Ved årsskiftet blev det sværere at være ryger i Spanien: der er indført totalt rygeforbud indendørs – dermed også i ALLE barer, på legepladser og ved indgangen til hospitaler.

Apotekerne oplever en særlig markant stigning i salg af rygeafvænnings-præparater -mere end det sædvanlige, når nytårsforsætterne skal føres ud i livet!

Selv om krisen har mindsket omsætningen på barerne, er og bliver de stedet, hvor man mødes med sine venner og bekendte. Men luften er ikke længere tyk af røg, unge fædre kommer med barnevognen, og gulvet flyder ikke længere med cigaretskod, som det var tilfældet før i tiden. Faktisk har det længe været god tone at bruge de askebægre, som blev stillet frem på bardisken.

Rygerne må nu ud på fortovet, og forudseende bar-værter har derfor investeret i “paddehatte”, der kan mildne januar-luften for de forviste rygere.

Selvfølgelig er der restauratører, som oplever, at nogle rygere “glemmer” at komme ind igen og betale for, hvad de har nydt. Og i de smalle gader, hvor røgen bare stiger til vejrs langs facaderne, når rygerne smutter ud for at få en smøg, kan beboerne finde på at hælde vand ned over dem, der står og forpester luften. For ikke at tale om, at det kan udvikle sig til ret så voldsomme håndgemæng, når ikkerygerne minder om de nye bestemmelser. (!)

Den skærpede lovgivning omkring rygning sigter først og fremmest mod at forebygge sygdomme i luftvejene og hjerte-karlidelser. Men også for miljøet i videre forstand er cigaretskod en fare. I efteråret så vi i las Hurdes en omvandrende teatertrup opføre en forestilling, der skulle advare mod risiko for skovbrande. Efter forestillingen blev der uddelt “lommeaskebægre” til alle deltagere!

Ovre på den anden side af den portugisiske grænse står der store udendørs askebægre langs vandrestierne – for skovbrande truer miljøet i hele Middelhavsområdet, og der sættes ind på mange måder for at undgå dem.

Kilder: HOY digital, 3. januar og 4. januar 2011

PS: Kender I Marie Key‘s hyldest til sin Ikkeryger Ven fra albummet “Hver sin vej” (anmeldelse)

Er disse genstande allerede på vej til det nærmeste museum?