Påsken er stor i Extremadura. Der kommer flere gæster end på noget andet tidspunkt af året. Det er såvel spanske som udenlandske turister, og så er der alle de extremeños, der bor og arbejder andre steder, men kommer tilbage til hjemegnen, når de kan, – påskeugen giver mange fridage i træk.
Omsætningen er betydelig; de besøgende gav 13 mio euros ud i Extremadura sidste år – til overnatning, spisning, museumsbesøg, koncerter, souvenirs og gaver…
Det er også fantastisk, hvad man kan opleve af stemningsfulde processioner og glade træf af mange slags – som jeg tidligere har berettet om.
Og så er der de traditionelle påske-lækkerier, ikke mindst torrijas, en slags ”arme riddere”, lavet af udblødt brød, dyppet i æggeblanding og bagt i olie, pudret med sukker og kanel.
Påskeugen er lang, og den varer særlig længe i den historiske by Salamanca, lige nord for Extremadura. I Salamanca finder man blandt mange klenodier et af Europas ældste universiteter, som siden 1200-tallet har trukket unge studerende til byen fra fjerne egne.
Salmantinerne fejrer otte dage efter påskedag en helt speciel “efter-påske-fest”: Lunes de Aguas (Mandag over Vandet) – i år sker det d. 13. april.
På denne dag iscenesættes Padre Putas‘ (“SkøgePateren”)s tilbagekomst over floden. Folk strømmer med picnickurve til bredderne af floden Tormes og sætter sig til rette, mens de venter på, at historien skal gentage sig.
Historien handler om, at den meget fromme og nidkære kong Felipe II, som regerede i 1500-tallet, udstedte en forordning omkring de prostituerede, der holdt til i det officielle bordel ”Casa de Mancebía”, som var placeret uden for byens mure, ved kvægtorvet (!)
I fastetiden skulle glædespigerne fragtes over på den anden side af floden. Så askeonsdag drog alle skøgerne af sted, overvåget af ”Padre Putas” (Luder-pateren). Padre Putas var også den, der skulle hente pigerne tilbage, når påsken var godt og vel ovre, altså otte dage efter påskedag: Lunes de Aguas ”Mandag over vandet”. Den dag søgte ungdommen ned til flodbredden med mad og drikke og glade musikanter. Festen tog sin begyndelse, når man så Padre Putas og pigernes fartøj sætte fra land ovre på den anden side af vandet. Nu var det åbenbart OK at falde for fristelserne igen… ?!
I vore dage iscenesættes ”Mandag over vandet” med en bådfærd, hvor skuespillere giver den som Padre Putas og hans ludere. Folk holder fri om eftermiddagen og drager ned til floden med picnickurvene for at afvente bådens komme, og Salamanca kommune bekoster musik og sjov i gaderne – som på dette gamle foto:
Kilder:
La Gaceta de Salamanca
Padre Putas! Uha, uha, det lyder næsten hen ad “Padre Putativo” – den tillagte fader, nemlig Josef = San José, der var trolovet med Maria, Jesu moder.
Når man forkorter Padre Putativo bliver det til P.P. – udtales Pepe, den populære “kæleform” af navnet José-
Nå, nå – med til historien hører, at i Spanien falder “fars dag” på Sankt Josefs dag, día de San José, d. 19. marts.