Blog Image

IBERIANA

Yderst i Europa

Beretninger fra den iberiske halvø.
Allehånde om skik og brug,
landskaber og mennesker
i Spanien og Portugal.

En bydel genfødes

kultur Posted on 04 Apr, 2018 21:12:39


I den østlige udkant af Portugals næststørste by, Porto, løber en lille gade, Rúa de Barão da Nova Sintra fra metro-stationen Heroísmo ud mod Douro-floden.


Den baron, som gaden er opkaldt efter, var en driftig handelsmand i tekstilbranchen, José Joaquim Leite Guimarães der stammede fra Nordportugal. I 1825, som 17-årig, tog han til Brasilien, og efter der at have skabt en stor formue, vendte han tilbage til Europa, hvor han interesserede sig levende for, hvad der rørte sig i tiden – midt i det 19. århundrede. Han erhvervede et gods ved Lissabon, som han kaldte “Nova Sintra” og det var som godsejer der, at han blev adlet af kong Luíz I.
Som moden mand bosatte han sig i Porto, hvor han bidrog til byens modernisering og forskellige veldædige institutioner, deriblandt skolen i Rúa do Barão de Nova Sintra. Baronens buste våger over indgangen til Colégio do Barão de Nova Sintra:

På den anden side af gaden finder vi Aguas do Porto, byens vandværk, anlagt i 1932.


En solvarm formiddag sidst i marts gik jeg ned ad denne gade og fandt en gammel park, som nu er sat smukt i stand. Det er en rigtig botanisk have, med en mangfoldighed af prægtige vækster.


Fordi terrænet ned mod floden på dette sted stiger stejlt, er hele parken lys og luftig, og der er overalt udsigter over Douro og jernbanelinien, som her fører gods til og fra Campanhã-stationen.


Her og der kan man standse op ved flotte gamle fontæner. Parken er nemlig en slags “vand-museum”.


Man har flyttet byens brønde og fontæner hertil. Efter anlægget af vandværket skulle de ikke længere forsyne de forskellige kvarterer i Porto med vand, som tidligere blev båret hjem i store krukker.


Ved de enkelte fontæner står skilte, der fortæller, hvilke kvarterer, de stammer fra, og hvilke kilder, der fyldte dem med vand.

Parken er åben hver dag fra 10-18, i weekenden fra 9-19. Der er gratis adgang, og metroen går som sagt næsten til porten!


Tilbagevejen til Portos bymidte via Campanhã-stationen kan lægges gennem den lille Miraflor-gade, som nu er i opbrud.


Imellem husene går lange passager helt over til parallel-gaden.


Her er plads til nytænkning og kvartersløft!


Manuela Matos Monteiro og João Lafuentes har indrettet galleri og atelier “Espaço Mira” i et forladt magasin.


Flere følger efter med initiativer, der bringer liv i de forladte magasinbygninger og skaber et nyt “neuralgisk center” for kulturlivet i Porto.

Kilder:

Águas do Porto

Mariana Correia Pinto: Porto, última estação. FFMS 2017



Lusónia – ude i det blå

kultur Posted on 06 Mar, 2018 14:56:08

Der er jo ikke langt til Portugal fra las Hurdes, og det har vi tit og ofte benyttet os af i årenes løb.
Hver gang irriterede det mig, at jeg ikke kunne tale og forstå, hvad de sagde der ovre på den anden side af grænsen, så for et par år siden søgte jeg ind på ‘portugisiske og brasilianske studier’ ved Københavns Universitet for at udforske et nyt iberisk felt, både sprogligt og i andre henseender. I efteråret 2017 stod der skønlitteratur samt ‘professionsrettet kommunikation’ på programmet. Vi var et lille hold på 3-4 deltagere, som startede med at opfinde et land, hvor vi skulle indtage forskellige ministerposter. Jeg blev sundhedsminister, efter at have opdigtet nationens historie og tegnet landet, som vi valgte at gøre til en ø-stat i Caribien.


Sjovt nok var der en tom ‘plads’ på verdenskortet imellem Jamaica, Cuba og Haïti:


Det var oprindelig franskmænd, der koloniserede øen og gav den navnet Saint Pierre. Men i slutningen af det 19. århundrede solgte Frankrig øen til den portugisisk/brasilianske krone. Dermed fik hovedstaden navnet São Pedro, og hele øen blev kaldt Lusónia.
På øens sydside opstod fiskerbyen Porto da Luz. Der udvikledes en betydelig fiskeindustri, og det er også fra Porto da Luz, at man eksporterer den udsøgte kaffe, der dyrkes i Cordilheira de Orisha, oprindeligt af slaver fra Afrika.

