Blog Image

IBERIANA

Yderst i Europa

Beretninger fra den iberiske halvø.
Allehånde om skik og brug,
landskaber og mennesker
i Spanien og Portugal.

Skillingstryk mod Epidemier

Brasilien, kultur Posted on 20 Mar, 2020 07:51:00


I det tropiske nordøst-Brasilien er mange generationer blevet oplyst og underholdt gennem en folkelig litteratur, der ligesom det 18. århundredes danske skillingsviser blev trykt i små blade og falbudt i det offentlige rum. På forsiden af disse såkaldte cordéis fortæller træsnit om indholdet, som kan være religiøse legender, fantastiske fabler, store personligheders levnedsløb eller beretninger om grusomme forbrydelser eller katastrofer. Uanset indholdet slutter en cordel altid med en morale, hvor det bliver slået fast, hvad der er godt at gøre, og hvad man skal holde sig fra.

Cordelista i sin bod med skillingstryk En cordelista stod oprindelig på markedet og deklamerede sine vers. De små hæfter, som han havde til salg, var hængt op som tøj til tørre; det har givet navn til disse ”skillingstryk”, idet ordet cordel betyder snor. En stor del af publikum var analfabeter, og cordel-hæfterne har hjulpet mange med at lære at læse: det familiemedlem, der kunne læse, købte et hæfte og læste teksten højt igen og igen; dermed lærte tilhørerne versene udenad og kunne lidt efter lidt lære at læse ved at følge med i teksten.

Cordel-poesien har sin egen form med en fast metrik og rim, som gør indholdet let at memorere, og sproget er folkeligt og lettilgængeligt. Denne kunstart dyrkes i dag i hele Brasilien. Der er cordel-akademier mange steder, cordel-festivaler afholdes med stor deltagelse og i september 2018 blev cordel officielt udnævnt til ”Património Cultural Imaterial do Povo Brasileiro” – det brasilianske folks kulturelle arvelod.
I 2015-16 var der fare for, at en virus-sygdom, der overføres af Aedes-myggen, skulle udvikle sig til en epidemi i Brasilien, specielt Nordøst-brasilien. Hvis en gravid kvinde får denne zika-feber, kan det medføre, at fosterets hjerne ikke udvikles fuldt ud. Myndighederne iværksatte omfattende forebygnings-kampagner, og dertil bidrog Anne Karolynne, som er både sygeplejerske og cordelista. Jeg opdagede hendes bidrag til kampagnen via internet.

Her kan du læse en oversættelse til dansk af Anne Karolynnes cordel.

Cordel-kunsten har altså gjort springet fra deklamation på torvet til de sociale medier på Internet, og meget tyder på, at cordel er en robust kunstform, som stadig kan appellere til såvel udøvere som publikum i cyberspace. I en tid, hvor fake news florerer, har den ”gode gamle” cordel sin berettigelse. Den er til at forstå, og når budskabet kommer fra en sundhedsarbejder, er der virkelig grund til at høre efter. Her har jeg forsynet to af portrætterne fra Anne Karolynnes eget web med vers i cordel-form.

COVID19 har Anne Karolynne naturligvis også rimet om:

Corona virus em cordel

Min udførlige artikel (på portugisisk) om cordel-kunst i cyberspace kan læses her: ”Cordéis na Rede” .

Kilder:

Anne Karolynne Negreiros blog: http://cordelando389.blogspot.com.br

Candace Slater: Stories on a string. The Brazilian Literatura de Cordel. University of California Press. 1982

Dalinha Catunda og Rosário Pintos blog, der viser, at i dag er cordel både for kvinder og mænd: http://cordeldesaia.blogspot.com



Styr på landsbyen

kultur Posted on 26 Feb, 2020 09:22:03

I den lille ‘alquería‘, bjergbyen Aldehuela, er der nu kun liv i nogle få huse og stalde, og mange beboere er flyttet til de store byer.

Antolín og Benigno

Men brødrene Antolín og Benigno går hver dag ud med deres store gedeflok, og de spænder hesten for, når de skal pløje deres mange terrasse-marker og bringe oliven og kastanjer ned fra lundene.

Eleuterio og Luisa passer deres stadig flere bistader. Bierne henter honning og bestøver frugttræer her i området. Desuden kører Eleuterio staderne af sted på den store lastbil, såvel sydpå til Badajoz-provinsen som nordpå til Salamanca, når dér er blomster i fuldt flor.

