På afskærmede “hylder” på bjergsiderne står rækker af bistader. Her sanker de flittige små arbejdere deres lagre af nektar fra kirsebærblomster, lavendler, lyng, cistusrose, sommerblomster, stenegetræer, eukalyptus og mange flere.
Men vi finder også ældre varianter af bikuber – lavet af kork.
Hos bloggeren Vicente Novillo fik jeg min nysgerrighed stillet efter at vide, hvordan de gamle bistader af kork var indrettet og fungerede.
De har ikke nogen bund, og de står på en skiferplade. Der er et lille hul i bunden, hvor bierne kan flyve ind og ud.
Låget er gjort fast med tilspidsede træpløkke, og der er smurt ler rundt i kanten foroven, så det sidder tæt til.
Inden i bistadet bliver der sat pinde på kryds og tværs, som bierne fæstner deres vokstavler på. Deri opbevarer de den honning, de flyver rundt og indsamler i løbet af foråret og sommeren.
Om efteråret høster biavlerne honningen. De tager en dragt på, som dækker hele kroppen. Handsker på hænderne og på hovedet en lærredshætte, der går langt ned over nakken, og hvor der er trådnet foran ansigtet. på den måde kan de se, hvad de laver, samtidig med at de er beskyttet mod de vrede bier.
Låget bliver løsnet fra bistadet og der bliver sprøjtet vand eller røg ind for at bierne skal flyve ud af hullet i bunden.
Så løsner biavleren vokstavlerne med en kniv. For at få honningen ud kan man centrifugere tavlerne eller ganske enkelt stille dem over et kar og lade honningen flyde ud. Honningen er en helt tæt masse. Hvis der er urenheder, flyder de op til overfladen, hvor man let kan fjerne.
Låget bliver igen pløkket fast til bistadet og klæbet fast med ler.