Maria dos Remédios, en gammel dame som boede på et plejehjem i det sydlige Portugal, blev et af de første ofre for covid-19. Hendes datter var ude at rejse på det tidspunkt, og da hun kom hjem, fik hun som minde om sin mor en perlekæde, en ring med en blå sten, et par øreringe og nogle små sedler med kejtet skrevne ord.
I sin tid på plejehjemmet havde moderen igen og igen opfordret sin datter til at skrive om livet der – såvel de lyse som de mørke stunder: Venskaber og alliancer, rivaliteter og fremspirende kærlighed, omsorg og svigt i en aldeles lukket verden. Opgaven med at fabulere over det righoldige stof kom til at beskæftige datteren i de følgende to år, og det blev til en bemærkelsesværdig roman, som udkom i oktober måned 2022.
Titlen ”Misericórdia” refererer til den portugisiske betegnelse for et plejehjem: santa casa de misericórdia. Ordet Misericordia angiver, at et menneske åbner sit hjerte for nødlidende medskabninger.
Hovedpersonen, fru Alberti, kan ikke længere gå, men hun er stadig åndsfrisk, og hun har evnen til at lytte til andre mennesker. Som en svamp suger hun de andres nød til sig.
Bogens omslag refererer til en central passage, hvor det handler om personlig værdighed. En dag bliver alle beboere samlet i den store sal, henne foran vinduerne ud til haven. De skal fotograferes til en kalenderbog og individuelle portrætter som gave til de pårørende.
Fru Alberti ser, at fotografen ikke fokuserer på beboernes smukke sider, men tværtimod sørger for at fremhæve den enkeltes skavanker. Derfor nægter hun at sætte sig i den tronstol, der er er stillet frem til formålet, og bliver kørt op på sit værelse som et ulydigt barn. Ud på eftermiddagen sniger plejeren Ali sig op til hende og roser hendes mod. Han fortæller, at flere andre beboere fulgte hendes eksempel, de ville heller ikke lade sig udnytte til fotografens kunstbog.
I romanens fiktion fører fru Alberti en slags dagbog. Hun indtaler den til en diktafon, som hendes meget omrejsende datter har foræret hende. Sådan kan hun fortælle om livet på plejehjemmet, selv om hun ikke længere kan bruge højre hånd, og kun skrive små sætninger med venstre hånd. De står som haiku-lignende digte til slut i de enkelte kapitler.
En besøgsven tilbyder at læse avisen højt for fru Alberti, men hun vil ikke høre nyheder om verdens skæve gang. Den kan hun jo ikke stille noget op overfor. Besøgsvennen tager nu en novelle frem, og den vil hun gerne høre en gang til, selv om den egentlig er sørgelig: en chilensk politisk flygtning i Spanien drømmer, at han er tilbage hos sine elever i Chile; da han vågner, har han kridt på fingrene.
”Misericórdia” er tilegnet Lídia Jorges mor, Maria dos Remédios, og den chilenske eksildigter Luis Sepúlveda. Han udtalte i juni 2000 til det spanske dagblad El País: ”I vore dage er der intet mere marginalt end et anstændigt principfast menneske, som vover at sige nej”.
I 2020 døde Luis Sepúlveda af covid – ligesom Lídia Jorges mor.
Læs om forfatterinden her: LÍDIA JORGE