I Elisa-klitterne ligger feriecentret Santa Eleanor med sikkerhed for sol og store bølger til surferne.

LUSOLANDIA er et center for bæredygtig turisme i den nordvestlige del af landet med adgang til regnskoven, havet og Rio Grande. I Lusolanida kan turisterne vandre blandt trætoppe og dyrke rafting og andre aktiviteter uden motorer.

Hospital Geral de São Pedro nyder stor international anseelse, især inden for tropemedicin og kendskab til de lægeplanter, som udelukkende vokser i Floresta dos Segredos.

Vi bestemte, at Lusónia skulle have en socialistisk forfatning. Men eftersom ‘Ministeren for økonomi og udvikling‘ i det virkelige liv engagerer sig i Liberal Alliance, kom landet ikke til at fremstå som en socialistisk republik i alle henseender – herom vidner præsentationen for interesserede investorer.

Velkommen til et virtuelt besøg på hjemmesiden for fantasi-riget Lusónia.

Se også min engelsk-sprogede turistbrochure.



Hvad siger hatten?

kultur Posted on 10 Nov, 2017 17:32:13


Mine flotteste souvenirs fra Extremadura er disse tre hovedbeklædninger fra byen Montehermoso i det nordlige af provinsen Cáceres.
De kroner den traditionelle kvindedragt, og taler hver især deres tydelige sprog.
Den med spejlet blev båret af ugifte, den anden kulørte var for de gifte kvinder, og enkerne bar den sorte variant.

Las gorras (ikke sombreros!) fra Montehermoso bæres til en dragt med korte skørter, masser af underskørter, og strikkede blå strømper. Til festlige lejligheder med overdådige guldsmykker i filigran.
Her ser vi en dukke med egnsdragten og en statue fra byparken i Montehermoso.


Den amerikanske rigmand Archer Milton Huntington som oprettede det imponerende hispanic society i New York, bestilte for hundrede år siden en serie vægmalerier til samlingen hos maleren Sorolla.
Billederne skulle vise folkeliv i forskellige egne af Spanien.
Et af de steder, hvor Sorolla valgte at opstille staffeliet, var i Plasencia, og motivet blev markedsfolk med den monumentale by i baggrunden.

Til venstre i billedet ses nogle kvinder fra Montehermoso, let genkendelige på de store kyser af strå, som fortæller: “Her kan du købe gode produkter fra min køkkenhave i Montehermoso” – et skridt på vejen til den moderne certificering for gastronomisk kvalitet “Denominación de origen“.

I Plasencias etnografiske museum, der er specialiseret i tekstiler fra området, ses prægtige eksemplarer af dragten, – ligesom i Montehermosos eget lille fine egnsmuseum. Her er link til Museo Etnográfico Textil Pérez Enciso‘s hjemmeside.

Til en hyrdefest i Alpedrinha ovre i Portugal i september kom der deltagere fra Montehermoso:


Da jeg købte de tre store gorras, købte jeg også en lille kyse, og i år fik jeg lyst at lave dragten dertil, i anledning af mit barnebarns tre-års fødselsdag. Så jeg viser lige endnu et par fotos af en egnsdragt i miniature.


Se også denne kommentar om pardannelse i Nord og Syd (!)

Referencer og flere billeder:

Roman K’s folkcostume.blogspot.dk – udførlig engelsk-sproget blogpost om Montehermoso-dragten.



FUNEXPRESS

kultur Posted on 28 Sep, 2017 09:08:26

En lille gåde, kære læser: hvad mon firmaet FUNEXPRESS giver sig af med?

Består FUNEXPRESS’s service i at levere klovner til events i familien eller på arbejdspladsen, tilbyder de polterabend-arrangementer, udlejer de hoppeborge, bager de sjove kager til festlige lejligheder…?

På ingen måde. Firmanavnet skal ikke læses på engelsk, men på spansk. FUN står for funeral, bisættelse. Funexpress sørger for alt omkring et dødsfald i Plasencia og alt det omliggende, heriblandt las Hurdes, hvor vi så deres reklame på en serviet ved formiddagskaffen.


Ved udgangen fra Hospital Virgen del Puerto, Plasencias store offentlige sygehus, møder ens øje dette skilt på det mest fremtrædende sted mellem parkeringsplads og busstoppesteder.