Elviras høns

Vidal og de fire enker dyrker flittigt de mange forskellige grønsager og frugter i deres spredte køkkenhaver. Hønsene lægger æg og forsyner med lidt gødning.

Lærerboligen og Skolen i Aldehuela

Men skolen er for længst lukket, og der strømmer ikke længere store gedeflokke gennem gaderne.

Dog sker det undertiden, at en livlig flok vandrere finder vej ad de gamle stier fra Aldehuela til kommunens hovedby Pinofranqueado, – som på denne solbeskinnede januarsøndag:

FOTO: Vicente Pozas 17.01.2020

Det er ikke til at forestille sig, hvordan her var for 50-60 år siden, da vores venner Félix og Julia var unge. En dag, hvor Félix og Julia er oppe i en af haverne for at tynde ud i et æbletræ, beder jeg ham fortælle om hvervet som (alcalde) pedáneo, dvs. stedfortræder for borgmesteren i Pino.
Senere kommer Félix over til vores terrassegård med nogle dokumenter fra den gang, han havde ansvaret for opførelsen af skolen, kirkegården og anlæg af vand og afløb til og fra husene.
Videoen er fra 2014. Undertekster fås via cc nederst til højre.

Da Félix døde pludseligt i sin have forrige sommer, satte hans søn og svigerdatter sig straks i bilen i Baskerlandets hovedstad Vitoria-Gasteiz og kørte de seks timer hjem til Aldehuela. Marisol fortæller, at da de nåede frem, var vejen og vendepladsen fyldt med biler. I landsbyens gader, hvor ingen bil kan komme frem, gik familie og venner fra hele området for at kondolere Julia og sønnerne, og ved begravelsen dagen efter var der slet ikke plads i den lille kirke.
Jeg slutter med et billede af Julia og Félix kort tid forinden, ved landsbyfesten til Sankt Hans 2018.

——————————————————————————————————–

Se flere billeder fra Vicente Pozas vandretur fra Aldehuela til Pino



Værn om Vandet

kultur Posted on 08 Jun, 2019 17:04:08

En af det 21. århundredes helt store udfordringer bliver at værne om vandet, den livsvigtige ressource, som ikke kender til landegrænser på vores blå planet.
Men vandforsyningen er under pres, og det står meget klart her i Sydeuropa.


En vigtig aktivitet i “vores” lille bjerglandsby er at vande haverne, -og efter en vinter uden regn er bekymringen og aktiviteten på det område stor.
I dag er her kun en halv snes beboere tilbage. En gang boede her 10-20 gange så mange, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det har været at enes om at fordele de tider, hvor man måtte lede vandet ind i sine grønsags- og frugthaver og de små marker. Landsbyen ligger lige under udspringet af en lille flod, der løber ad to lejer, med et omfattende net af vandingskanaler. Derfra fordeles vandet videre – som her hvor Benigno og Antolín lige har lagt en rørledning ud for at føre vandet ned mod deres terrasse-anlæg nede ad stien mod Las Erías, den næste af de otte små bjergbyer, alquerías, der med få kilometers indbyrdes afstand følger flodens løb mod dalen.


Det er også den lille flod, der via vandværket forsyner landsbyen med drikkevand og i sommertiden fylder det naturlige svømmebassin med rindende kildevand.


Vores nabo Félix, der døde sidste sommer, var i en årrække landsbyens pedáneo (‘borgmester’). Det sværeste var at værne om en retfærdig fordeling af vandingstiderne, og holde fred mellem bysbørnene på dette vitale område. Félix’ enke fortalte forleden dag, hvordan hun som ung brugte nætterne til at vande; der var et par andre kvinder, som gik med hende ud i natten, – og selvfølgelig fulgtes hun med dem, når det var deres tur til at vande.
I januar 1961 var mine forældre og bedsteforældre på rejse i Spanien, og min mor skrev hjem til os børn fra Extremaduras hovedstad Mérida, romertidens Emerita Augusta. Vores mor var betaget af de store vandkraft- og kunstvandings-anlæg, der skulle ændre livet for Extremaduras allerfattigste, bringe el ud til hjem og værksteder, og stille sult og tørst ved at gøre det muligt at opdyrke hidtil golde egne. Javel, projekterne betød oversvømmelse af småbyer, tvangsforflytning af beboerne, arbejdet udførtes af politiske fanger, og Franco tog æren for præstationerne. Men i dag er efterkrigstidens “indre kolonisering” her i Spanien genstand for fornyet interesse og anerkendelse.


