I bogen “Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa” (“Lyd og stilhed i Portugals lyd-landskab“) fortæller Carlos Alberto Augusto, at fra gammel tid var et landsogn defineret som det område, hvor man kunne høre kirkeklokken.

Klokkerne var støbt af malm, tunge og klangfulde. Når de ringede “solen ned”, standsede folk op i deres gøremål.

Jean-François Millet (1814-1875): L’Angélus

Millets berømte maleri, der hænger på Musée Quai d’Orsay i Paris, er inspireret af et barndomsminde: “Når jeg som barn var med i marken, og aftenklokken lød, standsede min bedstemor vores arbejde, så vi kunne bede for de stakkels afdøde.”

Klokkerne ringede, de klemtede, de kimede, de rungede, de faldt i slag. Året rundt, livet igennem.
Klokkerne kaldte til gudstjeneste, de forkyndte for sognets indbyggere, at nu skulle et barn døbes, nu skulle et par vies, nu var en død, nu skulle en begraves, nu var der ildebrand… Hver begivenhed havde sin lyd. Klokkerne bandt sognet sammen.
De verdslige bygninger havde også deres klokker, som på lignende vis kunne tilkalde eller advare alle borgere.

På den baggrund er forfatterinden Karin Michaëlis’ beretning fra en ungarsk kanonfabrik under første verdenskrig rystende læsning.
Kejser Wilhelm “lod i sin absurde Tro på Tysklands Storhed og endelig Sejr alle Nationer, der stod sammen med ham, forbløde gennem de overmenneskelige Ofre, som blev hver enkelt paalagt.”
Således blev hjemmenes metalgenstande bragt til våbenfabrikkerne for at omsmeltes til “Kanonføde” – og da det ikke slår til, ofres også klokkerne. Da de forstummer, svækkes samfundets sammenhængskraft.
Hør, hvad Karin Michaëlis skriver om Klokkens Død.

Også i Danmark blev kirkeklokker allerede fra 1500-tallet beslaglagt og omstøbt til kanonkugler, når ufred gik hen over landet.
En “Molbo-historie” afspejler dette. De brave molboer vil frelse, hvad de kan, fra fjendens hænder; og det som de holder mest af og først vil redde, er deres kirkeklokke. De tumler med at få den ned fra kirketårnet, og finder frem til, at den bedste måde at skjule den på, vil være at ro den ud på havet. De skal jo gerne kunne finde den igen, når fjenden er ude af landet, og derfor skærer de et mærke i siden af båden, der hvor de har sænket klokken ned.


Således bekræftes det, at molboernes stærke side er hjertelag frem for kløgt.

KILDER:

Karin Michaëlis‘ erindringer: Vidunderlige Verden, bind 3. Lys og Skygge. Gyldendal 1948.

WELT: Kirchenglocken wurden zu tödlichen Granaten

Min blogpost om Klokkeklang over de iberiske landskaber

Carlos Alberto Augusto: Sons e Silêncios da Paisagem Sonora Portuguesa FFMS 2014

A.P.Møller fonden: Klokkeklang i 1000 år

Viggo Fausbøll: “Beretning om de vidtberømte Molboers vise Gjerninger og tapre Bedrifter” Gyldendal 1919. Illustreret af Alfred Schmidt