Her i Spanien er det faktisk helt relevant at kalde sig noget med express i den branche, for normalt går der kun et døgn fra et menneske dør, til det bliver bisat. Vores naboer betaler hver måned et beløb (der stiger med alderen) til et lignende firma for at blive transporteret osv., den dag de drager deres sidste suk, uanset hvor i dette store land det sker.

I alle små og store byer er der “Velatorios“, hvor de efterladte, familie og venner, kan våge hos den døde, hvis man ikke foretrækker at holde åbent hus derhjemme. (Som det f.eks. ses i Pedro Almodóvars film “VOLVER“)

Når berømtheder dør, går der gerne lidt længere inden bisættelsen, så alle kan nå frem, og man vælger måske at give adgang for publikum til ‘lit de parade‘ i en officiel bygning.

kilde: http://www.extremaduradavida.com/item/funexpress/

På internet-siden kan vi læse, at FUNEXPRESS tilbyder Velatorio-service, blomsterarrangementer, gravstene og gravmæler, catering osv. – såvel i Spanien som internationalt, samt rådgivning vedr. arveanliggender, tilgængelig 24/7



Søde poser

mad og drikke Posted on 23 Jul, 2017 15:03:20

For 60 cent (4,50 Dkr) får vi i Portugal en “bica”, dvs. en ganske lille kop kulsort kaffe, der kommer med en bittelille dukke-kaffeske af blik.


Portugiserne er kræsne med kaffens kvalitet. Den er i flere århundreder strømmet til Portugal fra de oversøiske områder, Brasilien, Angola, Mozambique, ja helt ovre fra ØstTimor. Kaffen blev ristet og distribueret i Portugal, og megen kaffe er i tidens løb smuglet over de uvejsomme bjerge, der skiller Portugal og Spanien.
Uanset sort og oprindelse, er en god, stærk kaffe bitter. Og hvad matcher det bitre bedre end noget sødt? Den lille kaffeske er vigtig, for sukkeret skal jo røres rundt !


Det kan være underholdende, ja rent ud nyttigt at studere de små poser med sukker; firmaet Sidul laver serier, som disse med mærkedage – mors dag, familiens dag, ungdommens dag – og på bagsiden opskrifter, hvortil der skal bruges rørsukker, som Sidul fremstiller i flere varianter. Her kommer opskrifter på søde drikke, – til ungdommens dag skal der endda lidt alkohol i.


Ligesom kaffen har sukker i århundreder været en af de vigtigste produkter fra kolonierne. Portugiserne spiser mange kager, og de har stor omsorg for kagekunsten. I denne serie kædes harmonien mellem personerne sammen med dejlige kager, igen med anvendelse af en vifte af sukker-typer.

– søndagsfilmen rundes af med en dejlig ananaskage med brunt sukker, og en godbid med kæresten kan bestå i lækre mandelkager med råsukker.

Bedstemor er god at holde sig til. Hun springer ikke over, hvor gærdet er lavest, når der skal trilles en roulade eller bages appelsinkage.

Hvad binder vel familien og kammeraterne sammen som en gang bagværk? Til chokoladekager er mørkt sukker selvskrevent.

Så langt så godt. Den søde alliance mellem kaffe-giganterne og sukker-kæmperne er helt naturlig, og fri for tilsætningsstoffer. Desværre trues idyllen af en voksende bekymring for befolkningens BMI og tiltagende tendens til diabetes. En af Portugals store virksomheder, der i generationer har fremstillet vællingpulver til spædbørn, har annonceret, at de gradvist vil reducere sukkerindholdet i produktet. En supertanker lægger kursen om. Men foreløbig er der frit valg på alle hylder i de delikate, stilfærdige konditorier, der præger de portugisiske bybilleder lige så meget som de støjende barer dominerer ovre øst for grænsen.

LINKS:

DELTA Café (på engelsk)

Opskrifter med sukker fra SIDUL (på portugisisk; f.eks. fars-dag-kager, suk, drømme og brownies med sorte bønner)



Beja-kunst

kultur Posted on 05 Jul, 2017 13:19:56

På et par af sommerens hedeste dage besøgte vi Beja i Alentejo-regionen. Der var meget at se, for denne provinshovedstad har haft strategisk og økonomisk betydning fra før romerne kom til den iberiske halvø, og nærheden til den spanske grænse har gjort det vigtigt at befæste byen.