Forleden kørte vi forbi den store opdæmning “Gabriel y Galán”, som forsyner Alagón-dalens mange marker med vand. Det var uhyggeligt at se, at allerede d. 2. juni er vandstanden så lav som vi ellers kun kender den efter en lang sommer uden regn.

I avisen opfordrer Cáceres kommune borgerne til at spare på vandet: Overdæk bassinet når du ikke bruger det, så sparer vi 70% fordampning; du kan spare 25% ved at drypvande om natten; og næste gang, du vælger en plante til haven, så kan du spare 70% ved at gå efter en bæredygtig art, der klarer sig med regnvand.
Lille Matilda har besluttet, at hun ikke vil spilde en dråbe; giv en hånd til Matilda, for det er alles ansvar at passe på vandet:


Samme kampagne findes (naturligvis) også på internettet, med mange flere tegnede spareråd og videoer: SUMATE AL RETO DEL AGUA

Hvad er den af – skal det være de små, der tager udfordringen op og lærer de voksne at passe på vandet? Eller er budskabet, at det er den rene barnemad?

Mere (på spansk) om Franco-tidens “grønne revolution”:

Los colonos de la ‘España verde’ de Franco

Modernismo en el campo



Klokkeklang

kultur Posted on 07 May, 2019 17:11:51

En artikel i søndagsavisen beretter fra de spanske klokkestøberes årsstævne; det fandt sted i en lille by i provinsen Lérida i Katalonien. Dette sted var valgt, fordi der skulle støbes en 500 kg. tung klokke til klostret Santa María del Bellpuig de les Avellanes. Klokkestøberen Abel Portilla var kommet fra Cantabrien for efter helt traditionelle metoder at støbe klokken nede i jorden på stedet. Familien Portilla driver et af de 5 klokkestøberier, der findes i Spanien i dag.
Et andet er familien Riveras virksomhed i Montehermoso, 40 km herfra. Der har vi en gang købt en fin støbt gedeklokke til Benigno! Over indgangen til familiens bolig hænger en dørklokke af dimensioner.

Riveras store speciale er naturligvis kirkeklokkerne, som stadig bliver støbt håndværksmæssigt, men hvor moderne metoder har effektiviseret processen væsentligt. Dette er en vigtig faktor for at tiltrække unge til en fysisk krævende uddannelse, der står på i 6-7 år.
Klokkestøberne er enige om, at så længe Kirken består, vil der være bud efter dem.


Og sandt er det, at selv i så lille bitte en landsby som Aldehuela er der en klokke, ja faktisk to, en på kirken og en henne i gaden. Den ene kalder til kirkelige handlinger og varsler om dødsfald; og den i gaden melder om ildebrand eller andre begivenheder, hvor alle skal kaldes sammen i en fart, også hvis de er langt oppe i bjerget med gederne eller for at passe haverne.
Lydforskeren Carlos Alberto Augusto definerer det traditionelle sogn som det område, hvor kirkeklokken kunne høres. Man mindes anden strofe fra Grundtvigs sang til Kirkeklokken:

Kirkeklokke! ej til hovedstæder
støbtes du, men til den lille by,
hvor det høres trindt, når barnet græder
og inddysses blidt ved vuggesang.

– for det er jo ude på landet, hvor lydbilledet er stilhed med fuglesang og vindens susen, at klokkens klang kan gøre sig gældende. Det oplevede vi i påsken for nogle år siden, i den lille portugisiske bjergby Salvaterra. Der blev ringet med klokken i vel nok en time, og da vi gennem de krogede gader nåede frem til kirken, så vi klokkeren stå oppe ved tårnet, mens storkene i reden fløj uforstyrret frem og tilbage.

Sådan en klang, der vibrerer gennem hele landsbyen, kan ikke erstattes af elektroniske apparater!

Kilder: Dagbladet HOY, 5 maj 2019.

N.F.S.Grundtvig: Kirkeklokke, mellem ædle malme: https://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/783

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa. Fundação Francisco Manuel dos Santos. 2014



Flersprogede nuancer

kultur Posted on 02 Apr, 2019 16:54:06

Familiens yngste er i gang med at farvelægge et billede i malebogen.

