skildpaddelabyrinten”.
Torsdag d. 12. maj kl. 11.05 ankom majestæterne, og den video, som Kongehuset har lagt på youtube viser, at mange hurdanos tog imod indbydelsen.
Der blev uddelt mange håndtryk, allerede inden majestæterne mødte de to små piger, som stod for den officielle velkomst, akkompagneret af tamborileros’ piber og trommer.
På majestæternes vej fra Rådhuset til Dokumentationscentret sad en gruppe ældre hurdanos, der sikkert også hilste på kongens forældre i 1998. Niecen til Alfonso XIII’s gudsøn var også mødt op.
Kongeparret sluttede besøget med en tur forbi vores stamsted Hotel Castúo på promenaden ved floden Los Ángeles, hvor kongens oldefar og doktor Marañón tog en forfriskende dukkert i juni 1922.
100 år efter Alfonso XIII’s ekspedition er der ikke grund til at ynkes over levevilkårene her i las Hurdes. Ikke mindst på grund af byboernes “indespærring” under pandemien er der tværtimod nogle, der vælger at få landsbyhuse sat i stand, så de kan leve i det fri og arbejde online. Der bliver også bygget store nye boliger, især til de mange biavlere. Honning og pollen-produkter er en betydningsfuld indtægtskilde, og der er vækst i den turisme, der henvender sig til naturelskere og jægere, som gerne vil indkvarteres i landsbyhuse, “Casas rurales” eller små hoteller med lokalkolorit – og god og rigelig mad.
Regionens TV-kanal Canal Extremadura bragte naturligvis en fyldig kommenteret reportage om DET KONGELIGE BESØG I LAS HURDES