Skip to content
IBERIANA
Menu
  • Extremadura
    • kultur
    • økonomi
    • kristendom
    • fritid
    • mad og drikke
    • musik
    • Film
    • Sport
  • Portugal
  • Em português
Menu

Svanesang i dur og mol

Posted on 27. December 20225. January 2023 by mail@casaeva.dk

Maria dos Remédios, en gammel dame som boede på et plejehjem i det sydlige Portugal, blev et af de første ofre for covid-19. Hendes datter var ude at rejse på det tidspunkt, og da hun kom hjem, fik hun som minde om sin mor en perlekæde, en ring med en blå sten, et par øreringe og nogle små sedler med kejtet skrevne ord.

I sin tid på plejehjemmet havde moderen igen og igen opfordret sin datter til at skrive om livet der – såvel de lyse som de mørke stunder: Venskaber og alliancer, rivaliteter og fremspirende kærlighed, omsorg og svigt i en aldeles lukket verden. Opgaven med at fabulere over det righoldige stof kom til at beskæftige datteren i de følgende to år, og det blev til en bemærkelsesværdig roman, som udkom i oktober måned 2022.

Titlen ”Misericórdia” refererer til den portugisiske betegnelse for et plejehjem: santa casa de misericórdia. Ordet Misericordia angiver, at et menneske åbner sit hjerte for nødlidende medskabninger.

Hovedpersonen, fru Alberti, kan ikke længere gå, men hun er stadig åndsfrisk, og hun har evnen til at lytte til andre mennesker. Som en svamp suger hun de andres nød til sig.

Misericórdia

Bogens omslag refererer til en central passage, hvor det handler om personlig værdighed. En dag bliver alle beboere samlet i den store sal, henne foran vinduerne ud til haven. De skal fotograferes til en kalenderbog og individuelle portrætter som gave til de pårørende.

Fru Alberti ser, at fotografen ikke fokuserer på beboernes smukke sider, men tværtimod sørger for at fremhæve den enkeltes skavanker. Derfor nægter hun at sætte sig i den tronstol, der er er stillet frem til formålet, og bliver kørt op på sit værelse som et ulydigt barn. Ud på eftermiddagen sniger plejeren Ali sig op til hende og roser hendes mod. Han fortæller, at flere andre beboere fulgte hendes eksempel, de ville heller ikke lade sig udnytte til fotografens kunstbog.

I romanens fiktion fører fru Alberti en slags dagbog. Hun indtaler den til en diktafon, som hendes meget omrejsende datter har foræret hende. Sådan kan hun fortælle om livet på plejehjemmet, selv om hun ikke længere kan bruge højre hånd, og kun skrive små sætninger med venstre hånd. De står som haiku-lignende digte til slut i de enkelte kapitler.

En besøgsven tilbyder at læse avisen højt for fru Alberti, men hun vil ikke høre nyheder om verdens skæve gang. Den kan hun jo ikke stille noget op overfor. Besøgsvennen tager nu en novelle frem, og den vil hun gerne høre en gang til, selv om den egentlig er sørgelig: en chilensk politisk flygtning i Spanien drømmer, at han er tilbage hos sine elever i Chile; da han vågner, har han kridt på fingrene.

”Misericórdia” er tilegnet Lídia Jorges mor, Maria dos Remédios, og den chilenske eksildigter Luis Sepúlveda. Han udtalte i juni 2000 til det spanske dagblad El País: ”I vore dage er der intet mere marginalt end et anstændigt principfast menneske, som vover at sige nej”.

I 2020 døde Luis Sepúlveda af covid – ligesom Lídia Jorges mor.

Læs om forfatterinden her: LÍDIA JORGE

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.

SØG

  • På cykel i Extremadura i 18959. January 2025
    I foråret og sommeren 1895 cyklede Fanny Bullock Workman sammen med sin mand, William Hunter Workman turen Spanien rundt, i alt 4.500 km. Ægteparret havde foretaget mange rejser i Europa,...
  • NYTÅRS-NYT30. December 2024
    Her i juleferien sidder jeg i Ringsted og studerer Extremadura-dagbladet HOYs internet-udgave.Der bringes minsandten nyt om Kong Frederik og dronning Mary af Danmark: de har været på privat besøg i...
  • Tyrens lod16. May 2024
    Den 15. maj er San Isidro‘s dag i Spanien. San Isidro labrador er landmændenes skytshelgen og dyrkes mange steder i Spanien – såmænd også i hovedstaden Madrid, hvad der naturligvis...
  • Litteratur-perler14. February 2024
    LÍDIA JORGE er en af Portugals store skikkelser inden for litteratur og samfundsdebat. Nogle af hendes væsentlige temaer udfoldes igennem tre fortællinger, som jeg har oversat og udgivet på dansk. I...
  • Olivenhøst
    En OLIVEN-HISTORIE2. October 2023
    I Dagbladet HOY fortæller José Ramón Alonso de la Torre om sin far, der blev født i 1931 i Asturien i det nordlige Spanien. Det vil sige, at han var...
  • Efter branden25. June 2023
    For en måned siden skrev jeg om en voldsom og omfattende naturbrand, som fra d. 17. til d. 20. maj hærgede store områder i las Hurdes og Sierra de Gata....

botanik børn civilisation cordel corona virus covid19 entreprenør Eva Kvorning første verdenskrig gastronomi granater historie humor hustruvold hygiejne Isak Dinesen Islands Brygge Karen Blixen klima kunst litteratur Lídia Jorge maleri menneskeret Mia Couto naturbrand oprydning Out of Africa Porto portræt relikvie renovation self-made man selvstændig Serengeti skovbrand socialpolitik Spanien studenterkørsel tradition trafik Ungarn vandforsyning virus våbenindustri

© 2025 IBERIANA | Powered by Minimalist Blog WordPress Theme