To tøjdyr kommer forbi og præsenterer sig:

– Jeg hedder æsel.
– Og jeg er en enhjørning.
– Jeg er en passedyr, siger pigen.
– Mener du, at du er et pattedyr?
– Nej, jeg passer dyr.
– Nåh, du er en dyrepasser.
– Ja, og jeg skal passe jer, for den gamle dyrepasser er død.

Pigen taler både spansk og dansk, og derfor kommer hun til at sige passe-dyr, fordi de to sprog sammensætter den slags ord forskelligt: På spansk nævnes handlingen først, og genstanden sidst. På dansk kommer genstanden først, og derpå handlingen.

Sacacorchos – proptrækker; Cortacésped – plæneklipper; Sabelotodo – en der ved alt.

Når de voksne har hemmeligheder, taler de engelsk. Barnet taler også engelsk, bare på en anden måde.



En bydel genfødes

kultur Posted on 04 Apr, 2018 21:12:39


I den østlige udkant af Portugals næststørste by, Porto, løber en lille gade, Rúa de Barão da Nova Sintra fra metro-stationen Heroísmo ud mod Douro-floden.


Den baron, som gaden er opkaldt efter, var en driftig handelsmand i tekstilbranchen, José Joaquim Leite Guimarães der stammede fra Nordportugal. I 1825, som 17-årig, tog han til Brasilien, og efter der at have skabt en stor formue, vendte han tilbage til Europa, hvor han interesserede sig levende for, hvad der rørte sig i tiden – midt i det 19. århundrede. Han erhvervede et gods ved Lissabon, som han kaldte “Nova Sintra” og det var som godsejer der, at han blev adlet af kong Luíz I.
Som moden mand bosatte han sig i Porto, hvor han bidrog til byens modernisering og forskellige veldædige institutioner, deriblandt skolen i Rúa do Barão de Nova Sintra. Baronens buste våger over indgangen til Colégio do Barão de Nova Sintra:

På den anden side af gaden finder vi Aguas do Porto, byens vandværk, anlagt i 1932.


En solvarm formiddag sidst i marts gik jeg ned ad denne gade og fandt en gammel park, som nu er sat smukt i stand. Det er en rigtig botanisk have, med en mangfoldighed af prægtige vækster.


Fordi terrænet ned mod floden på dette sted stiger stejlt, er hele parken lys og luftig, og der er overalt udsigter over Douro og jernbanelinien, som her fører gods til og fra Campanhã-stationen.


Her og der kan man standse op ved flotte gamle fontæner. Parken er nemlig en slags “vand-museum”.


Man har flyttet byens brønde og fontæner hertil. Efter anlægget af vandværket skulle de ikke længere forsyne de forskellige kvarterer i Porto med vand, som tidligere blev båret hjem i store krukker.


Ved de enkelte fontæner står skilte, der fortæller, hvilke kvarterer, de stammer fra, og hvilke kilder, der fyldte dem med vand.

Parken er åben hver dag fra 10-18, i weekenden fra 9-19. Der er gratis adgang, og metroen går som sagt næsten til porten!


Tilbagevejen til Portos bymidte via Campanhã-stationen kan lægges gennem den lille Miraflor-gade, som nu er i opbrud.


Imellem husene går lange passager helt over til parallel-gaden.


Her er plads til nytænkning og kvartersløft!


Manuela Matos Monteiro og João Lafuentes har indrettet galleri og atelier “Espaço Mira” i et forladt magasin.


Flere følger efter med initiativer, der bringer liv i de forladte magasinbygninger og skaber et nyt “neuralgisk center” for kulturlivet i Porto.

Kilder:

Águas do Porto

Mariana Correia Pinto: Porto, última estação. FFMS 2017



Lusónia – ude i det blå

kultur Posted on 06 Mar, 2018 14:56:08

Der er jo ikke langt til Portugal fra las Hurdes, og det har vi tit og ofte benyttet os af i årenes løb.
Hver gang irriterede det mig, at jeg ikke kunne tale og forstå, hvad de sagde der ovre på den anden side af grænsen, så for et par år siden søgte jeg ind på ‘portugisiske og brasilianske studier’ ved Københavns Universitet for at udforske et nyt iberisk felt, både sprogligt og i andre henseender. I efteråret 2017 stod der skønlitteratur samt ‘professionsrettet kommunikation’ på programmet. Vi var et lille hold på 3-4 deltagere, som startede med at opfinde et land, hvor vi skulle indtage forskellige ministerposter. Jeg blev sundhedsminister, efter at have opdigtet nationens historie og tegnet landet, som vi valgte at gøre til en ø-stat i Caribien.