I dag præger både handel og kulturliv by-billedet, som i denne gade, hvor alle husfacader viste striber af Luis Afonso under transparente parasoller.


Et nærbillede af en af Luís Afonso’s kommentarer til aktuel politik. På skiltet bydes borgeren “Velkommen. Der er to veje til disposition for adgang til vores service” – til venstre den lovlige stenede vej, til højre den korrupte røde løber.

Der afholdes tegneseriefestivaller i Beja, og der skulle være et tegneseriebibliotek i kulturhuset, så det opsøgte vi i eftermiddagsheden.
Foran bygningen var opstillet en kampvogn, og unge mænd og kvinder stod klar til at informere om mulighederne for at blive optaget i det portugisiske forsvar. Det var jo ikke vores ærinde, men en af de camouflage-klædte ledte os hen til en ældre herre, Isaclino da Palma, som med glæde ville vise os udstillingen. Det viste sig at være noget helt andet end vi forventede. I en høj alder, efter et liv med fodbold og som cafévært, er Isaclino begyndt at lave figurer, først i træ, og nu i ler.
Han tegner skitser af folk, som han ser på gaden, og når han kommer hjem, bliver det til små portrætter som dem, der hænger her på væggen.

Der er også grupper af figurer, som dette kor, der synger områdets særlige sang “CANTE de Alentejo“. Isaclino fortalte, at han snart skulle ud og undervise en gruppe børn i at synge ligesom figurerne. Han forstår at synge for med sin 90-årige stemme, der stadig har kraftig klang.


Mange af figurerne fremstiller scener fra byens historie og de bibelske fortællinger.
Her ser vi Isaclinos udgave af den hellige familie:


Mens vi gik rundt og så på figurerne, tegnede Isaclino en skitse af hver især, på de to sider af en serviet, han havde i lommen:


Det interessante ved Isaclinos arbejdsmetode er, at han med et enkelt blik danner sig et billede af personen, som han så tegner efter hukommelsen uden yderligere frem-og-tilbage-reference til den pågældende.

Flere og større billeder af ISACLINO DA PALMA’s figurer

På youtube kan man se Ramiro Morais og Manuel Monteiros kortfilm :
Isaclino– As Mãos que Trabalham o Barro (de hænder, der bearbejder leret)



Cykelafstand

fritid Posted on 27 Jun, 2017 13:01:43

Forleden skete det igen: en cyklist blev dræbt på landevejen. Tidligt lørdag morgen var en ung bilist på vej hjem fra en Sankt-Hans-aften og -nat langt ude på landet i Toledo-provinsen. Efter at have overhalet en traktor påkørte bilen en modkørende cyklist, som døde omgående. Bilisten tog flugten til fods, for vognens venstre forparti blev så voldsomt skadet, at den ikke kunne køre videre. Den dræbte var 66 år og en meget populær aktivist for Podemos-bevægelsen i den lille by la Sagra, hvor de begge boede. Bilisten eftersøges nu, og har det sikkert forfærdeligt.

D. 7. maj påkørte en 28 årig kvindelig bilist med 3 gange den tilladte alkohol-promille en flok triatlon-atleter under deres cykeltræning i Oliva ude ved Valencia. To blev dræbt på stedet, to alvorligt kvæstet, og den femte undgik ved at kaste sig i grøften. Den ene af de kvæstede døde på hospitalet.

Her i Spanien er der stor vækst i cykelbestanden, og tilsvarende flere og flere såvel sport- som transport-cyklister på gader og veje. Store og små. De små får trafikundervisning på imponerende anlæg – men der er konflikt mellem bløde og hårde voksne trafikanter, og et stigende engagement i debatten om, hvilke regler der i det hele taget gælder, hvem der skal vise hensyn og hvorfor!!!

Ulykker som de ovennævnte har fået cyklistforbundene til at råbe vagt i gevær, og regeringspartiet Partido Popular fremsætter forslag om skærpelse af strafferammen. Triatlonforbundet lavede i maj et fremstød under mottoet: Respeto. No + Ciclistas Muertos. #PorUnaLeyJusta (Respekt, ikke flere døde cyklister. #ForEnRetfærdigLov).

