Undertiden udviser skæbnen en ubegribelig timing.
Se en gang, hvad vi lige har oplevet:
Antonio har solgt en stald(ruin) neden for skolen til et pensioneret ægtepar fra Malpartida de Cáceres, Samuel og Merche, og Miguel bygger et lille fristed i to etager på stedet.
Derhjemme bor de på 550 kvm med svømmebassin, hestestald og hele hurlumhejet. Her får de lidt over 1/10 af det areal, – og masser af natur og stilhed.
Vi slog følge med Merche og Samuel en dag, hvor vi var ude at gå. De fortalte, at de gerne ville i gang med at vandre i de skønne bjerge her igen – de havde været ivrige bjergvandrere, men røgtobak og stillesiddende arbejde og for megen god mad havde reduceret konditionen! Samuel fortalte, at han havde været med til at optegne den populære rute fra Tornavacas til Jarandilla, som var Carlos V’s sidste etape på vejen fra kejserdømmet i Flandern til retræten på Yuste.
Jeg kiggede på Merches støvler, og spurgte, hvad de hed. Chiruca, sagde hun og besang deres fortrin. Også Samuel gik i veltjente Chiruca-støvler, der virkelig så ud som de ideelle undersåtter i alskens terræn.
I går havde jeg lokket HC til Plasencia, hvor jeg gerne ville til “forfattertræf” med Pilar Galán, forfatter til “paraíso posible”. Og samtidig købte vi så hver sit par herlige Chiruca-støvler.
 |
 |
Mens vi ventede på, at Pilar Galán skulle ankomme til kulturcentret las Claras, studerede HC opslagstavlen. Der hang en plakat for en vandretur, udgående fra Aldehuela, op over passet Esperabán og ad den gamle vej til Huetre, den lille “ørneborg” (eller rettere gribbe-borg) i den sidste dal – det vilde alternativ, den gang, vi ledte efter vores sted i las Hurdes.
I morges hørte vi så bussen med vandrerne og gik op og snakkede med dem, da de steg ud for at påbegynde vandringen, her i “vores” lille by.
Hvem ved, om vi melder os ind i Valcorchero-klubben og en skønne dag vandrer med ad Carlos V’s “tilgroede stier”.