Fra og med den 1. oktober skåler det spanske fodboldlandshold i Cava Bonaval – mousserende vin fra Vinfirmaet Inviosa i det sydlige Extremadura.
Kort før afholdelsen af verdensmesterskaberne i fodbold foreslog direktør Corchuelo fra Inviosa, at landsholdet gjorde Bonaval til deres officielle fest-vin, og det er nu lykkedes at få en aftale i stand for næsen af en række cava-producenter fra andre egne af Spanien.
Inviosa har lavet mousserende vin siden 1979 og har som de eneste i Extremadura tilladelse til at bruge betegnelsen “cava” – Spaniens sidestykke til den franske champagne.
Landsholdets våbenskjold og sejrsstjernen kommer til at smykke flaskernes etiketter – og man kan vælge mellem den udsøgte “Bonaval Extrem”, den lyserøde “Bonaval rosado” og “Bonaval Brut Nature”.
Bodega Inviosa forventer, at salget kommer op på det dobbelte i kraft af dette vellykkede initiativ – og vi Extremadura-elskere glæder os over, at endnu et produkt fra regionen bliver kendt i vide kredse. Nu må vi se, om Bonaval står på hylderne i Carrefour, eller om Plasencias hæderkronede specialbutikker er mere oppe på mærkerne. For en flaske må vi da have med hjem, så vi på Bryggen kan skåle for det nye år i “La Roja”s Extrem-skum.
Kilde: HOY d. 27.09.2010