Sjovt nok var der en tom ‘plads’ på verdenskortet imellem Jamaica, Cuba og Haïti:


Det var oprindelig franskmænd, der koloniserede øen og gav den navnet Saint Pierre. Men i slutningen af det 19. århundrede solgte Frankrig øen til den portugisisk/brasilianske krone. Dermed fik hovedstaden navnet São Pedro, og hele øen blev kaldt Lusónia.
På øens sydside opstod fiskerbyen Porto da Luz. Der udvikledes en betydelig fiskeindustri, og det er også fra Porto da Luz, at man eksporterer den udsøgte kaffe, der dyrkes i Cordilheira de Orisha, oprindeligt af slaver fra Afrika.

I Elisa-klitterne ligger feriecentret Santa Eleanor med sikkerhed for sol og store bølger til surferne.

LUSOLANDIA er et center for bæredygtig turisme i den nordvestlige del af landet med adgang til regnskoven, havet og Rio Grande. I Lusolanida kan turisterne vandre blandt trætoppe og dyrke rafting og andre aktiviteter uden motorer.

Hospital Geral de São Pedro nyder stor international anseelse, især inden for tropemedicin og kendskab til de lægeplanter, som udelukkende vokser i Floresta dos Segredos.

Vi bestemte, at Lusónia skulle have en socialistisk forfatning. Men eftersom ‘Ministeren for økonomi og udvikling‘ i det virkelige liv engagerer sig i Liberal Alliance, kom landet ikke til at fremstå som en socialistisk republik i alle henseender – herom vidner præsentationen for interesserede investorer.

Velkommen til et virtuelt besøg på hjemmesiden for fantasi-riget Lusónia.

Se også min engelsk-sprogede turistbrochure.



Hvad siger hatten?

kultur Posted on 10 Nov, 2017 17:32:13


Mine flotteste souvenirs fra Extremadura er disse tre hovedbeklædninger fra byen Montehermoso i det nordlige af provinsen Cáceres.
De kroner den traditionelle kvindedragt, og taler hver især deres tydelige sprog.
Den med spejlet blev båret af ugifte, den anden kulørte var for de gifte kvinder, og enkerne bar den sorte variant.

Las gorras (ikke sombreros!) fra Montehermoso bæres til en dragt med korte skørter, masser af underskørter, og strikkede blå strømper. Til festlige lejligheder med overdådige guldsmykker i filigran.
Her ser vi en dukke med egnsdragten og en statue fra byparken i Montehermoso.


Den amerikanske rigmand Archer Milton Huntington som oprettede det imponerende hispanic society i New York, bestilte for hundrede år siden en serie vægmalerier til samlingen hos maleren Sorolla.
Billederne skulle vise folkeliv i forskellige egne af Spanien.
Et af de steder, hvor Sorolla valgte at opstille staffeliet, var i Plasencia, og motivet blev markedsfolk med den monumentale by i baggrunden.

Til venstre i billedet ses nogle kvinder fra Montehermoso, let genkendelige på de store kyser af strå, som fortæller: “Her kan du købe gode produkter fra min køkkenhave i Montehermoso” – et skridt på vejen til den moderne certificering for gastronomisk kvalitet “Denominación de origen“.

I Plasencias etnografiske museum, der er specialiseret i tekstiler fra området, ses prægtige eksemplarer af dragten, – ligesom i Montehermosos eget lille fine egnsmuseum. Her er link til Museo Etnográfico Textil Pérez Enciso‘s hjemmeside.

Til en hyrdefest i Alpedrinha ovre i Portugal i september kom der deltagere fra Montehermoso:


Da jeg købte de tre store gorras, købte jeg også en lille kyse, og i år fik jeg lyst at lave dragten dertil, i anledning af mit barnebarns tre-års fødselsdag. Så jeg viser lige endnu et par fotos af en egnsdragt i miniature.


Se også denne kommentar om pardannelse i Nord og Syd (!)

Referencer og flere billeder:

Roman K’s folkcostume.blogspot.dk – udførlig engelsk-sproget blogpost om Montehermoso-dragten.



Next »