Debatten drejer sig i høj grad om trafikkultur. En læserbrevsskribent fortalte, hvordan han en gang langt ude på landet overhalede en hest på for tæt hold, og fik et ordentligt los fra den bageste venstre hov. Da han steg ud og besigtigede bulen, kom det tørt fra landmanden: “La mula no tiene carnet” (muldyret har ikke kørekort). Det var en lektie i at holde afstand, og når brevskriveren nu ser bilister snitte cyklister ved overhaling, gyser det i ham, for de er jo den svage part i en kollision. Han advarer de motionscyklister, der tager tidligt af sted lørdag og søndag morgen; på det tidspunkt er der størst risiko for at møde berusede bilister på vej hjem fra fest.

Ifølg færdselsloven (Reglamento General de Circulación) har to cyklister lov at køre ved siden af hinanden, for så vidt som de holder sig længst muligt ude i højre side af vejen; når oversigtsforholdene er dårlige, eller trafikken er tæt, skal cyklister køre én og én. På landevejene er der normalt striber, som markerer en rabat for cyklister (og gående), men når cyklister kører to og to, er det tilladt at bruge den del af kørebanen, de behøver. Overhalende biler skal holde en afstand på 1,5 meter til cyklerne, men det er tilladt at overskride fuldt optrukken midterstribe, hvis det skønnes forsvarligt!


Vi er begyndt at lægge mærke til særlige advarselsskilte langs vejene: 1,5 meters afstand til cyklister. Billedet er taget mellem Montehermoso og Carcaboso, et område med meget aktive cyklist-klubber (?!) Først troede vi, at man lige så lidt kunne overhale dem som de irriterende langsomme traktorer, når der er fuldtoptrukket midterstribe, og vi forestillede os de lange køer, der kunne dannes på strækninger med ringe overblik. Derfor var det godt at læse i avisen forleden, at man har lov at smutte uden om et par cykler, når forholdene tillader det.

I den danke Færdselslov § 49 fremgår det, at to, men kun to, cykler må køre ved siden af hinanden, hvis der er tilstrækkelig plads hertil, og hvis det sker uden fare og unødig ulempe for den øvrige trafik – kan man læse i en artikel fra FDM om konflikten mellem cykler og biler på vejene.
Men et skilt som dem vi ser her, og reglen med de 1½ meters afstand kendte jeg ikke fra Danmark. Skyldes det mon større erfaring med “bløde” trafikanter på vejene og har danskerne en mere udviklet cykelkultur – eller?

Kilder: Dagbladet HOY, 25.06. og 26.06.2017
FDM-Cykel-afstand-Der skal være plads til alle (www.fdm.dk/emner/trafiksikkerhed)



Um café em Copenhaga

Em português Posted on 08 Apr, 2017 09:00:43


Na livraria LeYa em Viseu este livro saltou à vista de nós dinamarqueses. Comprei o livro, e agora gostaria de partilhar a minha leitura com vocês.

SINOPSE
O narrador, Álvaro, conta a vida dum colega de juventude, o Castro. O Álvaro é de classe baixa, o Castro da media burguesia do Porto. Conhecem-se na faculdade de economia, em 1968. São adversários políticos, o Álvaro é anarquista, o Castro é conforme com o sistema, católico praticante, anticomunista. Aspira a ser ministro das Finanças. Os dois fogem do serviço militar, para França.

No primeiro capitulo, Álvaro conta a situação do Portugal de 1970. Fechado às noticias do mundo e com a sangria dos jovens pelas guerras do Ultramar.
Nas ferias do verão de 1970 Álvaro vai com o Castro passar uma bela semana na quinta da sua mãe na Beira Alta. Façam campismo com Laura, a namorada de Castro. Laura engravida e como participa numa manifestação fica presa politica.

A finais de Fevereiro o Castro fugi, deixando a noiva presa com um bebé no ventre. O Álvaro ajuda o Castro para fugir. Perto da Fronteira com Galícia um agente da PIDE toma notas dele e isso faz que o Álvaro não possa renovar o adiamento da incorporação ao serviço militar. Então o Alvora tem de juntar-se ao Castro, e ele também vai para Paris. Não obstante, o Castro decide ir para Dinamarca onde acredita que seria mais fácil viver que em Paris.

Na estação do Norte em Paris o Castro olha uma rapariga com quem comparte a viagem porque o ex-marido, Francisco, não vem como acordado. Sofia é portuguesa, está a divorciar-se, vai a Roskilde onde vive como refugiada. Explica que o Francisco decidiu emigrar para Dinamarca para preparar a revolução desde fora. Deixou a Sofia grávida, e antes de fugir, casou com ela pelo civil, sem informar as famílias burguesas. Como a mãe de Sofia ameaça com regime interno, ela vai a Dinamarca para procurar o Francisco; mas ele exige-lhe um aborto. Ele agride-a, e a Sofia obtém a protecção do Sistema dinamarquês. As autoridades ameaçam a Francisco com deporta-lo e pressionam-no a divorciar.

