Blog Image

IBERIANA

Yderst i Europa

Beretninger fra den iberiske halvø.
Allehånde om skik og brug,
landskaber og mennesker
i Spanien og Portugal.

Bier i barkhus

bier Posted on 06 Nov, 2014 19:09:35

I stalden stod der en gammel bikube i form af en cylinder af bark fra kork-egetræet, og med låg af samme materiale.
Da Félix og Julia fortalte, at de foruden gederne, hønsene og grisen også havde holdt bier, bad jeg dem forklare, hvordan de arbejdede med bierne.
(Danske tekster kommer frem ved tryk på CC )

//player.vimeo.com/video/111102818

Den “Tío Cirilo”, som Félix taler om, er en af de driftigste iværksættere i las Hurdes. Han og hans far, Tío Picho, har udviklet biavlens muligheder i takt med tiden.
De gav sig til at markedsføre pollen-produkter og “gelée royale”, da der opstod interesse om disses undergørende virkninger. De fremstiller bolscher og likører på basis af honning – og deres honning fås i mange varianter, afhængig af, hvilke planter, der har blomstret, da den blev indsamlet.
Tío Cirilo er til stede på alle markeder i området, og på varevognen står til og med “Leverandør til de Forenede Nationer” (!)

Mere om bierne i las Hurdes: Biernes boliger



Biernes boliger

bier Posted on 27 Sep, 2013 14:52:58


På afskærmede “hylder” på bjergsiderne står rækker af bistader. Her sanker de flittige små arbejdere deres lagre af nektar fra kirsebærblomster, lavendler, lyng, cistusrose, sommerblomster, stenegetræer, eukalyptus og mange flere.

Men vi finder også ældre varianter af bikuber – lavet af kork.

Hos bloggeren Vicente Novillo fik jeg min nysgerrighed stillet efter at vide, hvordan de gamle bistader af kork var indrettet og fungerede.
De har ikke nogen bund, og de står på en skiferplade. Der er et lille hul i bunden, hvor bierne kan flyve ind og ud.
Låget er gjort fast med tilspidsede træpløkke, og der er smurt ler rundt i kanten foroven, så det sidder tæt til.
Inden i bistadet bliver der sat pinde på kryds og tværs, som bierne fæstner deres vokstavler på. Deri opbevarer de den honning, de flyver rundt og indsamler i løbet af foråret og sommeren.
Om efteråret høster biavlerne honningen. De tager en dragt på, som dækker hele kroppen. Handsker på hænderne og på hovedet en lærredshætte, der går langt ned over nakken, og hvor der er trådnet foran ansigtet. på den måde kan de se, hvad de laver, samtidig med at de er beskyttet mod de vrede bier.
Låget bliver løsnet fra bistadet og der bliver sprøjtet vand eller røg ind for at bierne skal flyve ud af hullet i bunden.
Så løsner biavleren vokstavlerne med en kniv. For at få honningen ud kan man centrifugere tavlerne eller ganske enkelt stille dem over et kar og lade honningen flyde ud. Honningen er en helt tæt masse. Hvis der er urenheder, flyder de op til overfladen, hvor man let kan fjerne.
Låget bliver igen pløkket fast til bistadet og klæbet fast med ler.

Mere om biernes flid



Biernes flid

bier Posted on 30 May, 2011 09:06:06

De fleste af vores naboer i landsbyen er ældre mennesker, der lever af deres pension og de grønsager og frugter, de dyrker i alle de små haver op og ned ad bjerget.
Tidligere har de solgt af f.eks. den rigelige kastanje- og figenhøst, men de har ikke længere kræfter til at indsamle og tørre dem, og der gives meget lave priser for produkterne.
Det gælder også oliven og kød og ost fra de små geder, som der efterhånden ikke er andre end brødrene og Elvira, der holder.
Men én gruppe producenter går det godt for her i bjerget, der er som én stor naturpark: biavlerne.
De indvinder både honning og pollen – fra de vilde blomster og frugtræerne.
Nu, midt i maj, hjemsøger bierne cistus-rosen, eller JARA, som den hedder på spansk. Den ligner en vild rose, og de klæbrige stængler og blade afsætter en fin duft i pelsen på får og geder, når de går gennem jara-krat. Der er mange cistus-arter – her er et billede af en cistus-plante og lidt lavendler:

Som sagt er biavl et vigtigt erhverv i Las Hurdes. I år fejres de første Honningdage, hvor restauranterne fra d. 13. maj til d. 26. juni tilbyder specielle menuer med honning, og der er besøg hos de største honningproducenter.

I Rumænien er der også store områder med vilde blomster og frugtplantager. Glen Milner har lavet en dokumentarfilm om rumænske biavlere, som har indrettet store anhængere med bistader og materiel til honningproduktion. På den måde kan de køre rundt og lade bierne indsamle honning og samtidig bestøve frugttræerne. Win-win. smiley