A Sofia obtém asilo, cursos de dinamarquês e trabalho, creche para a filha e a simpatia da comunidade portuguesa de Roskilde. Um dia vai a Lisboa onde deixa a menina com os avós.

No comboio, o Castro conta para a Sofia que em Paris ele morou com Baptisto, um amigo dum outro amigo, Bastos. O Castro consegue trabalho numa cozinha, e arranja um quarto de criada para viver sozinho. Encontra uma rapariga, Rosalie, com a que estabelece uma profunda amizade, embora teme que ela seja espia da PIDE. Mas um dia ela desaparece, e dois policiais franceses detêm o Castro, que aprende que a Rosalie era Maria, uma terrorista basca. O Castro consegue provar que não sabia nada sobre a verdadeira identidade dela, mas a policia ameaça com entrega-lo à PIDE ou ao exército Português.

Por isso, Castro decide ir para o Norte. No comboio, a Sofia oferece-lhe a sua casa de Roskilde. O Castro conta-lhe sobre Laura e a sua fuga para França. Ela acompanha-o ao serviço de estrangeiros para obter o status de ”refugiado” como ela tem. O Castro vai a um curso de dinamarquês e cozinha para ele e Sofia.

Depois de uma visita a Tivoli passam uma noite apaixonada num hotel. Depois dormem juntos na casa de Sofia para desagrado dos amigos políticos de Sofia. O Castro não quer problemas e durante a semana fica em casa dum amigo que mora em Helsingør, mas passa os fins-de-semana com a Sofia.
O ex-marido aparece e agride ao Castro. A Sofia chega com a policia, e o Castro que teme pela sua vida volta a Paris embora a Sofia lhe peça ficar com ela. Necessita-o porque o Francisco é muito agressivo o os amigos portugueses estão com ele.

No comboio para Paris o Castro percebe que é um inconstante que não quer enfrentar escolhas difíceis. Em Paris, o Castro arranja trabalho e um dia a Sofia chama a sua porta. Amam-se apaixonadamente, e ela procura trabalho.
Mas a Laura sai da prisão e vem a Paris. As duas mulheres encontram-se num parque para falar (o Castro prefere não intervir). A Sofia volta para Dinamarca. Agora Laura, a filha e o Castro podem viver em Paris onde a Laura procura trabalho e habitação como porteira.

O Castro regressa a Portugal em 1974 e poucos anos depois fica ministro de finanças com o novo regime.
O Álvaro casa com a Sofia, e ele não sabe se ainda é amigo do Castro.

O ESTILO DO LIVRO

O autor, Carlos Pereira da Silva, é actuário, especialista em finanças, seguros e pensões. Publicou livros científicos e também um outro livro de ficção sobre a emigração: “Lisboa, Paris e Volta ao País da Saudade”.
Em “Um Café em Copenhaga” trata os temas da emigração e do exílio num momento decisivo para Portugal. Compara a maneira de tratar os emigrantes em França versus em Dinamarca.
O protagonista, Castro, exemplifica o filho de classe média alta relacionada com o regime; o Castro elege estudos que pudessem assegura-lhe uma boa carreira politica. O cambio radical de 1974 não impede que fique ministro. Em amores é um egoísta sem coragem.
Há dois outros personagens masculinos: Álvaro e Francisco. Francisco é simplesmente um chauvinista masculino brutal. Só Álvaro, o narrador, tem compreensão pelas mulheres e sabe apreciar a Sofia.
As três mulheres estão pintadas de cores idílicas, são ninfas, fadas, sireias, … É verdade que a Rosalie pertence a uma banda de terroristas, mas também é uma mulher simpática e honesta segundo o seu próprio código de honor.
Não pode dizer-se que o autor tenha grandes dons estilísticos. Usa uma linguagem quase pedante, com descrições exactas, mas falta de sensibilidade emocional. São bastante malogradas as passagens de lirismo, erotismo e psicologia.
Não obstante, é interessante ler o livro como testemunho duma geração que viveu o cambio da sociedade portuguesa nos anos 1970, e descreve a vida dos emigrantes portugueses com muitos detalhes interessantes.



« PreviousNext »